Fantastisk ræv, fantastisk film

På papiret er Wes Anderson og Noah Baumbach et helt igennem perfekt partnerskab. D’herrer har hver især opnået et fremragende omdømme på baggrund af en række små, særegne komedier i særklasse – deriblandt Andersons “Rushmore” og “The Royal Tenenbaums” og Baumbachs “The Squid and the Whale”. Men da de to venner for første gang slog pjalterne sammen, diskede de op med en noget blandet landhandel, “The Life Aquatic with Steve Zissou”, som havde sine øjeblikke og en superb slutning, jovist, men som også var rodet, ujævn og – værst af alt – ikke særlig sjov. Det samme kan man heldigvis ikke sige om makkerparrets seneste samarbejde: “Fantastic Mr. Fox”.

Anderson og Baumbach har forfattet manuskriptet til denne lille perle, som er baseret på Roald Dahls klassiske børnebog. Anderson er dog filmens hovedarkitekt, idet han også har instrueret herligheden, og selvom filmen på mange punkter adskiller sig fra hans tidligere værker (der er trods alt tale om noget så aparte som en dukkefilm), så er “Fantastic Mr. Fox” gennemsyret af Andersons vanlige, særegne humor, som altid har været svær at kategorisere og endnu sværere at modstå – den er finurlig, forunderlig og helt sin egen. Indimellem tager man sig selv i at sidde med et kæmpe smil på læben uden at vide hvorfor. Hans film har ofte en pudseløjerlig aura, som vækker det indre barn, og en opkvikkende charme, der selv kunne få Cruella de Vils hjerte til at smelte.

Både Anderson og Baumbach er mestre i at skildre spøjse, elskværdige eksistenser, og “Fantastic Mr. Fox” er spækket med dem – lige fra den tyvagtige, men karismatiske hr. Ræv og hans standhaftige hustru til en arrig bæveradvokat og en halvneurotisk gnaver. Man falder øjeblikkeligt for dem alle sammen – ikke mindst fordi dukkemagerne har givet alle de detaljerede figurer en masse sympatiske, menneskelige træk, og fordi skuespillerne leverer deres replikker med en gedigen gejst. George Clooneys evigt funklende glimt i øjet bliver overført via stemmebåndet til hr. Rævs dukke, og Meryl Streep begaver fru Ræv med en tilpas autoritær attitude. Det gavner også kun filmens mange muntre dialoger, at skuespillerne blev optaget sammen.

Hr. Ræv er en tidligere mestertyv, som har lagt sin kriminelle levevis på hylden på sin hustrus opfordring, efter at han er blevet far. Men da han flytter ind i et nyt nabolag lige over for tre menneskebesatte gårde spækket med høns og andre lækkerier, kan han ikke længere dulme sin trang til at stjæle. Men hans mange indbrud får gevaldige konsekvenser for dyrene i området, og snart må de alle berede sig på en hård kamp mod områdets homo sapiens.

Både Baumbach og Anderson har en forkærlighed for dysfunktionelle familier, og nøjagtig ligesom Tenenbaum-slægten eller Berkman-familien i “The Squid and the Whale” truer rævefamilien i “Fantastic Mr. Fox” med at gå i opløsning. De fleste af os kan relatere til de skænderier, som far, mor og børn kaster sig ud i undervejs, og det er dæleme forfriskende med en familiefilm, som både børn og ældre seere ikke blot kan grine af og fælde et par tårer til, men som også kan sætte virkeligheden i relief. Selvom alle karaktererne er dyr, kan man sagtens forholde sig til dem og deres dilemmaer.

