Smagen af flugt og krig

Kan du huske Travis Bickle i “Taxi Driver”? Manden, der ikke forstod det samfund, han var placeret i, men som i stedet forsøgte at efterligne det. Han forsøgte bare at passe ind. Lige indtil han til sidst fik nok og returnerede samfundets vold med sin egen. Bickle er nu genfødt som tamilske Dheepan, der i Jacques Audiards Guldpalmevinder fra i fjor spejler Frankrigs ghettovold med et blodigt gensvar, som ville få respektpoint hos De Niros taxahævner.

Der er ellers ikke meget “Taxi Driver” over “Dheepan” til en start. Mennesker forsøger fra en menneskesmugler-lejr i Indien at komme til Europa. Måske på flugt. Måske bare på jagt efter et bedre liv. Tre fremmede må spille far, mor og datter for at komme videre med pas, der passer. ”Nu er I dem,” siger en menneskesmugler. Nu er han Dheepan. De må lade som om. Indordne sig. Så det gør de, da de ankommet til Europa bliver installeret i en fransk ghettoblok støbt i beton og håbløshed. De kan ikke sproget, men nikker, som om de forstår. Han bliver vicevært, hun personlig hjælper og pigen i skole. De forsøger at lægge krigen bag sig, men konflikt er desværre ikke unikt for Sri Lanka.

Audiard har nemlig placeret sine flygtninge lige ned i et stykke Frankrig, som det etablerede samfund helst vil kigge sit blinde øje efter. Et sted, der rimer på parallelsamfund. På Gellerup og Vollsmose. Her gælder Hollandes regler ikke, men derimod de lokale narkogangsters regler. De sælger fra Blok D, så der må den tamilske vicevært vente med at gøre rent. Han må indordne sig. På samme måde må hun pænt banke på i stuen, der hvor hun hjælper en ældre, så hun ikke forstyrrer i bøllernes kontortid. Tamilerne er flygtet fra et bøllestyre til et andet.

Det er typisk Jacques Audiard at henlægge sin handling til det forbudte Frankrig. Det Frankrig, man ikke taler om. Fængslet i “Profeten”, de illegale boksekampe i “Smagen af rust og ben” og nu ghettoen, hvor et civilsamfund i samfundet er det flygtninge må forholde sig til. Og integrere sig ind i. På den måde bliver mennesker et spejl af det samfund, de placeres i. En krigerisk tamiler-tiger, en flittig vicevært eller Travis Bickle.

For selv om gangsterchefen ikke fatter et ord, da hun taler tamilsk til ham, og hun ikke fatter meget tilbage, da han fortæller på fransk, så forstår alle alligevel de vigtigste sprog. Volden. Eller humoren, som da Dheepan fortæller hende, at han ikke forstår den franske humor. Nej, siger hun. Du er bare ikke sjov. Heller ikke på tamilsk. På den måde fratager Audiard flygtningene rollen som eksotiske ofre. Derimod får de blikket, hvorfra Europas problemer forstørres igennem. Det er Bickles spejl om igen.