Dem, der blev min underholdning

Over en sort skærm hører vi lyden af et nødopkald til alarmcentralen. En kvinde fortæller med påtvungen ro, at hendes mand er faldet om i dagligstuen og ligger nu på gulvet ude af stand til at rejse sig igen. Deres to børn leger stadig uvidende omme baghaven, og da manden får et krampeanfald, kan hun næsten ikke holde sammen på det længere. Snart lyder der sirener i baggrunden og lyden fader ud. De første to minutter af “Dem vi var” lægger kimen til resten. Vi er helt tæt på, og det er både råt og ubehageligt, men ret underholdende.

Kvinden hedder Mette Line. Vi møder hende igen, da hendes mand, Kristian, er hjemme for første gang efter blodproppen. En tredjedel af hans hjerne er ødelagt, venstre arm hænger slapt ned af siden og det at gå ind i eget hus er blevet en kamp. Det er hårdt for alle involverede, Kristian græder, Mette Line græder, alt imens kameraet svæver rundt som en stum observatør og registrerer nøgternt de mange voldsomme følelser, der hele tiden er i spil.

Til at begynde med ligner det en fortælling om, hvordan kærlighed kan overvinde alt, som den jo så tit gør på film. Men selv om Kristians første hjemmebesøg kalder på en forsigtig optimisme, bliver det mere og mere klart, at i den virkelige verden bliver tragedie oftest fulgt af mere tragedie. Kristian er nemlig ikke helt den samme, som han var før blodproppen. Noget har ændret sig, og Mette Line bliver nødt til at bede ham om at stoppe med at kysse hende på munden.

Mest af alt er “Dem vi var” en fortælling om, hvordan kærlighed og passion langsomt erstattes med foragt og ligegyldighed. Det er to menneskers følelsesliv, der langsomt bukker under for metaltræthed. Intet kan gemme sig fra det alvidende kamera. Alle skænderier og samtaler lægges nøgne og skælvende frem. Der er ingen tvivl om, at det er følelsesporno. Spørgsmålet er så, om det er ulækkert?

“Dem vi var” minder mig om Lars Engels’ film fra halvfemserne om “Pigerne Fra Halmtorvet” eller “I lejligheden ved siden af”. Selv om Engels ofte fokuserede mere på miljøer, er intentionen her den samme. Det handler om at blotte alt det, som vi normalt forsøger at skjule. Dramaet og følelserne er i centrum. Mere tekniske ting som økonomi og genoptræning spiller en lille birolle. På samme måde er parrets to små børn næsten klippet bort. Parforholdet er det spændende og derfor også det altoverskyggende emne. Men ligesom med Lars Engels’ reportager, rejser “Dem vi var” også et etisk spørgsmål. Er det overhovedet orden at være underholdt af det her? Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at føle mig lettere kynisk, mens jeg kiggede på, lystigt underholdt af to virkelige menneskers liv, der falder fra hinanden. Det er svært at forestille sig, at et konstant tilstedeværende kamera har hjulpet på situationen i det haltende parforhold. Men de har jo selv sagt ja.