Det store stilehæfte

InstruktionJános Szász

MedvirkendeUlrich Thomsen, Ulrich Matthes, Orsolya Tóth

Længde109 min

GenreDrama, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen16/04/2014


Anmeldelse

Det store stilehæfte – Krigsdagbogen

Udgivet 15. apr 2014 | Af: | Set i biografen

5 6
Antisentimental antikrigsfilm

At gennemleve og overleve krig kræver, at man ikke må være i kontakt med sin menneskelighed. Man må dehumanisere sig selv, simpelthen. Om det handler antikrigsfilmen “Det store stilehæfte – Krigsdagbogen”, der er instrueret af den ungarske János Szász. Filmen er baseret på forfatteren Agota Kristofs prisvindende, første tredjedel af romantrilogien “Le Grand Cahier” (Det store stilehæfte) fra 1986, og er en både brutal og billedskøn fortælling om to 13-årige tvillingebrødres kamp for overlevelse under 2. verdenskrig.

Hen mod slutningen af 2. verdenskrig; i et ikke-navngivet, østeuropæisk land, bliver to lige så navnløse tvillingebrødre, spillet af László og András Gyémánt, sendt på landet for at blive passet af deres bedstemor. De to kommer fra et nydeligt og kultiveret middelklassehjem, så mødet med den grove bedstemor og de barske forhold ude på landet, rammer dem som en mavepuster. Hun kalder dem konsekvent for horeunger, opdrager dem med knytnæveslag og kræver hårdt arbejde for føden. Det er altså ikke uden grund, at hun er kendt som heksen af byens beboere.

Inden faderen drog i krig, forærede han sine to drenge en dagbog, hvori de skulle nedfælde alle deres oplevelser og tanker. Gennem drengenes voice over og i billedcollager fra dagbogens sider, suges man ind i deres særlige univers. Som krigens gru og realiteter går op for dem, beslutter de sig for at træne hinanden i hårdhudethed og følelsesmæssig afstand. De pisker hinanden med bælter, slår først biller, så sommerfugle, frøer og høns ihjel. Sulter sig. Lærer sig at afpresse andre mennesker for penge. Glemmer moderens kærlige ord. Alt hvad der skal til for at overleve krig, lærer de. Og det er skræmmende at være vidne til.

“Det store stilehæfte – Krigsdagbogen” bæres imponerende af sine billeder. De fungerer mest af alt som separate tableauer, snarere end som dele af en sammenhængende fortælling. Christian Berger, Michael Hanekes hoffotograf på film som “Bennys video”, “Skjult” og “Det hvide bånd”, går til opgaven med en objektiv, nærmest lakonisk afstand til begivenhederne gennem rolige, ofte ganske underbelyste indstillinger. Dét pirrer både nysgerrigheden og fantasien. Filmens score er komponeret af islandske Jóhann Jóhannsson. Med pludselige trommeruller, elegisk mørke orgeltoner og drømmeagtige triangelslag fremmaner Jóhannsson en mystisk og faretruende stemning, der matcher Bergers billeder perfekt. Filmen hæver sig over den specifikke fortælling og bliver universel i sin kritik af krig som en dehumaniserende proces.

János Szász har senest haft sin helt igennem mislykkede “Opium” fra 2008 i dansk biografdistribution. Den havde i øvrigt også Ulrich Thomsen på rollelisten – i “Det store stilehæfte” har han en mindre rolle som tysk naziofficer. Men hvor “Opium” forblev en hysterisk omgang psykoanalytisk læge-patient-hurlumhej, doserer Szász sine virkemidler meget bedre i “Det store stilehæfte”. Alvoren og indignationen er allestedsnærværende her.

I krig er børn de største ofre. Den fortærskede, men ikke desto mindre sande sandhed præsenteres du for uden filter i “Det store stilehæfte”. Filmen er antisentimental, så det grænser til det upersonlige. De navnløse tvillinger er, selvsagt, ikke til at skelne fra hinanden, og stirrer begge lige dødt og diabolsk direkte ind i kameraet. Ikke ulig den underlige mande-dreng i Elem Klimovs “Gå og se”. Men det greb gør det også forbandet svært at engagere sig i fortællingen. To teenagedrenge uden navne, der bevidst fravrister sig følelser af enhver art. Et modigt valg fra Szász’ side, og nok ét, der vil dele publikum.

Lige meget hvad er “Det store stilehæfte – Krigsdagbogen” et fascinerende, til tider direkte hypnotisk bekendtskab. Enkeltstående scener, som da en af tvillingerne tæskes til blods af en lokal ordensmagt i et lokale, hvor væggene er malet lige så højrøde som drengens blodige og forslåede ansigt, imponerer også vildt i sin radikale stil. Til slut er du ladt alene tilbage med en dystert rugende følelse i kroppen. En følelse af antifølelse som et af grundlagene for det Europa, vi kender i dag.

Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Hen imod slutningen af 2.verdenskrig er befolkningen i mange større byer tvunget i knæ af de jævnlige luftbombardementer og manglen på mad, hvilket betyder, at folk dør af sult i hobetal.

I desperation efterlader en ung mor sine to 13-årige tvillingedrenge hos bedstemoderen, der bor alene ude på landet. Faderen kæmper ved fronten og ingen ved, om han er død eller levende. Bedstemoderen er ikke et rart bekendtskab: Hun er både alkoholiseret, ondskabsfuld og hadefuld. I landsbyen kaldes hun for “Heksen”, fordi hun angiveligt har forgiftet sin mand for år tilbage.

I de nye uvante omgivelser er tvillingerne tvunget til at finde en måde, hvorpå de kan overleve og de indser, at den eneste måde de kan håndtere de voksnes absurde og inhumane verdensorden, er ved at afstå fra enhver form for medfølelse og barmhjertighed og agere fuldstændig følelseskoldt og afstumpet overfor omverden.

De lærer at ignorere følelsen af smerte og sult og opbygger dagligt deres panserforsvar ved at lægge nøje mærke alle de små detaljer, ligesom de læser Bibelen, studerer sprog og fysisk afstraffer hinanden. De to drenge er som én: De tænker ens og de agerer ens. Samtidig fører de en krigsdagbog over alt det, de oplever: Det store stilehæfte. Når de nedfælder begivenhederne overholder de deres agenda: Prosaen skal være helt fri for følelser; den skal være nøjagtig og objektiv.