E.T. iPhone home #HarJegIkkeSetDetHerFør?

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan det mon var gået, hvis Elliott fra “E.T.” havde haft en smartphone? Nej, vel? Heller ikke mig. Det lader ikke desto mindre til at være det nagende spørgsmål bag “Earth To Echo”. En ungdomsfilm om venskab, rumvæsner og mobiltelefoner. Men mest mobiltelefoner.

Hvad ville der ske, hvis en gruppe af vor tids højteknologiske præ-teenagere fandt et lille, fortabt rumvæsen strandet på Jorden langt, langt væk hjemmefra? De ville nok filme det med deres telefoner. Måske lægge det på YouTube. Det er jo refleksreaktionen nu til dags. Derfor er det kun naturligt, at det tankesæt begynder at vise sig i ungdomsfilm. Vil man have fat i de pengestærke tweens, må man tale deres sprog. Det gør “Earth To Echo”. I overdrevet grad.

“Earth To Echo” er nemlig iscenesat som én lang YouTube-video. Redigeret og sammensat af drengen Tuck. Den dokumenterer de vilde begivenheder, der udspiller sig aftenen inden Tuck og hans to bedste venner, Alex og Munch, bliver tvunget til at flytte fra deres fælles kvarter. Der skal nemlig gøres plads til en ny motorvej gennem nabolaget. De tre kammerater bliver snart spredt for alle vinde, og derfor skal den sidste aften indfanges på film til evigt minde. Udstyret med et imponerende arsenal af telefoner og kameraer begiver de tre venner sig ud i ørkenen for at opklare, hvad det er for nogen mystiske beskeder, der er begyndt at dukke op på deres telefoner.

Beskederne leder til rumvæsnet Echo, der mest af alt ligner en lille robot-ugle. De tre venner finder hurtigt ud af, at det lille væsen har brug for deres hjælp til at komme hjem til sin egen planet. Det lyder jo bekendt. Inspirationen fra “E.T.” er indlysende. Men der lånes også en del fra Rob Reiners klassiske “Sammenhold” fra 1986, hvor fire venner begiver sig ud på en rejse for at finde liget af en forsvundet 12-årig dreng. Der er en fin grænse mellem at anerkende og at efterligne sine forbilleder. Jeg synes, at plottet i “Earth to Echo” trækker lidt for store vækster på sine inspirationskilder. Groft sagt, så er den eneste originale tilføjelse at lade mobiltelefoner og mobile kameraer spille så stor en rolle. Og den idé udnyttes ikke engang optimalt.

Billedsiden ender nemlig som en mærkelig blanding mellem en ujævn hjemmevideo og et renskuret amerikansk ungdomsdrama. Mellem ‘autentisk’ rystetur og typisk plastikkultur. Ind imellem er kamerarystelserne så voldsomme, at man mistænker en hyperaktiv hundehvalp med et GoPro-kamera på panden for at stå bag. Ifølge Dave Green er idéen om at lade filmen bestå af drengenes ‘egne’ optagelser inspireret af film som gyseren “The Blair Witch Projekt”, der foregiver at være sammensat af opstøvede amatøroptagelser. Det er en frisk idé at overføre det greb til en ungdomsfilm. Samtidig er der noget tidssvarende over sådan en selfie i spillefilmslængde. Jeg ville bare ønske, man havde turde at følge idéen helt ud til sin yderste konsekvens, lavet en film, der føltes som en nøgen, autentisk hjemmevideo. I stedet er det blevet en irriterende ubeslutsom mellemting. Bortset fra de rystende kameraer er alting enormt pænt, nydeligt og ufarligt. Sjældent har jeg set mere velklædte, velplejede og velfriserede børn. Det var næsten, så jeg følte mig skamfuldt usoigneret i mit biografsæde.