Ellie Parker
Udgivet 23. maj 2006 | Af: kaduffo | Set på DVD
Som hovedrolleindehaver skaber Naomi Watts de kunstneriske rammer for en særdeles selvbiografisk tone, der efter alt at dømme beskriver hendes egne oplevelser med at bryde igennem som skuespiller i Hollywood. I rollen som Ellie Parker følger vi hende til optagelsesprøver, agentbesøg, skænderier med kæresten, sammenbrud hos veninden og terapi hos psykiateren. Nedture men ingen opture. Excentriske bekendtskaber og tragikomiske situationer. Det hele får hun på sin vis sat på spidsen med en anderledes vellykket indlevelsesevne. Men det er desværre også her, at “Ellie Parker” nærmer sig sit store dilemma. For spørgsmålet må være, om filmen igennem instruktør og medspiller Scott Coffey prøver at forklare det håbløse i at blive skuespiller i en benhård branche, hvor udseende kommer før talent, eller om den blot er et navlebeskuende organ for en selviscenesættende Naomi Watts. Meget tyder desværre på, at det sidste er tilfældet, hvilket med andre ord gør denne dvd-udgivelse til en af årets mere ligegyldige.
I virkeligheden skal “Ellie Parker” nok ses som en aparte videreføring af det forlorne skuespillersamfund, David Lynch forsøgte at gengive i den eminente “Mulholland Drive”. Det var i hvert fald ved samme lejlighed, at Coffey og Watts påbegyndte dette projekt som en kortfilm, der nu, i samme regi, har udviklet sig til denne spillefilm, som første gang så dagens lys ved sidste års Sundance Film Festival.
“Ellie Parker” er på ingen måde nogen køn film. For dens fotograf har optagelserne tydeligvis været en dogmatisk skoling i håndholdte indstillinger, abrupte klipninger og ustrukturerede panoreringer. På sin vis matcher denne stil egentligt helt fint Ellie Parkers mildest talt kaotiske univers. Alligevel må æstetikken betegnes som det svageste led.
Derudover suppleres ekstramaterialet af en trailer til filmen.
Naomi Watts’ og Scott Coffeys “Ellie Parker” skal formentligt ses som et subtilt billede af den forvanskede branche, som skuespillerbranchen i Hollywood i manges øjne har udviklet sig til. Desværre virker det selviscenesættende, når Watts krænger sin sjæl ud. Og netop derfor bliver “Ellie Parker” aldrig andet end betydningsløs metervare.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet