Den mytiske prinsesse

Jeg stod i en lejlighed på Ålborggade, da jeg hørte nyheden om, at Prinsesse Diana var død. Mange andre kan formentlig også huske, nøjagtig hvor de var, da de fik besked om Dianas bortgang. Med andre ord var det en nyhed, der tog verden med storm, og med “Diana” har den tyske instruktør Oliver Hirschbiegel lavet den første spillefilm om kvinden, som kun få for alvor kendte. Og det er formentlig kun de allermest naive biografgængere, der vil påstå, at de bliver klogere på hende af at se dette makværk.

Prinsesse Diana døde den 31. august 1997 i Paris. Inden den skæbnesvangre dato var hendes liv præget af personlig usikkerhed og en romance, som mange ikke kender til: Hendes forhold til hjertekirurgen Hasnat Khan, som havde en enorm effekt på Dianas udvikling og personlige lykke forinden den fatale nat. Men hvad foregik mellem de to bag avisernes overskrifter og fotograferne blitzende lys? Og hvem var kvinden bag den royale titel? De to sidste to år af hendes liv skildres i “Diana” med fokus på kærligheden, der blev delt mellem hende og hjertekirurgen, der helst ville holde sit privatliv privat.

Der er mange måder at lave en såkaldt biopic på. Man kan eksempelvis skabe et poleret “drømmebillede” af sin hovedperson, eller man kan være ærlig og portrættere alle de facetter – gode såvel som dårlige – ethvert menneske består af. Med “Diana” satser Hirschbiegel på at levere den førstnævnte variant, og derfor får man som seer ofte fornemmelsen af, at dette udelukkende er en fordrejet forestilling om den tidligere prinsesse og ikke en ærlig fremstilling. Nogle vil måske gå så langt som at hævde, at Diana faktisk elskede al den opmærksomhed, som den engelske presse gav hende, og at det ikke var hendes hjerte, men derimod hendes personlige ambitionsniveau, der drev hende til at søsætte flere velgørenhedsprojekter. De postulater bruger “Diana” ikke mange kræfter på at tage stilling til eller argumentere imod, så i øjnene på den kritiske tilskuer er der ikke mange fordomme, der her falder til jorden.

For var Diana vitterligt den fortabte prinsesse, man ser her i filmen? Det var hun nok. Det var hun nok ikke. Man kan ikke vide sig sikker, for filmen er tydeligvis lavet for og af dedikerede Diana-tilhængere, der har så travlt med at pege fingre ad pressen, at de aldrig tager sig tid til at gøre Diana til en interessant karakter.

Den umulige kærlighed har altid været et populært filmemne, og historien om den folkeelskede Diana og den mere private kirurg, Hasnat, kan bestemt fremprovokere en tåre eller to, fordi Hirschbiegel ikke holder tilbage med brugen af alt fra rørstrømsk musik til koncentreret klipning. Der bliver spillet med de store tangenter på kærligheden og følelserne mellem de to i et melodrama, der bestemt er til at fornemme. Fordi det stoppes ned i halsen på os. Derudover er kemien mellem Naomi Watts og Naveen Andrews (der her er langt fra rollen som Sayid i “Lost”) alt for ofte enten direkte sær eller ikke-eksisterende.