De danske filmkrige fortsætter

2015 var et krigsår i dansk film. “9. april”, “Under sandet” og “Krigen”. Tendensen strækker sig nu ind i 2016 med Lisa Ohlins “De standhaftige”, hvor krigen i Afghanistan bomber løs i baggrunden af en umage kærlighedshistorie mellem en ballerina og en amputeret veteran. Hans livsomvæltende nærdødsmøde med en landmine bliver dog ikke begyndelsen på en film om krigens pris eller retmæssighed. Den slags spørgsmål sættes til side. Det handler i stedet om romantik, rekonvalescens og livet med krigsar på kroppen. Men mest om romantik.

I Oliver Stones “Født d. 4. juli” blev Tom Cruises Vietnam-veteran aktiv modstander af krigen, da han vendte hjem i kørestol til et land, der havde mistet troen på missionens berettigelse. Mikkel Boe Følsgaards soldat, Thomas, reagerer stik modsat, da han vågner uden sine underben. Han vil tilbage. Nakke flere talibanere. Derfor har han travlt med genoptræningen. Selv om både mor og kæreste hellere så, han blev hjemme. Mor skammer sig ligefrem over, at sønnen er soldat i en krig, hun ikke støtter, vrisser Thomas i forbifarten. Men den konflikt bliver aldrig udforsket yderligere. For eller imod krigsdeltagelsen – det bliver aldrig et tema. Men hvorfor så overhovedet bringe det på banen? Det er en irriterende tendens, der går igen flere steder i “De standhaftige”.

Thomas er en drengerøv. Han spiller krigsspil på sin Xbox, bæller Kings-bajere i ølbong, bøvser højlydt og råber fisse. Der findes næppe en eneste Kirsten Gifteknivs-algoritme, der havde sat ham sammen med den kongelige balletdanser Sofie. Men hun ser ham kæmpe med sine benproteser i genoptræningslokalet, hvor hun selv støtter sin kræftsyge faster. Og hun beslutter med det samme, at hun vil hjælpe ham tilbage på fødderne. Frivilligt. Selv om han råber og skriger, at hun skal passe sig selv. Hvorfor insisterer hun? Det bliver ikke motiveret. Men det er et postulat, der skal sluges, før begivenhederne kan komme i gang.

Præmissen er hentet fra virkeligheden, hvor en grupper frivillige balletdansere med stor succes har støttet sårede krigsveteraner i deres genoptræningen. Det lyder som et mærkeligt mismatch. Men det giver mening, når Cecilie Lassens Sofie sætter sig igennem med selvsikker autoritet. Hun er det, man kan kalde en ‘tough cookie’. Efter et slag cunnilingus på kysserækkerne i Det Kongelige skubber hun iskoldt den gengældelseshungrende ungersvend væk. ”Den tager vi lige en anden gang, ikk’?”. Det kan godt være, at ballet set fra drengerøvsperspektiv ligner indbegrebet af arty farty, men balletdansere er hårdkogte, toptrænede fysiske eksemplarer, der ikke bøjer af, selv om det gør ondt. Lassen er selv tidligere balletdanser, og debutpræstationen som Sofie er hovedattraktionen i “De standhaftige”.

For jeg køber kemien mellem Sofie og Thomas, selv om forhold og begivenheder omkring dem på papiret er lidt tyndt beskrevet. Det er skuespillernes fortjeneste. For manuskriptet er plaget af for mange hændelser, der ikke motiveres eller følges til dørs. Hvorfor er Sofie så opsat på at hjælpe Thomas? Hvad er det egentlig, der får Thomas’ kæreste til at smutte? Og hvordan i alverden kan alting forsætte som om intet var hændt, efter at Thomas er tæt på at slå Sofie ihjel i et PTSD-agtigt paranoia-anfald? Hvorfor pludselig inddrage den slags, hvis det ikke skal bruges til mere end en enkelt suspense-scene? Der er simpelthen for mange ting, der flagrer i vinden. Det er den overraskende forelskelse, der er i fokus. Alt andet omkring Thomas og Sofie står desværre ret sløret.