“Find Nemo” var blot forretten, “De Utrolige” er hovedretten – i hvert fald på den visuelle side. Filmen er ualmindelig smuk og underholdende, men historien er dog for mager til, at kunne holde dampen kørende i næsten to timer og ønsket om, at hylde det der er anderledes, drukner i genkendelighed. Hvis man dog hører til dem, der synes at Disney/Pixar-filmene bare bliver bedre og bedre, vil “De Utrolige” ikke skuffe.

Endnu en visuel perle fra Disney/Pixar”De Utrolige” foregår i en alternativ virkelighed hvor spionfilmens glade 60’ere blandes med fremtidens teknologi. Og lad mig sige det med det samme: Filmens udseende er intet mindre end fantastisk. Husker man den nostalgiske stil i instruktøren Brad Birds forrige film, “Drengen og Jern-kæmpen”, og tilføjer den en frisk streg, har man “De Utrolige”. Man får virkelig lyst til at hoppe ind i filmen og udforske dens detaljerige og stemningsfulde verden.

Filmen er et opkog af spion- og superheltefilm, og læner sig også op af den menneskelighed og de problemer som tegneserieskaberen Stan Lee gav sine superhelte, samt febrilske familiefilm som “Spy Kids”-serien. Selvom filmen er et ekko af andres ideer, fungerer den alligevel på egen hånd, fordi de mange pastiches ikke er klasket sammen til et handlingsforløb, men fordi de passer ind i historien som Brad Bird fortæller. Originalt er det ikke, men originalitet er heller ikke hvad filmen stræber efter. Så det er der som sådan ikke noget i vejen med, men problemerne kommer når filmen vil hylde det anderledes og pointere hvor nedslående det konventionelle og middelmådige er…

Kritik af det middelmådigeNogle mennesker er mere utrolige end andre, men hvis alle skal være lige, er alle andenklasses, lyder en af filmens vigtigste punkter. Det er et modigt tema at tage op i en familiefilm, og en interessant kritik af det middelmådige, men når filmens handling er så rodfæstet i det kendte som den er og samtidig er jævn, falder kritikken til jorden. Havde filmen da bare turdet at følge op på sin problemstilling ved at hæve historien op over det jævne, havde det have været en meget interessant og gennemført film.

“De Utrolige” er den mest voksne af Disney/Pixar-filmene, den mindst sjoveste og deres første actionfilm, men det er faktisk de mange små detaljer frem for de store, larmende actionscener der fanger interessen. Som f.eks. da Elastipigen, der er i stand til at forme sin krop helt som hun ønsker, kigger i et spejl og bliver nedtryk over hvor stor hendes bagdel er blevet med alderen. Selvom man er en superhelt, kan kroppens forfald altså godt komme bag på èn.

Brad Birds fortid som instruktør på “The Simpsons” fornægter sig ikke. Filmens familie minder en del om Homers. Overhovedet i den utrolige familie er også den mest interessante, men det er hans ivrige modedesigner, Edna Mode, som har filmens bedste dialoger. Hun er virkelig sjov og stjæler så klart billedet. Skurken er til gengæld et meget uinteressant indslag. Det er muligt, at han fungerer bedre på originalsproget, hvor det er den morsomme Jason Lee der lægger stemme til i stedet for Thure Lindhardt. Ellers virker den danske udgave upåklagelig, og specielt Torbjørn Hummel imponerer som Hr. Utrolig.