Den danske pige
Udgivet 3. feb 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Der er ingen tvivl om, at “Den danske pige” er en ‘vigtig’ film. Fra “Transparent” til “Tangerine” diskuteres transkønnethed. Emnet er hot. Da jeg læste pressematerialet til Tom Hoopers nye film, var jeg da heller ikke i tvivl om, at “Den danske pige” gerne vil være en ‘vigtig’ film; en af de film, der rammer ned i samfundsdebatten. Her med historien om den første person i mandekrop, der ville skifte til en kvindemodel.
Det er i Gerdas malerier, at Lili først viser sig, inden Lili springer ud fra lærredet. Men det er Gerdas historie. Derfor refererer titlens danske pige i lige så høj grad til Gerda som til Lili. Gerda og hendes forsøg på at forstå og håndtere Lili er i høj grad omdrejningspunktet. Således bliver det også snarere et parforholdsdrama end en film om transkønnethed. Men da Hooper tydeligvis ønsker at formidle Lilis historie til et bredt publikum, så kan det godt irritere mig en smule, at hun undertiden næsten bliver en birolle i sin egen film.
Iscenesættelsen leger meget med tidens androgyne stil, hvor specielt Redmaynes garderobe går fra det helt tilknappede og bedsteborgerlige til det løse og i nogen grad løsslupne. Periodebilledet er for langt størstedelen overbevisende. Og vanvittigt smukt. Hoopers faste fotograf, Danny Cohen, leverer igen overdådigt interiører med præcise detaljer. Billederne af København skylder en del til Hammershøis minimalisme, mens Paris er et overflødigshedshorn af art deco og impressionistisk lyssætning. Det skurrer dog lidt for en dansker at se Romsdalen i Norge gøre det ud for Vejle fjord, men hvis jeg skal være ærlig, har Vejle sgu altid manglet nogle høje bjerge.
Hvor meget end filmen ønsker at sige noget dybt og meningsfuldt om Lili Elbe og transkønnethed, så lægger bogforlægget en naturlig begrænsning. Det politiske træder i baggrunden til fordel for det dramatiske. Derfor bliver “Den danske pige” aldrig det definitive værk om emnet. Men den er en rørende og visuelt lækker filmoplevelse. Og klart Tom Hoopers mest helstøbte værk til dato efter den lidt for klassisk drejede “Kongens store tale” og den rodede, men interessante version af “Les Misérables”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet