Kom så, Ronni!!

Før “De skrigende halse” udkom på dvd tidligere på måneden, havde jeg aldrig set Søren Faulis højtelskede kultfilm. Men hvis man ikke i det mindste har hørt om den, har man formentlig boet under en sten i årevis, for siden dvd-formatets skabelse i 1997 har fans tryglet om en dvd-udgivelse af “De skrigende halse” i medierne og på utallige internetfora, alt imens sjældne VHS-eksemplarer af filmen er blevet solgt på auktioner og online for astronomiske summer. Men nu er “De skrigende halse” altså omsider ude på dvd. Men har denne 20-årige tv-film stadig kræfter til at skråle lattermusklerne i gang?

Ærlig talt var jeg selv bange for, at “De skrigende halse” ikke ville leve op til den nærmest mytiske status, som filmen har opnået i sit mangeårige eksil fra hjemmevideomarkedet. Men jeg tog fejl. Hold da fest, hvor er “De skrigende halse” da bare suveræn underholdning. Med en spillelængde på sølle 65 minutter (filmen blev oprindeligt produceret som et såkaldt tv-spil til DR i 1993) bliver Faulis farce ikke hængende ét sekund længere på flimmerkassen, end den er velkommen til. Her er ikke én unødvendig scene eller én bifigur, der ikke gør indtryk. Ja, de fleste af dem kunne tilmed snildt bære sin egen film, og på stående fod kan jeg ikke nævne en dansk komedie med et mere pragtfuldt persongalleri.

Hovedpersonen er guitaristen Ronni – filmhistoriens formentlig mest selvmedlidende hypokonder. Ronni (Kristian Holm Joensen, som gør én helt trist over, at han så sjældent laver film) er med i punkbandet De skrigende halse sammen med sangeren Frank (en vidunderligt overgearet Thomas Bo Larsen) og den mere blødsødne trommeslager Anders (en sød, sympatisk og sindsoprivende skæg Martin Brygmann). Sammen forsøger de at slå igennem i Danmarks musikalske underground, men succesen udebliver – måske fordi Ronni i virkeligheden ikke er særlig dygtig til at spille guitar. Under en vigtig koncert får alle bekymringerne og sceneskrækken Ronni til at besvime, og for at undgå et større møgfald bilder han sine kollegaer ind, at han er døende. Det giver bandet et kæmpe popularitetsboost, men naturligvis har Ronnis løgn en udløbsdato…

Fauli har fortalt, at mens projektets skabelsesproces var noget kaotisk (Fauli og hans medforfatter, Bo Hr. Hansen, brugte 14 stressfyldte dage på at færdiggøre drejebogen før en truende deadline), så forløb optagelserne til gengæld fuldkommen gnidningsfrit, og det kan mærkes. En klar, smittende entusiasme præger samtlige præstationer, og sammen slår skuespillerne gnister, især når Søren Pilmark optræder i rollen som pladeproduceren Djarnis, der vel at mærke aldrig må kaldes for Djarnis-drengen. Pilmark er som en Prozac-indsprøjtning lige i hovedpulsåren – han får immervæk latteren til at runge, uanset om han så laver vilde riffs med luftguitaren eller irettesætter bandet med skæppeskønne skideballer, mens han stryger skægget og svinger hestehalen. Vanvittig karikeret, vanvittig karismatisk.

En relativt lille tv-produktion om 1980’ernes punkmiljø lyder ellers måske som en film med en mikroskopisk målgruppe og begrænset holdbarhed, men “De skrigende halse” handler gudskelov om meget mere end hanekamme og slidte stemmebånd. Først og fremmest er fortællingen noget så universelt som en historie om en ung mand, der forsøger at finde sin rette plads i verden. Måske er det netop derfor, at Ronni ender med at blive så elskværdig (Joensens medfødte charme spiller naturligvis også en stor rolle), selvom han er en løgnagtig kryster – fordi man til en vis grad kan relatere sig til knægten. Derudover er “De skrigende halse” stadig pokkers sjov, fordi den tryner ungdommelige unoder, der bestemt ikke kun er forbeholdt 80’ernes unge, og som mange nok kan genkende fra deres egen opvækst.

Især forfængelighed, selvhøjtidelighed og skamløs selviscenesættelse står for skud, og de kulørte karakterer og herlige dialoger er perfekt ammunition. Tag bare Larsens selvfikserede forsanger, der gerne vil være den eneste i rampelyset, eller Sofie Gråbøls dedikerede digter (og Ronnis eks), som pludseligt udbryder: ”Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald” og derved selv (og på yderst morsom vis) prikker lidt til ungdommens indimellem opstyltede og overdrevne idealisme. Køn er den måske ikke, men “De skrigende halse” er altså en skæg satire med muntre replikker udført af dygtige skuespillere i hopla. Det tog mig 20 år endelig at få den set. Sørg endelig for ikke at overgå min undladelsessynd!

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Indtil nu har “De skrigende halse” udelukkende været tilgængelig på VHS, og selvom filmen nu omsider er ude på dvd-formatet, der selvsagt har en langt højere billedopløsning at gøre godt med, skal man bestemt ikke regne med et kvantespring på billedkvalitetsfronten. “De skrigende halse” blev jo også oprindeligt skudt på video, så det er samtidig begrænset, hvor godt filmen egentlig kan se ud (derfor ville det også være ligegyldigt at udgive filmen på Blu-ray). Disken indeholder faktisk to transfers – henholdsvis et “originalt” og et “oprenset” af slagsen. Begge har dog adskillige skavanker. Men lad os starte med det “originale” transfer: Umiddelbart er billedet egentlig relativt skarpt. Kontrasten er ikke værd at råbe hurra for, men det har den næppe nogensinde været, og den er langtfra elendig. Der er også en hel del digital støj, men den er til at leve med og svækker bestemt ikke filmens charme.

Til gengæld er det svært at acceptere transferets interlacing-problem. For de, der ikke ved det, indebærer interlacing, at blot halvdelen af billedets horisontale linjer opdateres i stedet for samtlige 576, hver gang der kommer et nyt billede (og her på dvd’en afvikles filmen i 25 billeder pr. sekund). På den måde kan man eksempelvis afvikle 50 halve billeder på ét sekund i stedet for 25 hele billeder, hvilket kan gøre bevægelserne mere naturtro, men det mindsker også opløsningen (en mere detaljeret forklaring kan selvsagt opstøves via Google). I dag er interlacing et ret sjældent fænomen, men “De skrigende halse” blev tydeligvis skudt på interlaced video. Men noget er gået helt galt under kodningen af dvd-transferet, for der en tydelig forskydning mellem de horisontale linjer. I bund og grund kolliderer to “halvbilleder”, men pga. tidsforskydning mellem dem, skabes der det, der bedst kan beskrives som et “billedekko”. Forestil dig, at der ligger to billeder ovenpå hinanden, men fordi de ikke matcher hinanden helt, bliver forskellen fremhævet. Så medmindre du ser filmen på en computerskærm, der normalvist deinterlacer billedet pr. automatik (altså sammensmelter de ulige og lige linjer, hvilket også skaber nogle lidt skarpe kanter), eller har et uhyre avanceret tv med en deinterlacing-funktion, er problemet altså ekstremt distraherende, og jo større din skærm er, desto tydeligere er problemet.

Det “oprensede” transfer er desværre ikke meget bedre. Der er desværre ikke tale om en grundig, respektfuld restaurering, og man har tydeligvis bare tapetseret billedsiden med støjreduktionsfiltre i forsøget på at gøre billedsiden mere “oprenset”. Derved har man dog samtidig svækket detaljerigdommen markant, billedet er blevet mere uskarpt (de lyseste scener er så slørede, at de ligner drømmesekvenser), glorier forekommer gang på gang, skyggerne smelter sammen i store, sorte plamager, og skuespillernes ansigter fremstår unaturligt rene og voksagtige. Desuden bed jeg mærke i et underligt billedudfald i en af filmens første sekvenser – da jeg studerede scenen frame-by-frame, opdagede jeg, at et enkelt billede fra en sekvens senere i filmen havde sneget sig ind her. Mærkværdigt og uhyre forstyrrende. Når man sammenligner de to transfers, lader det “oprensede” også til at være en smule beskåret i siderne. Jeg bemærkede heldigvis ikke noget lignende senere i filmen, og det “oprensede” transfer plages i det mindste ikke af interlacing-problemet, men under alle omstændigheder må man sige, at selvom ingen havde forventet, at “De skrigende halse” ville ligne en million på dvd, så burde den have set langt bedre ud, end den vitterligt gør.

Audio

Gudskelov lyder “De skrigende halse” meget bedre, end den ser ud. Dvd’en indeholder blot et Dolby Digital 2.0-lydspor, men det er altså hæderligt uden at være prangende. Alle replikker gengives klart og tydeligt, og især synthesizerens dybe bastoner lyder godt, når bandet giver den gas. Jeg bed heller aldrig mærke i støj eller overstyring, hvilket jeg ellers ærlig talt havde forventet at støde på pga. filmens alder og rødder. Et solidt 5.1-remix havde været interessant (især under koncertscenerne), men der er altså tale om et ganske udmærket 2.0-lydspor.

Ekstramateriale

Når man tager i betragtning, hvor lang tid man har haft til at lave en ordentlig dvd-udgivelse af “De skrigende halse”, er det ærlig talt en anelse forbløffende, at skiven indeholder absolut intet ekstramateriale. Jeg havde ellers elsket et kommentarspor med Fauli og skuespillerne eller en dybdeborende dokumentar med nye interviews. Eller hvad med nogle højdepunkter fra De skrigende halses performance under Roskilde-festivalen i 1996?