Den skjulte tråd
Udgivet 14. feb 2018 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg faldt for alvor i punch-drunk love i Paul Thomas Anderson i 2002. Siden blandede vi blod og olie i hovedværket, “There Will Be Blood”. Men i de seneste 10 år er min kærlighed stivnet. P.T. ignorerede mig med kølig distance. Præcis som Daniel Day-Lewis gør med sin muse her i “Den skjulte tråd”, der er sømløs i sin kærlighed til kjoler og de folk, der skaber dem. For ligesom klæder skaber folk, så skaber P.T. Anderson nu igen stor kunst.
Reynolds Woodcock er nemlig en helt særlig mand. Det bemærker servitricen Alma, da han sætter sig ved et bord for at bestille morgenmad. Vicky Krieps’ fine og bleghvide kind bliver rød, som var hun blevet tævet med et bælte. Men det er hun ikke. Hun er smigret af hans opmærksomhed – det er den, som “Den skjulte tråd” handler om. Sammen med detaljerne. Han bestiller welsh toast med et porcheret æg på toppen – ikke for blødt. Bacon. Og scones med marmelade, ikke jordbær. Hindbær, foreslår hun. Han bestiller også nogle pølser og en kande sort te, lapsang. Kan hun huske det? Ja, siger hun. Han vil nemlig gerne beholde bestillings-sedlen, håndskrevet af hende. Scenen sitrer. Syet i støvet, nærmest tidløst kameraarbejde akkompagneret af Jonny Greenwoods klassiske piano.
“Den skjulte tråd” er hans mest reserverede, mest forfinede. Minder mig lidt om Todd Haynes’ detalje-lækre “Carol”, der kyskt handlede om to kvinders kærlighed. Det gør det sådan set også her. Alma og den gammeljomfruelige søster, Cyril, kæmper om hans opmærksomhed. Det opdager Alma allerede på første date, der slutter hjemme i hans London-hus. Vil han noget? Ja, han viser sin fulde kærlighed – hun må prøve en kjole, søsteren tager mål. Små bryster, konstaterer hun. Alma er reduceret (eller forfremmet?) til en levende mannequin, der snart flytter ind på eget værelse – intet må forstyrre arbejdet, hvilket Alma da også får besked på, da hun spiser ristet brød for larmende ved morgenbordet. Shhh!
Paul Thomas Anderson afslører aldrig tråden. Komplekser fra mor, søster og mærkelige manier får ingen større forklaring, præcis som med oliekongen Daniel Plainview, der i stedet blev et symbol på fundamentet for USA – den rå kapitalisme. Reynolds Woodcock er den rå æstetiker. Skønheden over alt andet. En Anderson-model er igen højeste mode.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet