Den nøgne sandhed
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 26. okt 2006 | Af: kaduffo | Set på DVD
Herved kriminaldramaet, der er den egentligt redegørelse for, og måske opklaring af, hvordan den unge studine Maureen O’Flaherty (Rachel Blanchard) kunne dukke op i afklædt og livløs tilstand i de to entertaineres hotelsuite, hvordan forbindelserne var til mafiaen, og hvilke hemmeligheder de to mænd selv bar rundt på, og som kun butleren tilsyneladende kendte til. Den del er på sin vis interessevækkende nok men aldrig i sig selv videre gribende. Karen lægger sig ellers i selen som opdager og detektiv, men først da hun lader følelseslivet tage part, bliver det for alvor vedkommende. Det er i den forbindelse ikke uvæsentligt, at Karen som barn medvirkede i et af de herrers indsamlingsshows som en såkaldt ‘mirakelpige’, en oplevelse den forhenværende sygdomsramte pige ikke har glemt.
Potentialet finder vi nemlig i det erotisk æggende trekantsdrama, Karen infiltreres i, naturligvis med Vince og Lanny som de anførende dukkeførere. Men Karen forstår nu stadig at gå sine egne veje, og ikke lade sig underlægge de tos seksuelle dominans og besidderiskhed trods alt. Eller gør hun? Og det er lige præcis her “Den nøgne sandhed” har placeret sin tunge på vægtskålen. Spillet mellem og med de tre hovedkarakterer og dynamikken de trækker frem er betagende. Spillet er imponerende og udstrålingen skelsættende.
“Den nøgne sandhed” er stadigvæk godt håndværk. Tre karakterspillere til at bære handlingen frem, et fængende manuskript (det skal der til!), og en række bipersoner med egne, solide motiver. Men der mangler noget. Krop og sjæl skal der til for at skabe et helt menneske, således også “Den nøgne sandhed”, der har kroppen med sig i mere end én forstand, men ikke formår at finde frem til sjælen trods sin afklædte tilstand. Det kan godt være, vi får forklaringen på Maureens død, Karens engagement i historien og et par af Vince og Lannys hemmeligheder. Men helt ind i karaktererne kommer vi desværre aldrig.
Håndværksmæssigt har “Den nøgne sandhed” papirerne i orden. Skuespillet er godt, og det er også en velskrevet historie, der er blevet hevet fat i. Alligevel mangler filmen sjæl til den krop, den ellers på fornuftig vis får bygget op. Vi kommer aldrig helt ind bag karakterernes skjold, der hvor det gør rigtigt ondt, og det er synd. For “Den nøgne sandhed” bliver, efter de forvirrende, indledende krumspring med spring i tid, sted og fortællerstemme, egentligt ganske vedkommende. Det er, desværre, bare ikke helt nok.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet