Med blussende kinder og tungt åndedræt

Åbningsskuddet i “Den usynlige kvinde” slår tone og tema an på bedste vis. Et widescreenbillede af en engelsk strand flad som en pandekage. Havet bruser og bølger. Ikke virkelig oprørt, bare stadig skyllende og i bevægelse. Ind fra højre side af billedet bevæger en spinkel, sortklædt kvinde sig mod venstre. Sceneriet er billedskønt som et maleri, og minder mig straks om Jane Campions smukt-sensuelle nyklassiker “The Piano”. Kostumerne er tunge og snærende, og følelserne gemt godt væk inde bag korsetter og pibekraver.

Ralph Fiennes’ “Den usynlige kvinde”, den britiske skuespillers kun andens spillefilm som instruktør, fortæller historien om forfatteren Charles Dickens’ mere eller mindre hemmelige forhold til den unge, uskyldige skuespillerinde Nelly. De to forelskede sig vist overmåde i hinanden i slutningen af 1850’erne. Trods det faktum at Dickens var en gift mand med et helt kobbel unger og en trind hustru at tage sig af. Fiennes selv spiller en aldrende, men livlig Charles Dickens, mens Felicity Jones både overstråler og besnærer som den skønne, skønne Nelly.

Der lægges fra land i 1883. På det tidspunkt har Nelly, eller Ellen Ternan, der var hendes fulde og virkelige navn, kun mindet og en ordentlig stak litterære hovedværker som “Lille Dorrit”, “David Copperfield” og “Store forventninger” tilbage af hendes Charles. Nu underviser hun børn i drama, undgår ægtemanden og prøver for alt i verden at dække over, at hun er den selv samme, skandaløse elskerinde, der fik Dickens til at lade sig separere fra hustruen dengang i slutningen af 1850’erne. Nelly flygter og går lange ture på stranden, og her, alene med tankerne, husker hun tilbage på kærlighedsaffæren med den store forfatter. Og forpustet og med mørkelyserøde kinder vender hun tilbage. Overvældet og forlegen.

Fiennes udpensler aldrig. Og det frustrerer alligevel et stykke hen ad vejen. Hvis affæren var så hed, at verdens vel nok mest kendte forfatter forlod kone og satte sit gode renomme på spil, har jeg lyst til at se med egne øjne, hvad der fik manden til det. Men set igennem en optik anno 1800-tallet giver det på den anden side rigtig god mening at træde så fint og varsomt i fremstillingen, som Fiennes vælger at gøre. Det er britisk som bare fanden, og er blussende kvindekinder og tungt åndedræt ikke lige så pirrende – hvis ikke mere – end bare at lade de to kaste sig frådende over hinanden i libidoens vold? Desto mere overvældes man også, da de to endelig fuldbyrder lang tids længselsfulde blikke og forsigtige komplimenter i sengen. Langsomt og næsten ubevægeligt elsker de. Med åbne øjne og intenst nærvær.

Bag kameraet står Rob Hardy, der med både opfindsom, storladen og klassisk optik vinkler scene efter scene. Kameraet synes decideret forelsket i Felicity Jones, hvis forfinede nakke, lyse krøller, slanke hals og kødfulde læber er genstand for utilsløret og konstant tilbedelse. Jones vækker minder om en ung, mindre manisk Isabelle Adjani, og hendes portræt af den introverte og forsigtige Nelly er dybt rørende.

Scoret er komponeret af Ilan Eshkeri. Og han er åbenbart manden, du opsøger, når du skal have sat musik til en draperet periodefilm med alt, hvad dertil hører. Eshkeri står også bag det vel rigeligt romantiske score til den kedelige “The Young Victoria”, mens “Den usynlige kvinde” er langt mere enkel, men også raffineret i sin musikledsagelse. Violin og cello duellerer i mol og tilsætter noget nærmest skæbnebestemt til det umulige forhold mellem Dickens og Nelly.