Bare rolig. Han er ikke med, og vi hører ikke hans navn én eneste gang.

Anført af den forhånds-forurettede Katrine Wiedemann var der ellers ikke grænser for kritikken af Tobias Lindholms TV 2-serie om ‘Ubådssagen’, da den blev annonceret.

Uden at kende til andet end emnet så var instruktør Wiedemann klar til at bestemme, hvad kunst må og ikke må beskæftige sig med. Efterforskningen af mordet på Kim Wall var ‘no-go’.

Samme besked fik Quentin Tarantino før “Once Upon a Time in Hollywood“, der førte op til ‘Manson Family’-mordet på Sharon Tate. Det var for galt, mente de vrede på forhånd.

Men det var det ikke. “Once Upon a Time in Hollywood” blev som bekendt en smuk hyldest til Sharon Tate, mens man kun så Charles Manson én gang.

“Efterforskningen” er derimod ikke blevet en smuk hyldest til Kim Wall. Hun er nemlig ikke med. Det er mordet heller ikke. Heller ej lig, kæreste, drama eller Peter Madsen.

“Efterforskningen” er blevet en ikke-serie. Måske på grund af presset? Ingen måtte blive sure. Den mission er lykkedes.

For det er umuligt at blive sur over at se “Efterforskningen”, hvor kompetente myndigheder hjælper hinanden med at indsamle beviser.

Det handler ikke om tiden før drabet, ej heller dramaet i retten, som Tobias Lindholm ferskt fulgte i den Oscar-nominerede “Krigen”.

Her er kun fokus på drabschef Jens Møllers efterforskning igennem seks lødige episoder af lidt over 40 minutter per afsnit.

Jeg fulgte som de fleste danskere sagen tæt, da den rullede for to-tre år tilbage. Her er intet nyt for mig.

Her dykkes efter torso, hoved, ben og arme. Hvor er de, hvad døde hun af? Og hvad er der mon på Peter Madsens computer?

Det er gentagelser klinisk renset for drama på nær Jens Møllers forsømmelser af sin egen datter. Han er en ægte Sarah Lund/Carl Mørck.

Han er sit arbejde, men svigter i privaten, mens det regner. Det er tungt og sobert.

Sådan er portrættet af Kim Walls forældre også. De har medvirket til at skabe serien – her spilles de svensker-solidt af Pernilla August og Rolf Lassgård, der er triste, når violinerne spiller. Og det gør de ofte.

Den ægte Jens Møller har også medvirket til “Efterforskningen”, der i fraværet af Peter Madsen gør medierne til skurk. De ringer hele tiden efter kulørte overskrifter.

Mallings Møller har ikke høje tanker om de fæle journalister – han vil helst være fri fra medierne og opmærksomheden.

Og virkelighedens Jens Møller? Han udkom året efter Kim Wall-mordet med bogen “Opklaret – drabschefens erindringer” – nu er han medhjælper på serien om sagen med ham selv i centrum.

Det skal han ikke høre et ondt ord for. Til gengæld savner jeg ondskaben i “Efterforskningen”, der først og fremmest ender som et forsvar for Danmark. Vi er ikke Peter Madsen.

Vi er gode personer, der går på arbejde for at efterforske – hvad enten der er tale om politi, anklager, retsmedicinere, dykkere eller civilsamfund. Intet ‘rotten in Denmark’.

Så måske burde “Efterforskningen” faktisk ikke være blevet til virkelighed. Ikke fordi den ville dramatisere en tragedie. Svælge i mord og ondskab. Lære af den. Nej.

Fordi den intet vil. Fordi den ikke vil gøre én eneste kritiker sur. Og det gør den ikke. Bare rolig.