Da Otar Rejste
Udgivet 16. sep 2004 | Af: chuck | Set i biografen
Deres forskelligheder er grobund for nogle herlige ironiske og groteske scener. Den 90-årige gamle Eka forbander tidens trange kår – når lys og telefon pludselig sætter ud af drift – og konstaterer køligt, at det problem aldrig ville have fundet sted under Stalin. Marina betvivler moderens kommentar, og Eka svarer dertil: ”Stalin har aldrig beordret nogen skudt og det kan jeg bevise!” Tonen i Ekas respons er leveret med en herlig naivitet, som kun en gnaven gammel georgier kan præstere. Den første halve time af filmen skildrer de tre kvinders hverdag med små finurlige scener. Da Otar dør skifter filmen karakter. Marina og Adas forsøg på at skjule Otars død for Eka ligner til forveksling handlingen fra den tyske “Good Bye Lenin”, hvor den unge Alexander Kerner vil skjule murens fald for sin syge kommunistiske mor. “Da Otar Rejste” er en mere overbevisende film end “Good Bye Lenin”, for den har en mere seriøs tilgang til sin historie end den tyske komedie.
Udover den sorte humor og de overbevisende skuespilpræstationer har historien i “Da Otar Rejste” mange lag og overraskende drejninger. De overraskende drejninger skal jeg ikke afsløre, men dog kommentere, at slutningen lever helt op til filmens andre mærkbare kvaliteter. Fotograferingen i filmen rummer nogle flotte skud, men skildringen af Tbilisi kunne dog have været noget flottere, taget den fabelagtige arkitektur – som ses i enkelte billeder – i betragtning. Tempoet i den første halve time er en anelse langsomt, men det rådes der bod på i resten af filmen. “Da Otar Rejste” er en kærkommen film fra et østland, hvis filmproduktion jeg personligt vil holde et vågent øje med i fremtiden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet