Når nød(d)en er størst

Det handler om forsyninger. Om at få nok til alle til de svære tider. Sådan er det i det gældsramte Grækenland, som den græsk-canadiske animationsinstruktør Peter Lepeniotis stammer fra. Sådan er det også i parken i Lepeniotis’ “Det store nøddekup”. Her kæmper skovens dyr – muldvarp, rotte, mus og egern – for at skaffe nok til alle. Men kampen gøres vanskelig af parkens leder, vaskebjørnen Villy, som vil holde på sin magt ved at holde forsyningerne knappe. Hvis Angela Merkel var en vaskebjørn, så ville virkelighedens ‘EU vs. Grækenland’-gældsdrama minde ikke så lidt om den socialt indignerede “Det store nøddekup”.

Det er noget skønt ved, at en instruktør som Peter Lepeniotis, der selv har været i lære hos de bedste som aimator på Pixars “Toy Story 2”, vil noget med sine nuttede parkdyr. De kunne sagtens have planlagt et slapsticket nøddekup hos hærdede kriminelle uden at fortælle mere end det. I stedet er “Det store nøddekup” lige så værditung, som hovedrollens Vilfred egern er egoistisk. Til at begynde med. For helt klassisk så er Vilfred den slags karakter, der skal indse, at der ikke er noget ’I' i ’Team'. Han skal lære ikke blot at tænke på sig selv, men tænke på fællesskabet.

Tidligt bliver Vilfred stemt ud fra parken af de andre. Uden rettergang bemærker den idealistiske Annie, der tror på det bedste i alle og på fællesskabet – der skal være nok til alle. Hun tror ikke på, at det hjælper at bortvise dem, der har dummet sig. De skal hjælpes til forandring. Det spejler menneskeskurken i den dobbelte heist-handling, der i fængslet kun har lært at være en, der ryger bag tremmer igen. Han er ude og vil røve en bank fra sit skalkeskjul som nøddeforhandler – den nøddeforhandler, som Vilfred og de andre dyr vil røve for at sikre sin overlevelse.

Animationen er glat, men fuld af personlighed. Vaskebjørnen Villy er tydeligt tilhørende den mørke side med sine sorte rande rundt om øjnene. Og så hjælper det ikke, at han mænger sig med byens klamme rotter, der skotter sig med sin grønslimede pels og store næser. Villy er som “Løvernes konge”-skurken Scar. Rotterne er hans hyæner. Selv Jens Jacob Tychsens drilske stemmelægning minder om Stig Hoffmeyers diabolske løveskurk, der ville have magten for magtens skyld. Også Ole Boisens muldvarp, der er muldvarp i både direkte og overført betydning, er dejligt glat som vendekåbe.

Anderledes upersonlig bliver menneskeskurkene. De er bare store drog, der vil have penge. Måske fordi de er de mindst menneskelige i fortællingen? Penge for pengenes skyld, imens Vilfred, Annie og de andre stjæler for at blive mætte, for at overleve. Vilfred skal bare lige lære de gode værdier først. Som bilen Lynet McQueen, der var en solokører, indtil han indså, at han intet var uden andre. Den lektie er sjældent dårlig at få genopfrisket.