Den knap så døde dal

Blandt øde sletter og støv i Death Valley, Californien, ligger der en lille, glemt spøgelsesby ved navn Darwin. Med kun 35 besynderlige indbyggere har der været rig mulighed for dokumentaristen Nick Brandestini at opnå et ordentligt indblik i disse beboeres fascinerende tilværelser. “Darwin” er endt som en respektfuld og charmerende hyldest til de mennesker, der tør være sig selv, og som er flintrende ligeglad med, hvad resten af verden går og tror.

Panoramiske billeder af affolkede områder og bilvrag indpoder ved første øjekast en følelse af tungsindighed og tomhed, men det bliver “Darwin” gudskelov ikke ved med at gøre. Igennem interviews med de excentriske borgere i Darwin får man tegnet et fascinerende portræt af en flække, der muligvis virker død for den udefrakommende, men som ånder og lever ganske som de fleste andre byer, men som alligevel er fuldkommen unik. Vi kommer især tæt på posthusbestyreren Susan Pimental, den eneste i Darwin med et reelt job, som fortæller vidt og bredt om tilværelsen i byen og om, hvad der bragte hende dertil. Brandestini har valgt at opdele dokumentaren i ti kapitler, hvori der bliver diskuteret alt fra religion og kærlighed til kriminalitet og fortiden. Sidstnævnte er filmens mest interessante aspekt, idet Darwins indbyggere synes at komme fra vidt forskellige baggrunde.

Der er enkelte humoristiske momenter undervejs, såsom da ægteparret Connie og Hank viser os det lokale bibliotek, som i virkeligheden blot er en nedbrudt trailer fyldt til randen med bøger. Man griner lidt af det, men fascinationen vækkes da også. Parret viser os desuden rundt på Barkers ranch, hvor den berygtede Charles Manson i sin tid blev anholdt, blot et stenkast fra Darwin. Vi møder også flere kuriøse typer såsom anarkisten Robin, der begraver sine våben alskens hemmelige steder, så han er klar og velarmeret, når regeringen en skønne dag angriber byen. Man forundres gang på gang over livsstilen i flækken.

Generelt forekommer disse mennesker grinagtige, fordi der er en verden til forskel mellem Darwin-indbyggernes tilværelse og ens egen. Men Brandestini har ikke været interesseret i at lave noget så banalt som en excentrisk farce, der blot fokuserer på indbyggernes finurligheder – han kommer også tæt på personernes menneskelige og følsomme facetter. Særligt Susans historie skiller sig ud. Med åndenød fortæller hun om sin søn, der sidder i fængsel, og om hvordan han forvandlede sig fra at være en elskelig dreng til en intolerant, racistisk kriminel. Hun virker så fortabt, mens hun fortæller, og man føler med hende.

“Darwin” er værd at se for den måde, hvorpå Brandestini skildrer den særprægede by og dens beboere. Det havde været let at fremstille dem som en flok gakkede særlinge i underholdningens navn, men Brandestini har valgt at lade være med at blande sig for meget i sin egen dokumentar og i stedet “bare” ladet indbyggerne fortælle deres historier uden omsvøb. Derfor har man heller ikke benyttet diverse dikkedarer eller effekter til at styrke billed- eller lydsiden, hvilket nogle måske vil ærgre sig over. Men ligesom beboerne i Darwin ikke blander sig i hinandens sager, så holder Brandestini sig også i skindet.