Sømløs

Jeg faldt for alvor i punch-drunk love i Paul Thomas Anderson i 2002. Siden blandede vi blod og olie i hovedværket, “There Will Be Blood”. Men i de seneste 10 år er min kærlighed stivnet. P.T. ignorerede mig med kølig distance. Præcis som Daniel Day-Lewis gør med sin muse her i “Den skjulte tråd”, der er sømløs i sin kærlighed til kjoler og de folk, der skaber dem. For ligesom klæder skaber folk, så skaber P.T. Anderson nu igen stor kunst.

Til det formål er Daniel Day-Lewis tilbage som manden i midten. Igen i rollen som den kompromisløse ener, der gerne ofrer menneskene omkring ham for at nå målet. I “There Will Be Blood” blev den døvstumme søn sendt bort på bekostning af jagten på olie – denne gang er det kjoler over alt andet. Men også stor kærlighed og erotik i en film, hvor der kun er ét kys på munden. Det gør Vicky Krieps i rollen som den nye muse, Alma, sig fortjent til den aften, hvor hun hiver kjolen af en fed og fordrukken brud – ikke alle har fortjent at iføre sig en ægte Woodcock.

Reynolds Woodcock er nemlig en helt særlig mand. Det bemærker servitricen Alma, da han sætter sig ved et bord for at bestille morgenmad. Vicky Krieps’ fine og bleghvide kind bliver rød, som var hun blevet tævet med et bælte. Men det er hun ikke. Hun er smigret af hans opmærksomhed – det er den, som “Den skjulte tråd” handler om. Sammen med detaljerne. Han bestiller welsh toast med et porcheret æg på toppen – ikke for blødt. Bacon. Og scones med marmelade, ikke jordbær. Hindbær, foreslår hun. Han bestiller også nogle pølser og en kande sort te, lapsang. Kan hun huske det? Ja, siger hun. Han vil nemlig gerne beholde bestillings-sedlen, håndskrevet af hende. Scenen sitrer. Syet i støvet, nærmest tidløst kameraarbejde akkompagneret af Jonny Greenwoods klassiske piano.

For det her er ikke masseproduceret H&M. Det er håndsyet haute couture. At se “Den skjulte tråd” er som at bære et korset. Den arbejder i det skjulte, holder sig tilbage, ånder kun lidt. Altid elegant. Som Daniel Day-Lewis i første scene som den excentriske Reynolds med mor-komplekser syet ind i jakken. Han trimmer næsehår med en lille saks, inden han sirligt ifører sig de magenta-farvede strømper. Han er æstetiker med sans for det smukke – det samme kan siges om P.T. Anderson.

“Den skjulte tråd” er hans mest reserverede, mest forfinede. Minder mig lidt om Todd Haynes’ detalje-lækre “Carol”, der kyskt handlede om to kvinders kærlighed. Det gør det sådan set også her. Alma og den gammeljomfruelige søster, Cyril, kæmper om hans opmærksomhed. Det opdager Alma allerede på første date, der slutter hjemme i hans London-hus. Vil han noget? Ja, han viser sin fulde kærlighed – hun må prøve en kjole, søsteren tager mål. Små bryster, konstaterer hun. Alma er reduceret (eller forfremmet?) til en levende mannequin, der snart flytter ind på eget værelse – intet må forstyrre arbejdet, hvilket Alma da også får besked på, da hun spiser ristet brød for larmende ved morgenbordet. Shhh!