Luk røven, Deadpool

Han får det at vide mange gange. ”Hvor er din off-knap?” ”Hold kæft” og ”Luk røven!” Både venner og fjender er godt irriterede over titelrollens trættende knevren. Jeg forstår dem. “Deadpool” er et stand up-show som skrevet af Uffe Holm og Simon Talbot på en dårlig dag. Det hele er så pakket ind i en blodig slags superheltefilm, imens den samme pik- og patter-vits fortælles igen og igen i hundrede forskellige varianter.

Deadpool er som sagt ikke nogen normal superhelt. Ja, han er faktisk slet ikke en helt. For som han siger igennem sin danske oversætter, så vil det for ham svare til at opleve Uffe Holm varme op for Big Fat Snake ved Randers Festuge at melde sig ind i X-Men-holdet, der deler univers med den snakkende hævner. Lige så sjovt er det at se “Deadpool”. For selv om Deadpool skyder sine maskinpistol-fjender præcist, så rammer de færreste af hans mange, mange jokes.

I åbningsscenen tvinger han en tændt cigarettænder i munden på en slem fyr, der bliver bedt om ikke at sluge, hvilket han ellers normalt aldrig ville opfordre til. Sluge – get it? Det er sådanne jokes sat sammen af vold og sex, som skal sluges hele vejen igennem den her ikke-historie. Den retfærdiggøres ved, at Deadpool er blevet gjort X-Men-mutant-grim af en fæl fyr, hvilket får civile Wade Wilson til at frygte, at damen derhjemme ikke kan lide ham mere. Nu står den på hævn med pistoler, ninjasværd og munden fuld af sarkastisk lort.

“Deadpool” indskriver sig i den udgave af superheltegenren, der tager ironisk afstand fra sig selv. Men hvor de bedste af den slags – “Kick-Ass” og “Super” – gjorde det for at sætte spørgsmålstegn ved selvtægtsvolden i kulørt kostume, så er der ingen mening med “Deadpool”. Der er ingen mening med, at ikke-helten kigger direkte ind i kameraet henvendt til mig, hvor han meta-forklarer, hvad der nu skal drive plottet fremad, inden han selv gætter på, at årsagen til, at der kun er to øvrige X-Men-karakterer med, er, at 20 Century Fox ikke havde budget til mere. Det bliver ikke sjovt, fordi det er sandt.

For selv om “Deadpool” gør grin med sig selv, så bliver selvudleveringen ikke ombyttet til grin. Til gengæld bliver jeg sparet for en masse arbejde med at kritisere super-skabelonen, hvor der indgår en lækker dame, et comic relief og en britisk skurk. Alt det gør “Deadpool” selv opmærksom på i introteksterne, hvor karaktererne præsenteres. Det er bare ikke godt at vide, at noget, man laver, er dårligt. Det er derimod godt at ændre på noget, man ved er dårligt. Det gør den vrede antihelt ikke, der som alle de andre jagter en skurk, der er ond bare fordi.