De urørlige

InstruktionEric Toledano, Olivier Nakache

MedvirkendeFrançois Cluzet, Omar Sy, Anne Le Ny, Audrey Fleurot, Clotilde Mollet, Alba Gaïa Kraghede Bellugi, Cyril Mendy, Christian Ameri, Salimata Kamate, Marie-Laure Descoureaux

Længde112 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen22/11/2012


Anmeldelse

De urørlige

4 6
De følsomme franskmænd

Franskmænd bliver ofte beskyldt for at lave finkulturelle, intellektuelle og dybest set kedelige film. “De urørlige” understreger, at denne fordom bestemt ikke altid er sand, og med en film, der i hjemlandet har solgt flere billetter end den elskede “Amélie fra Montmartre”, viser franskmændene, at de til enhver tid kan være lige så sentimentale og følsomme som Hollywood.

Philippe er lam fra halsen og ned, og han har derfor brug for en mand til at hjælpe sig med de daglige gøremål. De jobsøgende mænd er alle søde og rare, men ingen af dem siger ham noget. Men så indtræder Driss, en rapkæftet og fandenivoldsk småkriminel fra et belastet miljø. Philippe søger specifikt efter et menneske uden den store sympati for sin tilstand, så han ansætter Driss på stedet, og hermed begynder et umage venskab.

Som i enhver anden “buddy movie” er det samspillet mellem de to mandlige hovedrolleindehavere, der udgør filmens største kvalitet. Omar Sy er enormt karismatisk i rollen som Driss, mens François Cluzet (som sædvanligt) er ganske sympatisk og besidder et besnærende glimt i øjet – her i rollen som en mand, der har accepteret livets svære lod. Men den strømlinede og noget rutineprægede historiefortælling viser hurtigt sit ansigt, hvorfor “De urørlige” er et godt bud på en vinder i kategorien ‘årets bedste udenlandske film’ under næste års Oscar-uddeling. Eksempelvis bliver der under mændenes første møde klippet mellem Driss, der ikke helt kan finde ud af sit arbejde, og Philippe, der overbærende ser på. En time senere er deres forhold mere udviklet, og endnu en gang kommer der en velklippet montage med behagelig underlægningsmusik, der fornemt supplerer diverse klip af d’herrer, som nu har fundet en fin og underfundig balance i deres forhold. Det er dæleme godt redigeringshåndværk.

Filmens narrativ er måske nok lige lovlig poleret og blødsøden, men den fungerer altså. Samtidig bliver der for alvor skruet op for musikken i et forsøg på at manipulere publikum til tårer. ”Kan du ikke mærke det på armene?” spørger Philippe den sagesløse Driss, mens et medley af store klassiske værker spilles i dagligstuen. Det kan Driss ikke, men det kan vi derimod. Vi kan mærke det på armene og i kroppen, hvor modstridende følelser ofte tørner sammen. Man ved, man bliver manipuleret, men det er svært ikke at blive revet med.

Lidt senere bliver vi introduceret for Driss’ verden af Kool & the Gang og Earth, Wing & Fire. Nu kan vi ikke længere mærke det på armene, men i benene, mens vi ser på et lærred, hvor folk danser og har det sjovt, og deres gejst smitter faktisk. Hvor kan det dog være forførende sommetider bare at læne sig tilbage i biografsædet, slå hjernen fra og bare lade sig underholde.

I “De urørlige” finder Driss på et tidspunkt sit kald som kunstmaler, men det er den sentimentale pensel, der maler med store strøg i en film, der ikke er bange for at tage alle kneb i brug for at bringe sit publikum til tårer. Det kan godt være, at “De urørlige” er baseret på en sand historie, men den sande historie er i så fald sket i en virkelighed præget af filmiske virkemidler. Her er der set-ups og pay-offs i hobetal, og instruktørerne Eric Toledano og Olivier Nakache er ikke bange for at gå mange Hollywood-tårepersere i bedene. Det gør heller ikke en disse, for “De urørlige” er en film, der, ahem, rører sit publikum, fanger os i et jerngreb og ikke lader os gå, før vi har knebet en tåre. “De urørlige” er vitterligt en god film, men det ville være en overdrivelse at betegne den som filmkunst.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Phillipe er mangemillionær, bor i Paris’ fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paraglidingulykke. Driss er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto. Da Phillipe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss modvilligt jobbet og forventer at få et rungende nej, som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss’ sarkastiske humor og beslutter sig for at hyre den fandenivoldske “speedsnakker”. I mødet mellem de to meget forskellige mænd opstår der et uventet og ganske enestående venskab.