Når “Crank: High Voltage” omsider når til vejs ende, har vor helt, Chev Chelios, mildest talt fået én på opleveren. Han er røget ud af en helikopter fra skyskraberhøjde, fløjet igennem en forrude, han er blevet påkørt, beskudt, gennemtæsket, udsat for tusindvis af volt og stukket i brand. Det er formentlig de færreste af os, der har prøvet noget lignende, men til slut er man selv så svag og smadret ovenpå filmens nådes- og endeløse sansebombardement, at man sagtens kan sætte sig i hans sted. På trods af filmens grelle svagheder er det da noget af en bedrift.

I “Crank” var Chelios nødt til at holde sig aktiv konstant, fordi han var blevet inficeret med en ondartet gift, som ville slå ham ihjel, hvis hans hjertefrekvens dalede. Dén skøre idé var et noget nær genialt sprængbræt til en hæsblæsende actionfilm, der ligesom sin uheldige helt altid var på farten. Toerens historie er som sagt blot en variant over den førstes – denne gang har Chelios fået fjernet sit bomstærke hjerte af den kriminelle underverden, så nu bliver han konstant nødt til at udsætte sig selv for store mængder elektricitet, så hans nye, kunstige organ ikke løber tør for strøm, før han får tilbageerobret sit oprindelige hjerte.

Filmen er tit infantil, men tager på den anden side aldrig sig selv for alvorligt og har et glimt i øjet, man sjældent kan modstå. Actionsekvenserne er ofte enormt godt skruet sammen, og indimellem må man alligevel tiljuble filmmagernes visuelle opfindsomhed. På en eller anden facon får instruktørerne endda inkorporeret en videospilsekvens og en Godzilla-lignende kampscene mellem to brummende kolosser, uden at man kastes af vognen. Men filmens største trækplaster er uden tvivl Jason Statham, der i rollen som (og ligesom) Chelios virkelig er i stødet – uanset om han så sparker baller eller uddeler skideballer. Det er en skam, at resten af skuespillerne mere eller mindre forbigås, men – som titlen antyder – er der spænding nok i “Crank: High Voltage” til at gøre den seværdig.

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Dette kan ikke have været et let transfer at producere – “Crank: High Voltage” benytter så mange forskellige filtre, at den let kunne have endt med at se forfærdelig ud, når den blev komprimeret ned på en dvd-skive. Men den ser generelt glimrende ud. Grynniveauet er helt tilpas, billedet er skarpt, og hverken edge-enhancement eller udtværing forekommer. Sortniveauet er undertiden en smule for kraftigt, og farverne er sjældent naturtro, men de manipulerede farvenuancer er en nøje kalkuleret del af filmens visuelle udtryk og en del af dens charme.

Der er tidspunkter, hvor skivens Dolby Digital 5.1-mix næsten er for aggressivt og bombastisk – hvor en mur af lyd simpelthen overrumpler tilskueren og overskygger dialogen og de mere subtile lydeffekter. Men størstedelen af filmen lyder fremragende, og hovedparten af filmens lyddesign er virkelig idérigt. Det kommer ikke som den store overraskelse, at subwooferen hyppigt tages i brug. Der er også mange fremragende panoreringer og herlige lydeffekter skabt af nogle af Hollywoods førende lydfolk, der indimellem gør “Crank: High Voltage” til en auditivt næsten hypnotisk oplevelse. Bortset fra få gange bliver hverken musikken, lydeffekterne eller replikkerne nogensinde overdøvet, og støj figurerer aldrig.

Instruktørerne Mark Neveldine og Brian Taylor, som også har skrevet manuskriptet (og i øvrigt lavede den første film) har indtalt et superbt kommentarspor til filmen. Gutterne er yderst morsomme og sarkastiske, de tager gladelig pis på sig selv, hinanden og filmen, men tilbyder også en masse interessante anekdoter om filmens tilblivelse indimellem de humoristiske historier. Derudover er her en grundig dokumentar om filmen spækket med hudløst ærlige interviews og klip fra optagelserne (57 min.), en besynderlig montage, der pointerer fejlene i filmen, samt trailere til “Kapring af metro 1 2 3”, “Hardwired” og “Terminator Salvation”.

Hver generation, hver sin actionhelt, og en af vores tids ubetinget største actionhelte er Jason Statham. Selvom han startede karrieren som fast inventar i Guy Ritchies stand med roller i bl.a. “Revolver” og “Snatch”, synes den britiske skuespiller at være allestedsnærværende indenfor fuldblods actionfilm. Rollerne i bl.a. “Death Race”, “Transporter”-filmene og “Crank” har i lynfart slået Jason Stathams navn fast som en sikker vinder, der leverer varen som kæk og hårdtslående actionbøf. Hvis man troede, at “Crank: High Voltage” ikke skulle være i stand til at understrege ovenstående, tages der grusomt fejl.

“Crank: High Voltage” er en ekstrem og vanvittigt sprudlende oplevelse, der på ingen måde følger konventionelle filmregler eller plotstrukturer. Alle elementer i filmen er udelukkende fremstillet for at blive smadret til ukendelighed eller blive slæbt ud på et bizart overdrev med det eneste formål at holde den adrenalinpumpet underholdningsværdi helt i top. Dette er ikke en film, men et altoverdøvende brøl, der vælter ukontrolleret frem gennem enhver form for lydmur.

Filmens styrke som nådesløs actionbrag er samtidig dens tilbagevendende svaghed. Ingen tvivl om, at collagen af de visuelle godbidder er tomme kalorier, der mæskes hurtigt og grådigt, så længe det nu varer. Godteposen er skam fyldt op til renden, men det er en engangsoplevelse, der vælter kegler udelukkende i kraft af et smittende diasshow af gennemført latterlige actionsekvenser med et diabolsk glimt i øjet – og ikke mindst med en utrolig sans for at springe den ene grænse efter den anden, uden at det bliver trivielt eller trættende.