De forbandede år

InstruktionAnders Refn

MedvirkendeJesper Christensen, Bodil Jørgensen

Længde152 min

IMDbVis på IMDb

I biografen09/01/2020

Anmeldelse

De forbandede år

3 6

 

Hvis jeg var en doven gymnasieelev med udsigt til en historieeksamen i besættelsestidens Danmark, så ville jeg indløse billet til “De forbandede år”.

 

Anders Refn har nemlig lavet en tidløs tjeklistefilm her til 80-året for nazisternes besættelse af Danmark.

 

Jeg skriver tidløs, fordi “De forbandede år” kunne være lavet for 10 eller 20 eller 30 år siden. Eller endnu længere tilbage – ikke fordi den vil blive husket til evig tid.

 

Men fordi Anders Refn ikke vil sin nutid andet end at tjekke besættelsestidens vigtigste elementer af. Tjek efter tjek.

 

Derfor begynder vi også med et sølvbryllup hos den centrale familien Skov den 9. april, hvor bryllupsfejring straks bliver forvandlet til begravelsesstemning – tyskerne har invaderet landet.

 

Jesper Christensen spiller familiens patriark lige så bedrevidende, men ikke helt så overbevisende som i sidste års “Før frosten” – Bodil Jørgensen er som overklassehusets frue som altid både bestemt og befippet.

 

Han er fabriksejer Karl Skov, der over handlingens tre år føler sig nødsaget til at producere for tyskerne – han er værnemager. Tjek.

 

Hun er moralsk modstander af ægtemandens samarbejdspolitik, hvilket splitter den store familie.

 

Aksel bliver modstandsmand, der vil hjælpe den rødhårede kommunist Svend til Sverige.

 

Helene bliver tyskertøs-forelsket i en nazistisk officer, mens Michael tilslutter sig Frikorps Danmarks indsats på østfronten. Tjek, tjek, tjek.

 

Det er vist meningen, at det skal opleves episk, men det er i stedet episodisk. Det ene historiske emnetjek fulgt af det næste med karakterer, der aldrig bliver til ægte mennesker.

 

De er ganske vist klædt ud som folk i 1940’erne med brylcreme i håret og tidens nye jazztoner på pladespilleren, men det kan ikke dække over den slaviske historietime.

 

En skolemestertime, som naturligvis også indeholder jøder på flugt fra Tyskland samt en hurtig abort og tyendet i kælderen, som var der tale om et visit til Korsbæk på speed.

 

De senere år er besættelsen af Danmark blevet afdækket i mættede, intense indkog som “9. april” og “Fuglene over sundet“, der begge blev gode film med ét fokus.

 

Med “De forbandede år” vil Anders Refn i stedet nå det hele med en film, der er destilleret “Matador”, men uden sjæl, humor og replikker, som vil blive husket.

 

Det, jeg positivt vil huske “De forbandede år” for, er foruden den abrupt modige slutscene også forældrenes ihærdige forsøg på at elske deres børn uanset hvad.

 

For alle modstandsfolk, tyskerpiger eller kollaboratører var også børn af forældre. De var alle søn eller datter til en mor og en far.

 

Det er i skildringen af familiens splittelse, at “De forbandede år” er bedst. Hvor Karl og Eva altid elsker børnene – også i de dårlige år.

 

Et mere isoleret nedslag på forældrenes år havde gjort Refns film forbandet meget bedre end denne tidløse tjekliste. Held og lykke til eksamen.

 

De forbandede år anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer