Det er kun et par år siden, at den danske mesterinstruktør Bille August udkom med ”Pagten”, en film om Karen Blixens liv efter sin tid i Afrika. I hans næste film, ”Ehrengard: Forførelsens kunst”, fortsætter beundringen af den ikoniske danske forfatter, da den tager udgangspunkt i hendes bog ”Ehrengard” fra 1962.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke selv har læst bogen og generelt ikke har et stort tilhørsforhold til Blixens litteratur. Så det kan sagtens være, at August rammer plet ift. stemning, karakterer og handling, og at fans af Blixen-bøger kommer til at være fuldstændig tilfredse med at sidde igennem filmens 94 minutter lange spilletid. Jeg var dog ikke så begejstret, som man kunne have håbet.

Måske kom ”Ehrengard” og jeg også skævt ind på hinanden helt fra start. Filmens første skud er intet at skrive hjem om og har en animeret fornemmelse over sig, der gør at det ligner noget, som indleder en skit i ”Saturday Night Live”. Det er et dårligt førstehåndsindtryk og distraherer fra en ellers interessant introduktion af den titulære Ehrengard, der fægtende og uden ord etablerer sig selv som en stærk, selvstændig og kompetent karakter.

På trods af titlen er det dog ikke Ehrengard, der er vores hovedperson. Det er derimod Mikkel Boe Følsgaards maler, charlatan og kærlighedsekspert, Cazotte, som betages af den unge titelkarakter. I den fiktive og eventyrlige alpenation Babenhausen fanger hans kærlighedskompetencer storhertugindens opmærksomhed, og han får til opgave at åbne den unge kronprins’ øjne for det modsatte køn. Planen kører problemfrit, indtil kort efter prinsens bryllup, da man finder ud af, at et barn er blevet undfanget inden ægteskabet. Cazotte arrangerer, at det nygifte par kan bosættes i en afsides herregård indtil efter barnets fødsel, og i den forbindelse får han Ehrengard ansat som tjenestepige i håbet om at forføre hende.

Det er en større mission, som vores charmør er ude på, men med filmens beskedne spilletid formår August at holde et tjept tempo og en solid struktur, som gør filmen utroligt nem at følge med i. Meget lidt føles overflødigt.

Det kommer dog også med nogle konsekvenser – særligt i klipperummet. Der er alarmerende tydelige eksempler på, at der er klippet dialog og bevægelse ud, og nogle samtaler virker som resultat underligt unaturlige. Med så kort en spilletid undrer det mig, at man ikke har fundet det nødvendigt at beholde bindeleddet imellem de to stykker dialog, for det får filmen til at halte på et meget basalt håndværksniveau.

Generelt føles dialogen underligt kluntet. Som om man ikke har kunnet finde et pejlemærke for samtlige skuespillere at gå i. Til tider virker det improviseret, nærmest uøvet – som om August i bedste Clint Eastwood-stil blot har taget det første skud og så sagt ”den tager vi”.

Ikke alt falder dog til jorden, og det skyldes i stor stil solide præstationer fra Følsgaard og co. Som den konstant liderlige og gossip-elskende storhertuginde finder vi Sidse Babett Knudsen, der nok igen får lov til at flekse sine komiske muskler, og det burde ikke komme som nogen overraskelse, at hun gør det fremragende. Jacob Lohmann bringer en karikeret komik til rollen som filmens skurk, storhertugens fætter Greve Marbod. Spillefilmsdebutanten Alice Bier Zandén (ja, som i Susanne Bier) spiller Ehrengard, filmens eneste egentlige dramatiske indspark, og hun lykkes fantastisk med at fremmane den glød, som Cazotte selv fascineres af.

Uanset hvor godt stjernerne gør det, føles både Følsboe og Knudsens karakterer dog utroligt ensidige. Som tiden skrider frem, udvikler Cazottes kunstneriske kærlighedsrablen sig aldrig, og han er – som Ehrengard så fint beskriver det – en ”opblæst charlatan”. Storhertugindens interesse i både Cazotte og hans beretninger ser aldrig ud til at falme, og hvor både scenerne og kemien imellem de to karakterer er charmerende til at begynde med, følger deres møder en bestemt formular, som inden længe føles gammel. Ehrengard er uden tvivl karakteren med flest facetter til sig, og filmen bliver da også noget mere interessant, da hun efter første akt for alvor gør sin entré.

På trods af en ikke så tiltalende hovedperson med få til ingen forsonende kvaliteter, lykkes Bille August dog med at skabe en troværdig verden, hvis karikerede komiske udtryk uden tvivl vil være underholdende for nogen. Et haltende håndværk distraherer dog fra fortællingen, og mens dens kejtede fremførsel af den kunstneriske dialog for nogen sandsynligvis vil have en vis charme, fandt jeg den for det meste forstyrrende. Resultatet bliver en blandet landhandel, som sandsynligvis med tiden forsvinder i Netflix’ uendelige hav af mere interessante film.

“Ehrengard: Forførelsens kunst” kan ses på Netflix den 14. september