Den store Gatsby
Udgivet 16. maj 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Baz Luhrmann er uden tvivl en helt særlig filmskaber med en helt særlig, personlig stil. I film som “Romeo & Juliet”, “Moulin Rouge!” og nu også “Den store Gatsby” demonstrerer han sin særegne evne til at kombinere moderne pop- og modekultur med æstetikken fra den tidsalder, som den givne film foregår i. Og det er en sært velfungerende og betagende måde at lave film på! Manden har dog også produceret makværket “Australia”, så det store spørgsmål er, om Luhrmann med en af litteraturens helt store klassikere i hånden kan skabe en film, der er mere end bare stil og lir.
DiCaprio indkapsler alle disse aspekter af Gatsby på intet mindre end overlegen vis, og samtidig formår han at håndtere ethvert følelsesudbrud og -nedbrud i sin karakter på en decideret ærefrygtindgydende måde. Toby Maguire er også skarp i rollen som den udefrakommende Nick Carraway, der kommer til at spille en vigtig rolle i Gatsbys forsøg på at blive genforenet med sin store kærlighed, Daisy Buchanan (Carraways kusine). I rollen som Daisy finder vi en ligeledes stærk Carrey Mulligan, der dog befinder sig i den svære situation, at hun skal spille en ikke videre velskrevet karakter.
Et andet problem er, at “Den store Gatsby” i sin sidste tredjedel ramler ind i nogle eklatante fortællemæssige problemer. Værst ser det ud, da Gatsbys forhistorie afsløres i et hurtigt flashback, hvorefter vi – stadig forvirrede over dette nye forhold, vi skal have til Gatsby – med ét fingerknips kastes tilbage i hovedhistorien igen. Det virker for henkastet, og lignende episoder forårsager forvirringer og frustrationer – noget man heldigvis aldrig oplever i starten af filmen. Når det så er sagt, så er “Den store Gatsby” overordnet set en aldeles underholdende film med en forrygende flot koreografi og smukke kulisser, og dertil er den en 3D-oplevelse af de helt store.
Når “Den store Gatsby” er slut, og man tænker tilbage på den, virker det nærmest uundgåeligt, at filmen måtte tabe lidt af sin glans i de sidste 40 minutter. Dertil var karaktererne bare ikke stærke nok, og historien blev ikke fortalt med nok autoritet, nu hvor dens personer ikke alene kunne bære troværdigheden. Men undervejs i filmen føler man ikke det skuffende klimaks komme. Dertil er man alt for travlt optaget med at falde i svime over den flotte, flotte film og dens stilistisk gennemførte univers. Man er forgabt i historien og grubler over (hvis ikke man har læst bogen), hvilke retninger den dog kan gå i. Og man betages af Gatsbys karakter, der i sig selv er fængslende og spændende, men først og fremmest bare er så overlegent og overdrevet velspillet, at man kan kun gisne om, hvor mange magiske præstationer, Leonardo DiCaprio mon endnu har i sig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet