Båd med både kerne- og styrehus.

Der er folk, der bruger år på at lære skibsbygningens kunst for at kunne tegne en køl, som Neptun græder salte tårer over. Og så er der os andre, der kan finde på at futte rundt i en cykelbåd på Peblinge sø. Jakob Martin Strids “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” tager den slags vandhæmmede på en let duvende sørejse med hyggeligt vanvid som medpassager. Og selv om det langt fra er første gang, nogen bruger frugt, for ikke at sige pærer (Bamse har sendt én i kredsløb om planeten Joakim), til transport, er det stadig langt sjovere end at tage en strømlinet katamaran direkte til den mystiske ø.

Det begynder med Elefanten Sebastian og katten Mitcho, der bor i Solby. Et lykkeligt sted, hvor solen skinner, og alle er glade, og borgmesteren er så rar, og sådan bliver det selvfølgelig ikke ved. Borgmester JB forsvinder, men giver via flaskepost Sebastian og Mitcho besked om den mystiske ø, hvorpå han er strandet. I flasken ligger også det frø, som bliver til den kæmpe pære, som igen bliver til skibet, de to benytter til at sejle mod den mystiske ø. Jeg har ikke læst Strids bogforlæg, men gætter på, at filmatiseringen ligger tæt på. Hans streg er i hvert fald oversat ret trofast, selv om animationen gør den lidt mere poleret. Faktum er, at det er pokkers svært at stå for den nervøse elefantunge i kemilærer-pullover og hans killinge-ven med gå-på-modet.

Oplægget er sådan ret ligetil, men bliver hurtigt mere krøllet af de afsindige ‘voksne’ sidekarakterer. De er inkompetente og distræte i en grad, så Sebastian og Mitcho kan vokse det nødvendige på egen hånd. Samtidig er de også ret seværdige. Peter Frödin har mange gode replikker, som tilføjes hans særlige tvist af blåøjet begejstring, og Søren Pilmark giver seriøs deadpan-humor til Ulysses Karlsen, en opfinder og fritidskok, som er, på godt dansk, mega clingy. En sjov detalje er det også, at piratkaptajnen råber med Jakob Oftebros faldera-norske tungesnurreri, omend hans vandmelon-sang nok ikke bliver årets børnehit.

“Den utrolige historie om den kæmpestore pære” er i det hele taget ikke som Disneys strømlinede totalangreb af showstopper-popsange, magiske prinsessedrømme og en gribende følelseskrog at hænge det hele på. Det er mere en skæv skipperskrøne, der ikke har for travlt med sit plot til at give opskriften på en rigtig god dip. Afvejene på søkortet er guldet i Strids univers, mens hovedhistorien om den forsvundne borgmester JB er lidt nypudset arvesølv med aftryk af “Odysseen”, “Rejsen til Melonia” og “James og den gigantiske fersken”. Plus flere andre gode eventyr, der sagtens kan give lidt videre af det, de selv har lånt.

De overraskende mange grin og overraskende stærke elementer af uhygge lægger fint til de velkendte konflikter og deres ofte florlette løsninger. Det natsorte hav, lige dele skræmmende mareridt og poetisk drøm er en af de mest bedårende, meditative sekvenser, jeg længe har set. For evigt at flyde i et dybt mørke med kalejdoskopiske ildfluer for sit blik og Bjarne Henriksens stemme i øret. Skal man bruge meget mere? Måske bare et par stykker af Strid og manuskriptforfatternes ikke-vittigheder kvækket af Professor Glykose og Ulysses Karlsen. Så tog jeg gerne med pæren på flyvetur ud i det uendelige himmelrum. Eller.