Der er masser af godhjertet humor i “Fantastic Mr. Fox”, men der er også masser af gods i filmens kærlighedshistorie, og den endelige konfrontation mellem dyrene og de aggressive mennesker byder på hæsblæsende action i særklasse – karatespark, motorcykelstunts osv. Temposkiftene er ofte dramatiske, men aldrig overrumplende, og der er kun få sløve passager. Sammen har dukkemagerne og fotograferne skabt et enestående visuelt univers, som man har lyst til at bo i, og Alexandre Desplats legesyge, Oscar-nominerede musik supplerer billederne perfekt ligesom de mange tidløse, rocksange, som Anderson har smækket på soundtracket. Ligesom Pixars bedste værker er “Fantastic Mr. Fox” en af de sjældne familiefilm, der formår at appellere til barnlige sjæle i alle aldre.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Fantastic Mr. Fox” ser, ja, fantastisk ud på Blu-ray. I HD kan man virkelig nyde animatorernes formidable håndværk – samtlige hår på hr. Rævs pels fremstår tydelige, og det samme gør alle støvkornene på hans vindue og penselstrøgene på den tegnede himmel. Wow. Derudover er både kontrasten og farvegengivelsen perfekt, og hverken glorier, udtværing eller snavs optræder nogensinde.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er ikke nær så imponerende som transferet, men det er under alle omstændigheder fremragende. Lidt mere aktivitet i baghøjtalerne havde været velkommen, og til tider virker den auditive atmosfære for stilfærdig, men det vrimler også med muntre, underfundige lyde, som fornemt komplementerer filmens visuelle univers. Al dialog er naturligvis blevet optaget i et lydstudie, så det kommer ikke som den store overraskelse, at replikkerne er klokkeklare. Lydeffekterne og de mange musiknumre går også rent igennem, der er flere fine panoreringer, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Udgivelsen huser desværre kun tre korte dokumentarer, hvor den amerikanske BD-udgivelse indeholder hele otte af slagsen. “The Look of Fantastic Mr. Fox” (8 min.) handler selvsagt om filmens look, men også om Roald Dahls arbejdsmetoder og skabelsen af filmens imponerende kulisser. “The Cast” (7 min.) omhandler produktionens ensemble. Det er sjovt at se, hvor meget skuespillerne faktisk bevægede sig og interagerede med hinanden bag mikrofonerne. “A Beginner’s Guide to Whack-Bat” (1 min.) fokuserer på den særprægede sportsgren, som filmens dyr dyrker, men den gør ikke reglerne meget lettere at forstå. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen medfølger.

En fanatisk ræv

Hvis man kunne hælde bare lidt af den charme, som fosser ud af “Fantastic Mr. Fox”, på flasker, ville man have en sikker vinder. Det er et hjerteløftende nostalgisk værk, som glimter med herlig fortællerglæde.

Filmen er et stykke analogt underholdning i den digitale tidsalder, og det virker næsten utænkeligt, at denne fortælling kommer til at havne på selvsamme butikshylder, hvor også de seneste stykker højteknologiske 3D-skabninger vil befinde sig. “Fantastic Mr. Fox” er noget så forældet som en stop-motion-film, og den ganske todimensionale fremtoning er så udtalt, at den til tider fremstår som en side fra den børnebog, hvor beretningen stammer fra.

Historien, der er hentet fra Roald Dahls børnehistorie og er skrevet af Wes Anderson og den hyppige medforfatter Naoh Baumbach, handler om ræven Mr. Fox, som engang var en dristig hønsetyv, men som lover sin hustru at opgive den farlige profession, da han bliver far. I stedet bliver han avisskribent, men efter mange års stilstand mærker han trangen til atter at lave et lille listigt kup. Uheldigvis vælger han at forsøge sig hos landets mest nederdrægtige gårdejere, og snart har han sat ikke blot familiens men hele nabolagets sikkerhed på spil. Mr. Fox må udnytte de selvsamme evner, som har skaffet dem alle sammen i fedtefadet, til at redde dem ud af det igen.

Måske er der noget i tidsånden, eller måske er det blot et spøjst tilfælde, at to af Hollywoods mest originale filmskabere, Wes Anderson og Spike Jonze, har kastet sig ud i film, der udspiller sig i en børnebogsverden, samtidig. Filmen repræsenterer Wes Andersons første forsøg med en hel animationsfilm, selvom der også var et par enkelte animerede sekvenser i “The Life Aquatic”. De var skabt af Henry Selick, der også arbejdede på denne film, inden han droppede ud for at hengive sig til “Coraline”. Hans ånd er dog ikke lagt fra “Fantastic Mr. Fox”, og ej heller er vi langt fra de verdener, som Wes Anderson skaber. Mange af de typiske træk såsom den lettere dysfunktionelle familie, de langsomme kamerabevægelser fra venstre mod højre og et par ualmindelig velplacerede popsange er alle tilstede.

Den charmerende og veltalende familiepatriark Mr. Fox er ganske vist ikke helt så løgnagtig som Gene Hackmans figur i “The Royal Tenenbaums” eller så verdensfjern som Bill Murrays Steve Zissou, men han er heller ikke ligefrem indbegrebet af stabilitet og sikkerhed. Fortællingen stiller et bestemt mål op – i dette tilfælde dyrenes overlevelse – men ligesom i andre af Wes Andersons film lader han til at være langt mere interesseret i de sociale spil inden for familien end i nogen ekstern målsætning. Det bliver også filmens styrke, eftersom det er i den humoristiske, men indimellem også ret alvorlige side af fortællingen, at ens interesse for alvor indfanges. Det gælder ikke mindst historien om den oversete søn samt det ikke ukendte fænomen, at faderens sociale ambitioner bliver kilde til læssevis af problemer.