Den bedste mand
Udgivet 14. jun 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hun er altid konen. Det var hun for landstræner Richard Møller Nielsen i “Sommeren ’92” og igen for selv samme Ulrich Thomsens dræber fra Nibe. Nu er Lene Maria Christensen tilbage i Nordjylland som kone for den danske Rocky; bokse-legenden Jørgen ‘Gamle’ Hansen. Men det her ægteskab er anderledes. “Den bedste mand” er nemlig udstyret med den bedste kone – vil du giftes, Lene Maria?
For hun støtter ikke bare Jørgen i boksekampen. Nej, hun kæmper den største kamp, når banken vil overtage huset, eller når Jørgen skal have en opsang ved ringside. For ikke at tale om kontraktforhandlingerne med promotor Mogens Palle, der klares med telefonen i den ene hånd og håndmikseren i den anden, der pisker kagecremen. Hun er skøn matriark, som selv Søren Mallings mafia-promotor må bøje sig for. Og han er næsten lige så skøn, når han i den anden ende af røret fra træningslokalets kontor med kødpålæg på madpakken forsøger at forhandle titelkampen hjem. Det er Jørgens sidste chance – Dave ‘Boy’ Green er 10 år yngre og Europamester. Han er Apollo Creed for Gamle Hansen.
På den måde opleves “Den bedste mand” som en lun udgave af “Rocky” i letvægt. Jørgen montage-løber også med sin hund – præcis som idolet Rocky – langs havnen ved værftet, hvor han svejser til boliglånet. Arbejder-portrættet af Aalborg er skrabet, men troværdigt, når ‘Gamle’ træner op i fortidens Danmark. Den fortid, der også bliver udfordret af de nye tider. Fremmed(arbejder)bokseren fra Uganda, Ayub Kalule, der varsler fremtiden, imens han prikker til danske Hansen og hyggeracismens vitser om kokosnødder ledsaget af abelyde.
På den måde kommer “Den bedste mand” omkring lidt af det hele. Fortid og fremtid. Farmand og de fremmede. Den bedste mand i ringen – og den bedste ægtemand derhjemme. Ham, der er så heldig at have Hanne Hansen ved sin side. Det er hendes film. Sig nu ja, Lene Maria.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet