De fem benspænd

InstruktionLars von Trier, Jørgen Leth

MedvirkendePatrick Bauchau, Lars von Trier, Alexandra Vandernoot, Jacqueline Arenal, Daniel Hernandez Rodriguez, Jørgen Leth

Længde90 min

GenreDrama, Drama, Dokumentar, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen21/11/2003


Anmeldelse

De fem benspænd

4 6
Er Jørgen Leth i virkeligheden det perfekte menneske? Noget kunne tyde på det. I hvert fald efter dansk films auteur nummer et Lars Von Triers mening. Han har sat Leth stævne i en periode over tre år, for at udfordre den gamle poet og dokumentarfilmskaber i en filmisk og kunstnerisk tour-de-force med udgangspunkt i Leths berømte kortfilm “Det perfekte menneske” fra 1967. Et sort-hvidt billeddigt og eksistentiel fabel med Claus Nissen som det perfekte menneske i dagligdags-situationer suppleret af Leths besnærende recitation af egne digte. Trier har eftersigende set filmen over 20 gange og anser den for et mesterværk. Nu vil han udfordre Leth til at lave den igen – dog efter Triers regler. Men kan Leth i en moderne genindspilning af “Det perfekte menneske”, dikteret af Trier, genskabe magien og besvare nogle af de retoriske spørgsmål, som blev stillet dengang? Det er det spørgsmål Trier som dogmatisk dukkefører vil have besvaret i en inciterende filmisk duel med Leth. Det er der kommet en interessant meta-dokumentarfilm ud af.
Filmen åbner med håndholdte, rystede billeder af Leth og Trier i venskabelig samtale, hvor man fornemmer den gensidige respekt de to filmskabere nærer for hinanden. Over hvidvin og senere små vodkashots udstikker Trier kursen for Leth: han skal efter Triers anvisninger og såkaldte “benspænd” forsøge at genskabe “Det perfekte menneske”, hvorefter Trier skal godkende resultatet som tilfredsstillende. Ud fra den diabolske devise “hvad hader Leth mon mest?” stiller Trier således sine opgaver til sin elev.

Første benspænd lyder derfor på at tage til Cuba, kun benytte 12 frames samt ingen scenografi. Vi følger derpå Leth rundt på Cuba, overhører hans æstetiske overvejelser og ser fragmenter af optagelserne. Vi får dog som tilskuer først det endelige resultat at se samtidig med Trier tilbage i hans dagligstue i Danmark. Og indrømmet – også af Trier – et ganske elegant resultat skabt af Leth. Det passer ikke Trier som åbenlyst søger gennem diverse “benspænd” at få Leth til at vakle, føle usikkerheden, nedbryde sig selv, dekonstruere og ikke mindst banalisere “Det perfekte menneske”, for dermed i sidste ende at nå ind til et sandere og mere simpelt kunstnerisk udtryk. Og ultimativt til manden bag fænomenet Leth, så at sige. Men det synes ikke at lykkedes for Trier. Han forsøger at raffinere sine benspænd, gøre dem så svære som muligt fx ved at lade Leth genskabe “Det perfekte menneske” som tegnefilm – en genre som de åbenlyst begge afskyr og foragter. Men selv i denne disciplin formår Leth at bevare den kunstneriske integritet (mestendels pga. en dygtig amerikansk animator) og vende udfordringen til sin fordel.

Filmens billedside er præget af tilfældighed og påtaget skødesløshed. I flere scener ser vi en af de to kameramænd inde i billedrammen og vi oplever sågar på et tidspunkt at kameraets lysbalance reguleres mens der filmes. Lyden er tilsvarende mudret og enkelte gange decideret dårlig, mens samtalerne mellem Trier og Leth heldigvis er helliget forholdsvis ordentlige lydforhold. Det er klart, at disse “bommerter” er bevidst bevaret for at understrege den dokumentariske autencitets-værdi og demonstrere at essensen af filmen ikke er smukke billeder og perfekt lyd, men en undersøgelse af hvad kunst er. Samtidig understreger den visuelle stil det meta-univers som filmen bevæger sig i – vi overværer optagelsen af en film omhandlende skabelsen af en anden film.

Som en sidste krølle på den intertekstuelle labyrint af en film bliver den afgørende udfordring for Leth at lade Trier skrive en voice-over samt sammenredigere en film fra optagelserne af deres samtaler. Eneste krav er at Leth skal krediteres som instruktør og læse voice-over’en op. Det bliver en fornem afslutning på filmen, hvor man ud fra Leths dialog, som altså er skrevet af Trier, fornemmer den terapeutiske virkning Trier havde håbet at udfordringerne havde haft på Leth. De skulle have fået ham til at vakle, tvivle og virke sårbar og dermed have afsløret Leth som blot et menneske og ikke det perfekte menneske, han synes at være. Men Trier må overgive sig i sidste ende og indse, at det er ham som vakler og blotter sig. Det perfekte menneske vakler ikke.

“De fem benspænd” er en Triersk kærlighedserklæring til Leth og en Zentropask tillidserklæring til Trier. Det er modigt at udsende den som biograffilm, for i sidste ende er filmen ikke andet end en kunstnerisk duel mellem to personligheder i dogme-agtige billeder og appellerer dermed ikke særlig bredt. Der er lagt klar vægt på processen – altså Triers metode og Leths overvejelser – mens resultatet af Leths anstrengelser, de små film, ikke diskuteres i den grad man kunne have ønsket. Det er synd. Alligevel er filmen et ganske interessant eksperiment først og fremmest pga. dens legesyge og tilfældige facon, som samtidig også rummer dybere filosofiske overvejelser og ikke mindst et fascinerende indblik i to kunstneres arbejdsmåde. Hvis man interesserer sig for film som andet end amerikansk mainstream og kan holde Triers til tider prætentiøse attitude ud, så er “De fem benspænd” en anderledes og original dokumentarfilm om kunsten at lave film.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“De fem benspænd” er instruktøren Lars von Triers forsøg på at ryste veteranen og kollegaen Jørgen Leth i hans filmiske grundvold! Med udgangspunkt i en af Jørgen Leths gamle kortfilm (“Det perfekte menneske”) skal Leth i gang med at genindspille scener fra den, men nu efter von Triers helt urimelige og særprægede regler. En spændende original “leg” med filmmediet – en film om det at lave film. Oven i købet om at lave film efter principper og regler, der ikke nødvendigvis er ens egne! Spændende bestillingsarbejde til Leth fra en krævende og kompromisløs kunde.