De fem benspænd
Udgivet 18. nov 2003 | Af: filmz-Elle | Set i biografen
Første benspænd lyder derfor på at tage til Cuba, kun benytte 12 frames samt ingen scenografi. Vi følger derpå Leth rundt på Cuba, overhører hans æstetiske overvejelser og ser fragmenter af optagelserne. Vi får dog som tilskuer først det endelige resultat at se samtidig med Trier tilbage i hans dagligstue i Danmark. Og indrømmet – også af Trier – et ganske elegant resultat skabt af Leth. Det passer ikke Trier som åbenlyst søger gennem diverse “benspænd” at få Leth til at vakle, føle usikkerheden, nedbryde sig selv, dekonstruere og ikke mindst banalisere “Det perfekte menneske”, for dermed i sidste ende at nå ind til et sandere og mere simpelt kunstnerisk udtryk. Og ultimativt til manden bag fænomenet Leth, så at sige. Men det synes ikke at lykkedes for Trier. Han forsøger at raffinere sine benspænd, gøre dem så svære som muligt fx ved at lade Leth genskabe “Det perfekte menneske” som tegnefilm – en genre som de åbenlyst begge afskyr og foragter. Men selv i denne disciplin formår Leth at bevare den kunstneriske integritet (mestendels pga. en dygtig amerikansk animator) og vende udfordringen til sin fordel.
Som en sidste krølle på den intertekstuelle labyrint af en film bliver den afgørende udfordring for Leth at lade Trier skrive en voice-over samt sammenredigere en film fra optagelserne af deres samtaler. Eneste krav er at Leth skal krediteres som instruktør og læse voice-over’en op. Det bliver en fornem afslutning på filmen, hvor man ud fra Leths dialog, som altså er skrevet af Trier, fornemmer den terapeutiske virkning Trier havde håbet at udfordringerne havde haft på Leth. De skulle have fået ham til at vakle, tvivle og virke sårbar og dermed have afsløret Leth som blot et menneske og ikke det perfekte menneske, han synes at være. Men Trier må overgive sig i sidste ende og indse, at det er ham som vakler og blotter sig. Det perfekte menneske vakler ikke.
“De fem benspænd” er en Triersk kærlighedserklæring til Leth og en Zentropask tillidserklæring til Trier. Det er modigt at udsende den som biograffilm, for i sidste ende er filmen ikke andet end en kunstnerisk duel mellem to personligheder i dogme-agtige billeder og appellerer dermed ikke særlig bredt. Der er lagt klar vægt på processen – altså Triers metode og Leths overvejelser – mens resultatet af Leths anstrengelser, de små film, ikke diskuteres i den grad man kunne have ønsket. Det er synd. Alligevel er filmen et ganske interessant eksperiment først og fremmest pga. dens legesyge og tilfældige facon, som samtidig også rummer dybere filosofiske overvejelser og ikke mindst et fascinerende indblik i to kunstneres arbejdsmåde. Hvis man interesserer sig for film som andet end amerikansk mainstream og kan holde Triers til tider prætentiøse attitude ud, så er “De fem benspænd” en anderledes og original dokumentarfilm om kunsten at lave film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet