Dobbelt begær
Udgivet 7. feb 2018 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det er lidt som hønen og ægget. Var instruktørens slemme underbevidsthed til stede før den lommefreudianske filmanalyse? Jeg vil være den første til at hævde, man nemt kan overdrive jagten på fallossymboler og moderbindinger. Men i tilfældet Francois Ozon er monsieur også selv lidt uden om det. Han har i sin karriere ret konsekvent kredset om det bedre borgerskabs hemmeligheder og især den undertrykte og undertrykkende seksualitet. Og nu lægger han sig nærmest direkte på briksen med en historie om en kvinde, der skal have to psykologer til at åbne både sit sind og sine bukser.
Vi kommer langt rundt i lysterne, men måske aldrig helt ind (hvis du får en fræk tanke her, er det så anmelderens ord eller dine egne fantasier?). Den selvhadende Chloë er uudgrundelig, på samme måde som Marine Vacth også var det i “Ung og smuk”. Der er mange tavse stirreseancer ud af regnvåde ruder, op i det tomme loft, ind i det smukke spejlbillede. Problemet er, at hun er lige ved at blive hængende dér som en skygge i sin egen historie. Det er jo nok ikke langt fra instruktørens smertefulde forhold til sin egen film, som han aldrig kan være en del af og… Undskyld, vi lovede ikke at hænge for meget ved lette motivanalyser.
Ozon lader til at have lidt af begge i sig (altså ikke Lynch og Kubrick, jo måske også lidt af dem), som han kaster en mere og mere indsunken Vacht fra aske til ild og til aske igen. Alt det lækre og glitrede bliver suget ind i sorte huller og skubbet væk af klam kropslighed. Sådanne nedtursspiraler har verden set før, og det er spørgsmålet om sammenhængen vil komme som en overraskelse. Eller om man egentlig bekymrer sig så pokkers meget om den i al Ozons stiliserede blodsplat. Det er til tider svært at følge med de her gudesmukke mennesker i deres nedstigning til depraveret dyb, og når det er værst, har man det som at se på nogen, der ser en gyser. Skriget bliver på skærmen.
Francois Ozon fik sidste år det svære til at se så let ud med den fine “Frantz”. Her er vi tilbage i det lidt mere knoklede territorium, hvor overskuddet skrider i de pirrende spørgsmål om farlige drifter. Og ja, jeg vil stadig hævde, at man kan hente freudiansk ammunition i de bare bryster og tissekoner set indefra og udefra. Eller omvendt, den totale mangel på bare ét eneste nossehår. Det var Ozon, der startede. Det var det altså, mor!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet