Den lykkelige løgn

Sandhed eller løgn – hvad er bedst? Som fornuftsmenneske er man forpligtet til at foretrække det første. At ville tro på det falske er det modsatte af fornuftigt. I princippet. I livet forholder det sig nogle gange anderledes. Det gør det eksempelvis i australske “The Daughter”, som bygger på Henrik Ibsens teaterstykke “Vildanden” om den lykkelige livsløgn og sandhedens værdi. Trods sit bedagede forlæg har den debuterende Simon Stone skabt et intenst, moderne familiedrama, som han med sikker hånd styrer direkte mod et klimaks fra helvede.

Instruktøren Simon Stone kommer fra en succesrig karriere som skuespiller, dramatiker og teaterinstruktør på scener over hele kloden. En af de største succeser er netop en opførsel af Ibsens “Vildanden”. Det er langt fra en selvfølge, at talent i et medie kan overføres til et andet. Og umiddelbart lyder det som en dårlig idé at lade en teatermand debutere som filmmager med et teaterstykke som forlæg. Det gav mig i hvert fald bange anelser og kedsommelige flashbacks til klodset tv-teater med Ove Sprogøe, Ghita og resten af slænget. De bekymringer kunne jeg godt have sparet mig. Stone transponerer Ibsen fra Skandinaviens skrå brædder til den australske outback uden den mindste antydning af statisk teateriscenesættelse.

Til gengæld er der en klar fornemmelse af den australske lilleby, hvor fortællingens lykkelige familie lever i salig uvidenhed om, at deres verden snart vil blive vendt på hovedet. Der er et klart billede af vilkårene som arbejder i Udkants-Australien, hvor en fabrikslukning kan flå små lokalsamfund op med rode. Der kan nemlig være langt til en ny arbejdsplads i det enorme land, hvor de store afstande ikke just indbyder til en pendler-tilværelse. Titelkarakteren, teenagepigen Hedvig, laver dukker af dåser og pap til at udfylde alle de tomme pladser, der opstår i hendes klasseværelse, efter lukningen af byens savværk, hvor hendes far, Oliver, også arbejdede.

Det er dog ikke fyresedlen, der er den store katastrofe. Det klarer den lille familie med smil og sammenhold. Mor tjener penge som lærervikar, så de skal nok klare sig frem til sommer, hvis de passer lidt på udgifterne. De flytter i hvert fald ingen steder, før Hedvig har fået sin eksamen. Smil, kys, kram, latter. Det skal nok gå, det hele. Ewan Leslie, Miranda Otto og Odessa Young er så elskelige og velfungerende som far, mor og datter, at der tydeligvis skal meget mere end pengeproblemer og arbejdsløshed til at slå dem ud af kurs. De er deres egen lille verden, fyldt med kærlighed og omsorg. Det er hårdt at se på, for det kan naturligvis ikke vare ved.

Spændingen stiger langsomt, da Olivers barndomsven, Christian, kommer hjem fra USA for at være forlover ved sin fars bryllup. Han har været væk, siden hans mor begik selvmord for 15-16 år siden. Nu vender han tilbage og opdager hurtigt, at der er noget, der ikke stemmer i den lille familie. Skal han fortælle det? Eller er det bedre at sige ingenting og lade dem leve i en velfungerende løgn? Der er aldrig tvivl om, at det ender galt på en eller anden måde, men spændingsopbygningen mod det forløsende sammenbrud er alligevel voldsomt stærk. Det virker, fordi Hedvig med det lyserøde hår, den spirende seksualitet og de gode karakterer er så sød og sympatisk, og fordi den store, stærke arbejdsmand af en far er så åbenlyst stolt af hende og hendes kvikke hoved. Er sandheden virkelig mere værd end deres lykke?