Mor(d)skaben fortsætter

Er det et tegn på global, moralsk fordærv, at en tv-serie, hvor en seriemoder er helten, er blevet et verdensomspændende hit? Måske er det snarere et tegn på, at millioner af mennesker verden over har god smag og ikke bare tager til takke med sendefladens metervarer. Hvis du frygter, at “Dexter” blåstempler selvtægt, bør du erhverve serien snarest og få både fordommene, lattermusklerne og nerverne sønderrevet. “Dexter” er simpelthen noget af det bedste, flimmerkassen p.t. har at byde på.

Seriemorderen Dexter Morgan er trods alt ikke ligesom ordenshåndhæverne i “24 timer”, som romantiseres på trods af deres forkastelige forkærlighed for tortur af såvel deres skyldige som deres uskyldige medmennesker. Dexter er en gråzone – hverken fuldkommen god eller ond, men takket være sin gemytlige sarkasme, traumatiske fortid, ærefulde moralkodeks og daglige detektivarbejde opnår Dexter sympati frem for foragt. Men som tv-serie undlader “Dexter” at glorificere seriemorderens gerninger eller at diktere, om han gør det rigtige ved at tage loven i egen hånd og aflive samfundets grufuldeste mordere (han likviderer aldrig uskyldige). Dexters tvetydighed er noget af det, der gør ham så fascinerende og dragende – lidt ligesom de bedste tegneseriehelte.

Seriens anden sæson begynder mere eller mindre dér, hvor den første sluttede. Dexter er midt i en identitetskrise efter begivenhederne i den foregående sæsons cliffhanger, som undertegnede lader forblive et mysterium af hensyn til uindviede seere. For første gang begynder Dexter virkelig at granske sin fortid og betvivle sin natur. Samtidig terroriseres Dexter af sin kollega hos Miamis politiafdeling, officer Doakes, som er overbevist om, at Dexter har begået frygtelige ugerninger. Og da en gruppe dykkere ved et tilfælde finder alle Dexters rådnende ofre på havbunden, bliver FBI også indkaldt, og så har Dexter pludselig hele lovens lange arm lige i hælene.

Skurken var ikke så svær at gætte i første sæson (især takket være nogle lige lovlig insisterende hints i episodernes ’i de forrige afsnit'-montager), men det var til gengæld en genistreg at gøre Dexter selv til både den anden sæsons helt og ‘skurk’. Det er interessant nok at se Dexter krydse klinger med sin egen, splittede personlighed, men en masse fantastisk drama genereres af efterforskningen af Dexters eskapader og hans kamp for at forblive ét skridt foran kollegaerne, der intet aner om hans særprægede tendenser. De makabre billeder, chokerende twists og dystre undertoner suppleres af superb sort humor i form af alt fra spydige replikker til muntre sketcher, der som regel omhandler de opfindsomme måder, hvorpå Dexter narrer sine uvidende arbejdsfæller.

Bifigurerne er stadigvæk seriens eneste seriøse skavanker, men de er mere interessante end før. Doakes er især spændende, fordi manuskriptforfatterne aldrig portrætterer ham som direkte ond, selvom han er Dexters værste fjende, hvorfor dysten mellem de to karakterer opnår en helt ny dimension. Men den del af sæsonens overordnede historie, som omhandler Doakes, kulminerer for pludseligt, og her er også et komplet ligegyldigt trekantsdrama involverende den kvindelige betjent Maria Laguerta. Denne sæsons flashbacks er også sjældent mindeværdige, men Dexters søster, Deb, træder for alvor i karakter, og Keith Carradine er sensationel som den nyankomne, aldrende FBI-betjent, som leder efterforskningen af Dexter, og formår både at være autoritær og forbavsende humoristisk.

Men Michael C. Hall fortjener de største klapsalver i titelrollen. Han er fortsat uhyggelig god til at begave Dexter med en intensitet og en kold, frygtindgydende facade, som dog aldrig helt undertrykker figurens dybt begravede etik og medmenneskelighed. Dexter er skræmmende, ja, men aldrig tilnærmelsesvis frastødende. Ligesom en fabelagtig roman er den anden årgang af “Dexter” mere eller mindre umulig at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Hit med den næste sæson, Paramount!

Video

2. sæson af “Dexter” ser en smule bedre ud på dvd end den første. Farverne er sædvanligvis tilpas mætte og attraktive. Kontrasten er også generelt imponerende, og der forekommer kun få unaturlige svingninger i farvetemperaturen og kontrastniveauet. Billedet er skarpt, edge-enhancement optræder stort set aldrig, og hverken udtværing, snavs eller smuds dukker op.

Audio

Serien lyder lige så godt som den foregående. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, og kun sjældent lyder den en tand for skarp. Lydsporene benytter sig primært af fronthøjtalerne, men der bliver også gjort god brug af baghøjtalerne, der ofte bidrager med både subtile og markante lydeffekter. Enkelte fine panoreringer fornøjer også. LFE-kanalen er desuden forbavsende aktiv, og den sørger især for at give de mange musikalske indslag ekstra resonans. I øvrigt plages de danske undertekster af mange grammatiske brølere, fejloversættelser og stavefejl – blandt de sjoveste er “de finger ingenting”, “Rita og hende børn” og (ikke mindst) “sex år for groft overfald”.

Ekstramateriale

“Dexter”-fans fik ikke ligefrem meget ekstramateriale for pengene på udgivelsen af seriens første sæson, og der er omtrent lige så lidt at sætte tænderne i denne gang. Udgivelsens femte skive huser to små og dybt uinteressante billedgallerier samt videoklip af alle sæsonens mord, som man jo bare kan finde ved at smække disken med det pågældende afsnit i afspilleren i stedet. Meget bedre er de 40 minutters interviews med ensemblet, som er underholdende, men sjældent særlig dybdeborende. De er desuden blevet indspillet, før produktionen af seriens anden sæson begyndte, så skuespillerne bruger megen tid på at gætte på, hvad der kommer til at ske – hvilket egentlig er ganske morsomt at høre på efter at have set afsnittene.