Pause fra det hele

I en tid, hvor biograf-udbuddet primært består af brølende superhelte eller merchandise-sælgere til de små, må det mest radikale alternativ vel være stilhed. Værker, der diskret og uden store armbevægelser fortæller en vedkommende historie. Svømmer mod rabalderstrømmen. Men nogle gange kan armbevægelserne blive så små, at selv den skarpeste cineast-hornbrille får problemer med at opfange dem. Som i “De vildfarne”, der bestemt ikke flyder med mainstream, men som heller ikke raser ud i eksperimentelle storme. Ligesom den centrale kulisse, Ørstedsparken, er den pæn og overskuelig med strejf af mørke. Og ligesom regndråberne, der falder i søen samme sted, efterlader den ikke meget større indtryk end en let krusning på overfladen.

Her tusser Rolf – kaldet Roffe – rundt i parken med sin barnevogn. Han er en slags farende svend, der er holdt op med at tage på langtur. Men en cirkel er selvfølgelig også uendelig. Roffe kunne blive ved med at tage runder og nyde sit frie liv, hvis ikke han blev forstyrret af drankere, frederiksbergske husfruer, skolebørn og alle de andre karakterer, som instruktør Dariusz Steiness fletter ind i den hjemløse mands fortælling. Det er en rigtig flettefilm, hvor karakterer i den ene ende af historien har tråde til dem i den anden – og det samlende punkt er græsset og træerne mellem Nørre Voldgade og Farimagsgade.

Det er også en meget københavnsk film, der sikkert løftes lidt, hvis man kender Ørstedsparkens underlige åndehul midt i hovedstadens tungeste trafik. Men selv uden forhåndsviden genkender man billedet: En solbeskinnet idyl som alt det osende grimme vil ind over hegnet til. Foruden triste fulderikker er der slemme hashhandlere og folk, der boller andre folk i buskadset for at føle noget nærhed. Storbyens fortabte børn et stenkast fra Strøget og de dyre butikker. De kommer alle en tur forbi Rolf og får et visdomsord og en potentiel åbenbaring. Vi er lidt ovre i en dansk “Fisher King”, hvis man skal sammenligne historier om hjemløse, der forandrer verden omkring sig.

Og så alligevel ikke for Björn Andresen er en noget mere troværdig bums, end Robin Williams var det. Han hoster og harker på en måde, der formelig stinker af guldøl til morgenmad. I det hele taget er karaktererne, med undtagelse af et par mindre heldige børn, troværdige udgaver af Velfærdsdanmarks forskellige resultater. Faren ved det troværdige og reelle er imidlertid, at det kan blive en smule forudsigeligt. Der er momenter af galskab i Pauli Rybergs dranker, oceaner af svigt mellem Vibeke Ankjærs mor og Laura Drasbæks datter, men også et såret mobbeoffer og en hård narkogangster. Ingredienser, der mere bliver bundet mildt sammen end kastet overraskende rundt i luften.

Det mest gennemgående problem ved den form for realisme er også, at de genkendelige, almindelige mennesker gør det genkendelige og almindelige: lukker i og skubber væk. Ligesom herude i virkeligheden fører det på film til tavshed og stilstand, der er problematisk for historiefortællingen. “De vildfarne” sender jagede blikke og dukker nakken, indtil tiden uundgåeligt tvinger dem ud i ‘nu skal jeg fortælle’-monologer. Rolf lytter og nikker, men virker mere interesseret i blomster og ænder end brudte familier. Man forstår ham egentlig godt.