Dobbeltgængere og brunt bureaukrati

Hvad får du, hvis du blander den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, japansk popmusik fra 1960’erne, blå sodavand og selvmord? Du får den britiske filminstruktør Richard Ayoades anden spillefilm, “The Double”. Ayoade, der i 2010 imponerede med den skæve coming-of-age-komedie “Submarine”, bøjer her Dostojevskijs klassiker “Dobbeltgængeren” fra 1846 til et ondt syretrip af en film, hvor sorthumoristiske stikpiller og skøre indfald kun bidrager til en generel grundstemning af ’hvad fanden sker der her'-hed.

I hoved- og dobbeltrollen som Simon/James er lavmælte Jesse Eisenberg eminent. Simon passer på syvende år sit ret udefinerbare kontorjob til punkt og prikke og mere til. Han stempler ind, skriver geniale rapporter og stempler ud igen. Uden der tilsyneladende er nogen, der tager notits af ham. Lige indtil hans Id-kort en dag bliver afvist. Samtidig starter en ny medarbejder på kontoret. James har talegaverne i orden og både dame- og cheftække til overflod. Og så ligner han Simon på en prik. Men det er åbenbart kun Simon selv, der har lagt mærke til den uhyggelige lighed. Alt kompliceres kun yderligere af, at den stille Simon er hemmeligt forelsket i sin genbo Hannah, spillet af den forfinede Mia Warsikowska, der igennem kikkerten i Simons lejlighed viser sig lige så ensom som han selv.

“The Double” foregår i en evigt mørk, bruntonet vist-nok-fremtid, hvor dagslys er ikke-eksisterende. Klaustrofobien og bureaukratiets kolde skulder svøber sig derfor om både Eisenbergs Simon og én selv fra start til slut. Ayoade og kameramand Erik Alexander Wilson lykkes formidabelt med at skabe et univers, hvor jeg mest af alt havde lyst til at flygte fra. Der er endeløse korridorer, kontorkvadrat på kontorkvadrat og elevatorer og bumlende metrotog, hvor teknikken halter faretruende ofte. En trøstesløs verden.

På rollelisten er der glædeligt gensyn med Ayoade-gengangere en masse. Fra “Submarine” ses Sally Hawkins, Noah Taylor, Craig Roberts, Jasmin Page og Paddy Considine, mens Richard Ayoades medspiller fra tv-serien “The IT Crowd”, den underspillede sjove Chris O’Dowd, ligeledes udfører en glimrende vennetjeneste som sygeplejerske for Simons sure mor. “The Double” føles imidlertid mest vedkommende i de fine scener mellem Mia Warsikowska og Jesse Eisenberg (i rollen som den introverte Simon). Her lever den lille flig af håb og forelsket frelse, der er modgiften til det ansigtsløse bureaukrati, Ayoade og manuskriptforfatter Avi Korine (ja, Harmony Korines bror), harcelerer så åbenlyst imod.

“The Double” er desværre langt fra en lige så helstøbt filmoplevelse som instruktørens debutfilm, der storcharmerede mig med den rette blanding af hjerte, smerte, fantastisk musik og skønne skuespillere. Lidt for ofte virker Ayoade i denne omgang for forgabt i sin egen og filmens tilstræbte mærkelighed. Som når Simon bestiller en cola og får en iøjnefaldende ækel, lyseblå sodavandsdrik på sin lokale diner gang på gang. Eller når lydsporet igen og igen bruser over af øredøvende støj, uhyggelige skrig, aparte støn og statisk rumlen. Dét filmiske virkemiddel perfektionerede David Lynch allerede med “Eraserhead” i 1977. Her er “The Double” bare et svagt genskin i forhold til.