Sam Raimis første MCU-film er… fin. Det er ikke en sætning, jeg havde regnet med at skulle skrive, og jeg er nok i bund og grund lidt skuffet over “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”. Min skuffelse er sandsynligvis resultatet af en blanding af for høje forventninger både til instruktøren bag Sonys første “Spider-Man”-trilogi og til selve multiverseventyret, vores helte drager ud på i filmen.

Selvom det er en rookie mistake at få for høje forventninger til en film, inden man sætter sig i biografsædet, synes jeg sådan set, at de var totalt berettiget til “Multiverse of Madness”. For første gang i MCU rejser vi nemlig på tværs af multiverset, og det åbner op for et utal af muligheder. Og det er da også, når disse muligheder endelig bliver brugt til fulde, at filmen stråler stærkest.

“Doctor Strange in the Multiverse of Madness” centreres selv sagt omkring vores kappeklædte magiker. Det er dog den unge debuterende superhelt, America Chavez, der er filmens drivkraft. Hun har nemlig evnen til at rejse på tværs af multiverset – en evne, der åbner op for et til tider hæsblæsende og trippy eventyr, men som også er målet for vores skurk, som ønsker den for sig selv. Strange søger hjælp hos Wanda Maximoff, men må snart beskytte den unge multiverspige fra skurken, der er en nærmest ustoppelig force.

Det kommer formentlig ikke som nogen overraskelse, at Benedict Cumberbatch endnu engang spiller rollen som Doctor Stange til perfektion. Xochitl Gomez, der spiller Chavez, gør også et hæderligt stykke arbejde, selvom det godt kan være nemt at mærke, at den unge skuespiller ikke har den samme erfaring, som de fleste andre stjerner i MCU. Filmens scenestjæler er dog Elizabeth Olsen, der giver endnu en medrivende og hjerteskærende præstation som Wanda/Scarlet Witch, og som er en fornøjelse at følge med i, hver eneste gang hun er på skærmen.

Karakternes overnaturlige og magiske evner egner sig perfekt til filmens tone og stil. Præmissen for filmen er ligeledes utroligt spændende, og der er et væld af interessante idéer, der dog både er vellykkede og mislykkede. Det er nemt at se, hvad det er, Raimi gerne vil med filmen, og derfor er det desværre også bare endnu mere frustrerende, når det ikke altid fungerer.

En trend, der er er kommet inden for superheltefilm, er tanken om, at man behøver to en halv til tre timers spilletid for at kunne fortælle sin historie, når der måske godt kunne have været skåret et kvarter eller tyve minutter af for at give en mere koncentreret fortælling. Selvom jeg var glædeligt overrasket over, at “Multiverse of Madness” havde en 2 timer og 6 minutters spilletid, må jeg desværre erkende, at tilfældet her er det totalt modsatte. Jeg ville ønske, at filmen havde haft 15, 20, 25 minutter mere. Der er bare så forfærdelig meget at skulle forholde sig – et væld af karakterer og flere nye verdener, der skal introduceres, og adskillige magiske elementer, der skal forklares. Der er ikke én af disse karakterer, verdener eller trolddomme, der virker overflødige. Til gengæld er det bare de færreste, der får nok tid til at manifestere sig, og i stedet virker det hele så forhastet.

I den første halvdel af filmen, får vi sjældent lov til at fordøje karakterernes dialog, inden den næste actionscene eller det næste plotpunkt er gået i gang. Som resultat føles handlingen kaotisk og vanskelig at følge med i, mens det er utroligt svært at blive investeret i karaktererne. Det virker som om, Raimi går all in på forventningen om, at seeren ikke kun har styr på både MCU-filmene og -serierne, men også andre Marvel-ejendele – noget, jeg ellers vil mene, at jeg har, og jeg forstår da også filmens referencer, mens karakterernes handlinger virker nogenlunde logiske. Problemet er, at de sjældent føles fortjent, for filmen lader os ikke dvæle ved karaktererne, deres dialog eller deres valg. Det virker som om, at filmen har noget, den skal nå. Som om, den skynder sig at fortælle historien så hurtigt som muligt, så den kan komme videre.

Den hvileløse tilgang til fortællingen resulterer dog også i en film, der konstant underholder. Man keder sig aldrig, så længe man forstår, hvad der foregår, og selvom det til tider er frustrerende, at der ikke er nogen down time, så gør det altså også, at de to timer flyver afsted. Samtidig er det blot et ekstra plus, at Raimi er en utroligt habil instruktør, og hans stil og især hans horror-rødder er at mærke i filmen.

Raimis kamerabrug og stilistiske ideer er fantastisk interessante og bryder med en masse af de forventninger, vi efterhånden har fået fra Marvel. Karaktererne holder fast i kameraet, der er overdrevne overgange mellem scener, og en gang imellem kommer der et riff fra en elektrisk guitar. Tankerne bliver ofte sendt direkte tilbage til 80’ernes horror-film, hvor man på bedste vis får en stemning af Raimis “Evil Dead”-film – både den skræmmende 1’er og den mere campy 2’er –, og blandingen af gys og humor fungerer utroligt godt.

Hvor første halvdel af filmen suser forbi uden for alvor at tage hensyn til seeren, er det i anden halvdel, hvor Raimi for alvor finder fodfæste. Her er hans vision og verdenvirkelig blevet etableret, og på en måde, kan man godt forstå, hvorfor han har skyndt sig så meget herhen. Action- og horror-scenerne kommer her i fuldt flor, og især én scene, markerer dette skifte og vender op og ned på, hvad jeg troede, jeg kunne forvente af en Marvel-film. Der bliver holdt så lidt tilbage som overhovedet muligt, når det kommer til blod og vold, og der sker ting og sager her, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle se i MCU – og det er fantastisk.

Mange af filmens bedste elementer skyldes i stor grad filmens skurk, som jeg vil lade være en overraskelse. Jeg vil dog sige, at det er én af de allerbedste Marvel-skurke vi har haft overhovedet. Jeg har sjældent følt mig så magtesløs i biografsædet i en Marvel-film. Karakteren er fuldstændig fortabt, og det er nemt at føle både skurkens og vores heltes håbløshed. Det eneste klagepunkt, jeg har hos skurken er, at jeg ville ønske, at karakteren havde fået en scene eller to mere i begyndelsen af filmen for at retfærdiggøre sine handlinger og gøre det nemmere for seeren at blive investeret.

Det er desværre generelt den fornemmelse, jeg sad med, da filmen var færdig. De fleste karakterer kunne sådan set have brugt mere tid på skærmen. Der er ikke nok tid til at blive investeret i dem, og det virker ufortjent bare at hvile på karakterudviklingen fra tidligere MCU-film. Vi får sjældent lov til at høre deres overvejelser. Der er sjældent nogle svære beslutninger. Der skal ske noget konstant, og som resultat føles filmen mekanisk med karaktererne som tandhjul, der bare skal få maskineriet til at køre rundt.

Med film som “Thor: Ragnarok”, “Eternals” og nu “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” er det tydeligt, at Marvel ikke er bange for at lege med MCU-stilen, og det er fantastisk. At have en Sam Raimi-film i MCU er fantastisk. Jeg havde bare håbet på, at selve filmen også havde været fantastisk. Jeg må dog tage til takke med, at den kun er fin, og i stedet må jeg prøve at se, om jeg kan holde mine forventninger lidt nede til, når “Thor: Love and Thunder” brager igennem biograferne.