Copycat

Den efterhånden midaldrende instruktør Tony Gilroy har fortrinsvist gjort sig bemærket som manuskriptforfatter, men havde sin dåb som instruktør med den anmelderroste “Michael Clayton”. Det slap han tydeligvis godt fra, og derfor kan det ikke overraske, at han har fået mere blod på tanden ud i det felt og nu forsøger sig med spionkomedien “Duplicity”. Her kommer amerikaneren imidlertid til kort.

I hovedrollerne er de to forherligede, men her rådvilde filmstjerner Clive Owen og Julia Roberts, der får deres at se til. Som del af noget, der vel mest af alt er tænkt som en klassisk screwball-komedie agerer de to agenter – måske på hver deres hold, måske i et udspekuleret samarbejde. Det vides fra starten ikke, for en af filmens åbenlyse dagsordener er at holde tilskueren hen i det uvisse, gerne ved konstant at springe i tid og sted og ved hele tiden at bytte rundt på de gode og de onde. “Duplicity” er i sandhed en forvirret fornøjelse.

For når det kommer til stykket, er Gilroys seneste bedrift i for sig et simpelt set up med moderne industrispionage i højsædet. I nutidens erhvervsindustri handler det om at være først med de banebrydende ideer. Enorme pengesummer er på spil, og derfor har finansmanden Richard Garsik, spillet af en evigt forskruet Paul Giamatti, allieret sig med en række spioner for at ajourføre sig med hovedkonkurrentens fornyede viden på forskningsområdet. Spillet udvikler sig i en forudsigelig retning, hvor den kloge narrer den mindre kloge, og hvor forskellen på sandt og falsk skal findes i marginalerne.

Undervejs udvikles tillige et had/kærlighedsforhold mellem de to skiftevis elskere og kombattanter Ray Koval og Claire Steinwick. Mere eller mindre tilfældige møder under og imellem aktionerne er deres intime rum, hvor de elsker og slås, tiltrækkes og frastødes af hinanden. Og hvor er det dog ligegyldigt. Spillet fra de to rutinerede kræfter Roberts og Owen er skam habilt nok, men indholdet er til gengæld uendeligt uvedkommende. Undervejs tilspidses situationen imidlertid, da de to får næse for den gode forretning og i overvejende termer begynder at øjne en chance for at mele deres egen kage og sikre sig økonomisk for eftertiden.

Situationen spidses til, da da den administrerende direktør for den eftertragtede konkurrent, Howard Tully, spillet af en altid troværdig Tom Wilkinson, får nys om tingenes tilstand og i det skjulte begynder at modarbejde. Særligt problematisk bliver det for Claire, der arbejder inden for murene som muldvarp og derved hele tiden er i en åbenlys risiko for at blive afsløret. Spændingen er dog begrænset, og egentlig nytænkning er der ikke tale om. Skal man tage “Duplicity” for gode og sandfærdige varer, så er der åbenbart ikke sket det store på spionagefronten siden murens fald for just præcis tyve år siden.

En gennemgående tematik er dobbelthedens behov for tillid eller mangel på samme. Der snydes og bedrages, svindles og føres bag lyset. Og set i kærlighedens og bagklogskabens lys sætter det alvorlige prøver for Claire og Rays forsøg ud i et kærlighedsfyldt forhold, der per definition bygger på netop tillid. Clive Owen medvirkede for nyligt på den anden side af hegnet som agent i Tom Tykwers “The International”, hvor han jagtede den type forbryder, han her agerer. I Tykwers film var resultatet dog noget mere prangende end nærværende stykke underholdningsprodukt. Men mon ikke det er den forbindelse, der har gjort det muligt for danske Ulrich Thomsen igen at gøre sig bemærket internationalt. Også i “Duplicity” kan han nemlig opleves i en dog undseelig rolle.

Video

“Duplicity” præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format med et indbydende og skarpt look, hvor der ikke er eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens edge-enhancement til gengæld forekommer i mindre grad. Derudover er farvetemperatur og kontrast stabile faktorer, og alt i alt er det her et glimrende transfer, vi har med at gøre.

Audio

Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor er en smule kedeligt, men leverer imidlertid den vare, der forventes. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren detaljerig og underlægningsmusikken velfungerende. Lydsporene vælter sig ikke i effektlyde og andet auditivt kram, men nu er det heller ikke den fortrinsvis dialogbårne films ypperste formål.

Ekstramateriale

Ud over et par trailere samt et udmærket kommentarspor med instruktør Tony Gilroy og klipper og producent John Gilroy er der ikke meget at komme efter.

Hvem snører snørerne?

Intrigerne flyver i cirkler om hinanden i “Duplicity”, hvor de to karismatiske svindlere i Clive Owen og Julia Roberts skikkelser er ved at falde over hinanden i bedrag, fusk, løgn og snyd.

De er begge tidligere feltagenter for efterretningstjenester, men har nu skiftet CIA og MI6 ud med det private erhvervsliv, hvor numrene er mindst lige så omfattende, men de økonomiske udsigter til gengæld er betydelig mere lukrative. Claire og Ray, som de hedder, mødes først under arbejdet, hvor hun går i seng med ham blot for at franarre ham nogle vigtige dokumenter. Det er han naturligvis vred over, selvom det er uklart, om han er mest sur over, at hun blot skred igen, eller om det er over, at hun var snedigere end ham.

Præcis den konflikt bliver et vedvarende spørgsmål. De to spioner har kløgt, glatte tunger og sexappeal i overskud og er så erfarne i at fortælle og gennemskue løgne, at de er blevet paranoide i det ekstreme og absolut ikke stoler på nogen eller noget som helst. De to charmetrolde er blevet involveret i en kamp mellem to rivaliserende firmaer, hvor det ene står overfor en gennembrydende opfindelse, som konkurrenten derfor hyrer vores to løgnhalse til at finde. Det viser sig at være lettere sagt end gjort, for intet er, som det ser ud til i denne film, hvor omfattende svindelnumre konstant trækker tæppet væk under personerne.

“Duplicity” er skrevet og instrueret af Tony Gilroy, der også stod for begge jobs i den Oscarnominerede “Michael Clayton”. Her er den alvorlige tone dog udskiftet med en legende en af slagsen, som ligger sig i traditionen fra klassiske svindlerkomedier. Mens filmens primære handlingsspor udspiller sig, føres vi konstant tilbage i tiden i korte glimt, hvor vi ser tidligere begivenheder, som for os til at se på de nuværende begivenheder med andre øjne. Der viser sig at være et omfattende net af begivenheder, som sammen danner et langt rodet, og temmelig usandsynlig handlingsrækkefølge.

Troværdigheden har dog ikke så stor betydning for filmen, som er mere skæg og ballade end noget andet, og de to stjernes underholdende leg med hinanden er en fryd at overvære. Det samme kan siges om Paul Giamatti og Tom Wilkinson, der som lederne af de to rivaliserende firmaer udgør et herligt komisk makkerpar, der konstant er optaget af at jorde den anden på den mest udspekulerede måde.