Tegneseriernes sorte får?Jeg må med skam melde ud, at jeg aldrig rigtig havde hørt om superhelten Daredevil (på dansk kaldet Dæmonen), før rygterne om filmens tilblivelse for første gang begyndte at dukke op for et par år siden. Men øjeblikkeligt derefter begyndte jeg på min research. Daredevil er langtfra ligeså kendt som Stan Lees (tegneserielegenden fra Marvel) andre kreationer, som X-Men og Spider-Man. Men fundamentalt er han bestemt mindst ligeså interessant og opsigtsvækkende. På basis af tegneseriens popularitet er filmen heller ikke så stilsikker og gennemført som mange langt dyrere lignende produktioner, men det gør bare filmen mere unik og overraskende.

For dem, der ligesom jeg, ikke kender så forfærdelig meget til Daredevil, så forløber Daredevils transformation fra en lille uskyldig og hjælpeløs dreng til en superhelt således: Matt Murdock er blot en dreng da han ved et tragisk uheld bliver overskyllet af radioaktivt (hvad ellers?) affald, og derved bliver blindet permanent. Til gengæld bliver hans resterende 4 sanser forstærket i enorm høj grad, og han bliver “udstyret” med et særligt “radar-vision”, som gør det muligt for ham – via lydbølger – at se i et begrænset (og mærkværdigt) omfang. Matts far (hvem ellers?) bliver dræbt af den lokale mafia, og Matt må ene og alene overkomme pubertetens komplikationer og kæmpe for retfærdighed.

Filmen viser os denne transformation, men heldigvis får vi ikke det typiske “og så begyndte jeg at studere kampsport og fik lavet mig en fed latex-dragt” segment, men vi hopper direkte fra Daredevils hårde “fødsel” til hans nutidige position i samfundet – uden at dette spring overhovedet virker pludseligt eller forvirrende.

Affleck og MurdockBen Affleck (som selv har været stor fan af tegneserien siden han var barn) er overraskende overbevisende i rollen som Matt Murdock / Daredevil: Hårdtarbejdende advokat om dagen, determineret superhelt om aftenen, følelsesmæssigt tortureret døgnet rundt. Daredevil er uden tvivl én af de mest originale superhelte i tegneserieverdenen.

Noget af det der gør hans personlighed så særpræget og spændende er at hans superhelte-egenskaber på mange måder er ligeså stor en svaghed, som det er en styrke. Daredevil er en isoleret personlighed med en skrøbelig sjæl, som gør det let at sympatisere med ham. Nok er det let at holde med Peter Parker (Spider-Man), fordi han får tæsk af skolekammeraterne pga. sit image som nørd, men for Matt Murdock er hele omverdenen et dystopisk virvar af støj og kaos, som langsomt æder ham op, og som smitter af på publikum.

Dette kaos finder sted i den dystre og nådeløse del af New York: Hell’s Kitchen. Her savner mange beboere den retfærdighed og frihed, som andre tager for givet. Dette mørke og nedtrykket miljø er blevet flot realiseret på film, hvor brugen af farver og kamera ofte er særdeles effektiv.

Filmen vælger hovedsageligt at sætte fokus på forholdet mellem Daredevil og hans kvindelige modstykke, Elektra (spillet af den henrivende Jennifer Garner, som nogle måske kender fra TV-serien “Alias”). Deres “love/hate” forhold er interessant og resulterer i nogle af filmens bedste og mest dynamiske sekvenser. Men selvom der helt klart eksisterer et interessant sammenspil mellem disse to karakterer, så føles det ofte som om filmen stopper i sidste øjeblik før det store og uforudsigelige skridt. Men for det meste fungerer det godt, og forholdet kulminerer i en forrygende overraskelse, som hardcore Daredevil fans vil kunne nikke genkendende til.

Forspildte mulighederEn superheltefilm kan ikke overleve blot på basis af sin superhelt. Der er mange andre klassiske og essentielle elementer af sådanne typer film, som skal fungere, for at helheden skal virke tilfredsstillende. Og desværre er “Daredevil” langtfra den helstøbte affære, som man kunne have håbet på.

Dette er lidt skuffende, specielt eftersom at filmens manuskript hovedsageligt er baseret på en bestemt (og fremragende) serie af Daredevil historier, som geniet Frank Miller (som også står bag den guddommelige Batman tegneserie-bog “The Dark Knight Returns”) skrev. Det var faktisk nærmest Miller, som egenrådigt genoplivede Daredevil i starten af 80’erne. Men Miller og film plejer da heller ikke at være nogen særlig heldig kombination (bare se på “RoboCop 2” og 3).

Et af filmens store problemer er dens skurke… Colin Farrell (som er ved at opnå et velfortjent gennembrud indenfor filmverdenen) er herlig som den flamboyante og vilde lejemorder Bullseye, men hans karakter er så to-dimensionel og principielt ligegyldig, at den store mængde energi, som Farrell tydeligvis lægger i rollen, i sidste ende mister sin appel. Michael Clarke Duncan er en god Kingpin, men både Kingpins og Bulleyes motiver for at eliminere Daredevil er så uvedkommende, at det er svært at føle sig emotionelt knyttet til karaktererne og deres skæbner, i modsætning til i andre superheltefilm som f.eks. “Batman” og “The Crow”.

Filmens voldsomme soundtrack er også for poppet og åbenlyst kommercielt til at opnå nogen egentlig positiv effekt, og desværre får komponist Graeme Revell slet ikke spillerum nok til at skabe fængende musikalske temaer. Dét er ærgerligt, da Revell uden tvivl besidder den egentlige nødvendige kreativitet, som han demonstrerede med sit semi-klassiske soundtrack til “The Crow”.