En evigtgyldig evergreen

Tilbage i 2003 blev Atticus Finch kåret som filmhistoriens allerstørste helt af det amerikanske filminstitut i forbindelse med dets 100 års jubilæum. Atticus snuppede førstepladsen for snuden af heroiske ikoner som Indiana Jones og James Bond, også selvom han aldrig tæsker en styg skiderik, aldrig smyger sig op ad en køn kvinde og ikke leverer én eneste kæk oneliner. Sagt med andre ord: Vor hædrede hovedperson her i “To Kill a Mockingbird” kunne umiddelbart ikke have mindre tilfælles med den arketypiske filmhelt.

Men hvis fiktionen nogensinde har disket op med et menneskeligt ideal, må det være Atticus Finch. Den amerikanske sydstatsadvokat har en ukuelig næstekærlighed, en uudslukkelig tørst efter retfærdighed, mageløse faderegenskaber samt en imponerende tålmodighed over for både dydsmønstre og ballademagere. Selvom Atticus ikke har skyggen af superevner, lyder han måske en anelse for god til at være sand… for pletfri og svær at relatere sig til, men tværtimod er han fuldkommen umulig ikke at føle for og se op til, for med en Oscar-belønnet præstation, der fortjener samtlige positive superlativer i ordbogen, sammenvæver Gregory Peck styrke og sårbarhed med en præcision, der gør Atticus fuldkommen troværdig.

Samtidigt træffer filmen (såvel som Harper Lees oprindelige roman) den fuldkommen geniale beslutning at fortælle historien ud fra Atticus’ børns synspunkt. Det er en genistreg af flere årsager – først og fremmest, fordi synsvinklen ophøjer Atticus endnu mere, hvilket jo er ganske naturligt, idet mange af os som små ser op til vores forældre, som var de overmennesker. Samtidigt sættes historiens tragiske begivenheder for alvor i relief, fordi de udfolder sig over for de kære, uskyldige rollinger, som får deres ubekymrede verdenssyn knust af de barske realiteter. “To Kill a Mockingbird” er simpelthen en af de mest rammende fortællinger nogensinde om det at blive voksen og om, hvor vigtigt det er at bevare den pure optimisme og fordomsfrihed, vi har som små.

Enkemanden Atticus bor i en lille sydstatsflække sammen med sin datter Scout og sønnen Jem. En noget ældre Scout er filmens historiefortæller, der ser tilbage på sin barndom i de tidligere 1930’ere, og især én begivenhed mindes hun tydeligt: Da hendes far skulle forsvare den sorte familiefar Tom Robinson, som blev anklaget for at have voldtaget sin arbejdsgivers datter. 1930’ernes USA var jo ikke blot ramt af en frygtelig finanskrise, men også gennemsyret af racisme, især i USA’s notoriske bibelbælte. Så Atticus har alle odds imod sig, da han tager sagen op. Men han er fuldkommen ligeglad, for han ved, at Robinson er uskyldig, og at der kun bliver peget fingre ad ham på grund af hans hudfarve.

Det er også vigtigt at påpege, at da Harpers roman udkom i 1960, og da filmatiseringen blev skruet sammen i 1962, var borgerrettighedsbevægelsen endnu ikke nået op i højeste gear. Det kan virke overdrevet at påstå, at et stykke fiktion ligefrem kan ændre verden, men både som litteratur og spillefilm spillede “To Kill a Mockingbird” formentlig en enorm rolle i at fremme tolerance ved at tvinge uretfærdigheden ind i rampelyset, ind på bogreolerne og op på de hvide lærreder på en så kompromisløs facon. Hjertevarm humor får heldigvis også lov at forekomme, så man ikke går helt i spåner. Det hele akkompagneres af Elmer Bernsteins henrivende musik, der med sit miks af melankolsk klaverspil og storladen strygermusik smukt indkapsler den bittersøde overgang mellem barndommen og de voksnes rækker.

Atticus’ kamp i retssalen er en af filmhistoriens helt store passager – bevægende som en tåreperser, gribende som en toptunet thriller og rystende som en blodbesmurt gyser, men sobert og smagfuldt fortalt. Hav kleenexen parat. I rollerne som henholdsvis Scout og Jem leverer Mary Badham og Phillip Alford desuden to af de allerbedste børnepræstationer nogensinde, og Brock Peters er uforlignelig som den sagesløse Robinson med hovedet på blokken. Det er praktisk talt umuligt at holde tårerne tilbage, når den grådkvalte mand bedyrer sin uskyld over for en hvid folkemasse, der afskrev ham, så snart han trådte ind i lokalet. Det er den slags øjeblikke, man aldrig glemmer, og som gør “To Kill a Mockingbird” til et evigtgyldigt mesterværk, der bør være pensum i samtlige skoleinstitutioner i hele verden.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 1.85:1. Selvom “To Kill a Mockingbird” ser fremragende ud i HD, er det svært at ryste følelsen af, at den godt kunne have set lidt bedre ud – også selvom filmen har 50 år på bagen. Indimellem ser det ud til, at man har brugt støjreduktionsfiltre, som ganske vist har fjernet al uønsket snavs og støj, men som uheldigvis også har udraderet nogle af billedsidens allermindste detaljer. Dog skal der ikke herske nogen tvivl om, at detaljerigdommen oftest er direkte lamslående – bare tjek svedperlerne på Brok Peters’ ansigt i vidneskranken eller striberne på Atticus’ jakkesæt i retssalen. Wow. Takket være den fænomenale kontrast er de sorte farver også dejligt blækagtige, nøjagtig som de bør være, og hverken glorier, banding eller udtværing figurerer.

Audio

Når man lytter til diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, skulle man ikke tro, at “To Kill a Mockingbird” udkom for et halvt århundrede siden. Lydsiden er blevet fornemt restaureret, hver eneste replik er tydelig, og hverken overstyring eller støj forekommer. Lydsiden blev selvsagt oprindeligt produceret i mono, men surround-lydsporet er tro mod kildematerialet og bombarderer os heldigvis ikke med massevis af lydeffekter i baghøjtalerne. Surround-højtalerne benyttes sparsomt og effektivt til levering af subtile atmosfærelyde og enkelte toner i Elmer Bernsteins majestætiske musik, som aldrig har lydt bedre. Subwooferen udnyttes også fornemt – især de forbipasserende bilers brummen imponerer.

Ekstramateriale

Dokumentaren “Fearful Symmetry” varer halvanden time og er spækket med fantastiske interviews med praktisk talt alle produktionens bagmænd og hovedrolleindehavere – lige fra instruktøren Robert Mulligan og komponisten Elmer Bernstein til skuespillerne Brock Peters og Gregory Peck. D’herrer er alle døde sidenhen, så det er vidunderligt at have adgang til dette historiske dokument, som gennemgår praktisk talt alle filmens facetter. Endnu længere er “A Conversation With Gregory Peck” (98 min.), som ikke bare er et kortfattet interview med den legendariske skuespiller, men en dybdeborende og sindssygt fascinerende Q&A, hvor Peck besvarer spørgsmål fra et forståeligt begejstret publikum. Jeg kunne lytte til den mands anekdoter uafbrudt i dagevis.

Her er også filmens trailer, et fint interview med Mary Badham (13 min.), der spillede Scout i filmen, en dokumentar om restaureringsarbejdet hos Universal (9 min.), Pecks noget mådeholdne takketale, da han vandt en Oscar for sin præstation i filmen (2 min.), samt klip fra Pecks modtagelse af filmakademiets ærespris (10 min.) og et andet arrangement, hvor Pecks datter holder tale (10 min.). Før de døde indtalte Mulligan og produceren Alan Pakula et fremragende kommentarspor til filmen, og derudover er her et helt nyproduceret video-kommentarspor, der disker op med stribevis af relevante og interessante interviews og billeder, mens filmen kører. Man kan også bogmærke ens yndlingsscener.