Kærlighedsfilm og romantiske film tilhører ikke nødvendigvis den samme genre. Det er Mike Nichols’ nye film “Closer” et glimrende eksempel på, og den viser at film om kærlighed ikke behøver at være romantiske – den er faktisk snarere det modsatte. “Closer” er ikke en Hollywood feel-good film, overstrøet med klicheer a la “kærligheden overvinder alt”, men i stedet et realistisk og intenst portræt af kærlighedens, forelskelsens og parforholdets sande væsen på godt og (især) ondt.

Instruktøren Mike Nichols har før behandlet samme emne i film som “Fagre voksne verden” og “Kødets lyst”, og “Closer” må i høj grad siges at være lige så seksuelt elektrificerende som disse udfordrende værker. Han har allieret sig med Patrick Marber, hvis teaterstykke fra 1997 er basis for filmen af samme navn, og Marber har som manuskriptforfatter selv overført historien fra teater til film. “Closer” bærer da også præg af at være tiltænkt scenen med sine lukkede scener, der næsten alle foregår mellem to personer i små afgrænsede rum, hvad enten det er i en bås på en stripklub, i en lejlighed eller på en kunstudstilling. Nichols har dog formået at give det hele mere liv, så det ikke ender som filmet teater. Især i hans brug af udendørslokationer og ved hjælp af filmens fotografering og score lykkes det ham at tilføre historien en intensitet og en indlevelse fra publikum, som forstærker de krydsende kærlighedshistorier mellem Dan og Alice, Anna og Larry, Dan og Anna og Alice og Larry.

Selve historien virker forbløffende troværdig på trods af sine mange forviklinger med folk, der slår op og finder sammen igen, og som tilskuer føler man næsten, at man er fluen på væggen i et lille udsnit af parforholdets kaotiske verden. Filmen har ikke samme dokumentariske præg som f.eks. Richard Linklaters “Before Sunrise” og “Before Sunset”, der benyttede håndholdt stil og improviseret dialog, men dens indhold har ikke desto mindre en lignende slice of life kvalitet over sig. De mange tidsspring, som forekommer i filmen, markeres kun meget svagt, hvilket i starten kan virke lidt forvirrende. Man bliver dog hurtigt klar over, at der er tale om et bevidst valg fra instruktørens side for at udtrykke, hvor subjektivt tiden kan føles for folk, når de er i et forhold; som Larry siger til Anna: “Time is a tricky little fucker!”. Instruktøren har også selv udtalt, at han har forsøgt at vise, hvordan vi kun husker begyndelsen og slutningen af parforhold, når vi er forelskede, og at det mellemliggende udviskes. Denne følelse kommer meget tydeligt frem gennem filmens abrupte spring i tid, ofte over flere måneder, og det er med til at intensvisere spændingen, og lade publikum hen i det uvisse om, hvordan scenen vil udfolde sig.

Selvom “Closer” er meget seksuelt ladet, vises der aldrig sex – den omtales kun, og det er i samtalen, at den egentlige erotik ligger. Og her bliver der ikke lagt fingre imellem, hvilket næsten gør det endnu mere direkte og pirrende end synet af to nøgne mennesker.

Filmen bæres i høj grad oppe af den fænomenale dialog, som ofte rammer plet i sin hudløse ærlighed og fandenivoldske dissekering af kærlighedens luner. Har man selv stået i den situation at forlade et andet menneske eller at blive forladt, så ved man hvad det drejer sig om, og filmen pakker det ikke ind. Dette er netop dens styrke, selvom man til tider kan anklage den for at være lige lovlig pessimistisk, ja næsten sadistisk, i sin fremstilling af de elskende, hvis følelser ikke kan kontrolleres og derfor gang på gang må straffes. At kærlighed snarere gør ondt end godt, kan ses som en af filmens pointer, hvilket den kyniske Larry slår fast med ordene: “Have you ever seen a heart? It’s like a fist drenched in blood!”.

Den mesterlige dialog understøttes til fulde af skuespillet i “Closer”, og alle fire hovedroller leverer nuancerede og rammende præstationer. Jude Law spiller på hele registret, fra charmerende selvsikker til knust underdog og Julia Roberts formår at lægge sin movie star fremtoning til side og antyde meget med meget få ord. Men det er dog især Clive Owen og Natalie Portman som brillerer i deres respektive roller. Dette skyldes måske at Larry og Alice er de mest interessante af de fire personer, netop fordi de rummer mest smerte.

Clive Owen er mere åben end i sine tidligere, ganske fåmælte roller (f.eks. “Gosford Park” eller “Manden uden navn”), og hans blanding af ondskabsfuld humor, usikkerhed forklædt som selvsikkerhed, samt hans pludselige skift mellem at være tryglende og aggressiv brænder sig fast på nethinden. En kraftpræstation, der ganske fortjent har vundet ham en Golden Globe, og som forhåbentlig også giver ham en Oscar! På den kvindelige side lyser Portman op som en flamme; betagende som få og udstrålende en utrolig sårbarhed omkranset af et afvæbnende panser, der skal skjule hendes sande jeg, og den usikkerhed hun bærer rundt på. Man kan ikke undgå at forelske sig i denne gådefulde skabning og føle hendes smerte, når hendes kærlighed ikke gengældes. Ligesom Owen modtog Natalie Portman en Golden Globe for sin rolle, og det kan man kun unde hende. Ikke siden “Leon” har hun spillet så eminent og med så meget styrke – bravo!