Kvinde i modvind

Der er nogle mennesker, der bare er mere hårdhudede end andre. Den fantastiske kvinde, Marina Vidal, er en af dem. Instruktør Sebastián Lelio står bag hende, som han gjorde det med den fraskilte Gloria i “Gloria” – Marina Vidal er lige så livsbekræftende. Og hendes rejse er lige så hårdtslående, som Brandon Teenas var det i “Boys Don’t Cry”. Marina møder sorg, respektløshed, mistænkeliggørelse, fysisk og psykisk krænkelse og ikke mindst kønsdiskrimination. Men beundringsværdigt nok gør det mere ondt på mig, end det gør på den her fantastiske kvinde.

Den smerte jeg følte, mens jeg så “En fantastisk kvinde”, var følelsen af håbløs uretfærdighed. Jeg kan kun mildt sammenligne det med dengang, jeg så “Boys Don’t Cry” i en ganske ung alder. Det var første gang, jeg oplevede rædselsfuld diskrimination af transseksuelle for åben skærm. Denne gang fik jeg det heldigvis ikke så dårligt, og det har at gøre med Marina, som er en fremragende karakter. Marina er transkønnet, men det bemærkede jeg aldrig, før hun bliver kaldt sit fødenavn, da hun uden grund bliver samlet op af politiet efter hendes ældre kæreste Orlando pludseligt dør.

Før det vendepunkt forstod jeg ikke så meget af mistænkeliggørelsen imod hende. Indtil jeg pludselig forstod, hvad der foregik. Hvorfor de talte til hende på den måde. Hvorfor de behandlede hende som en forbryder. Det gjorde ondt. Og selv om emnet er vigtigt, er det ikke noget, “En fantastisk kvinde” maler med tematykt op. Den handler lige så meget om familie, sorg og kærlighed, som den handler om hverdagens transfobi. Om at miste en elsket. Om hvor forvirrende død kan være, og hvor forskelligt mennesker oplever sorg – uanset køn eller alder.

Den tager det som en dejlig selvfølge, at Marina er en kvinde. For det er hun. Hun er lige så meget kvinde som mig og alle andre, der identificerer sig som sådan. For kvinder er ikke ens. Kvindelighed og køn er abstrakte koncepter. Den eneste forskel på Marina eller også-transkønnede Daniela Vega, der så fantastisk spiller rollen, og cis-kvinder som mig selv er de kromosomer, vi tilfældigvis er født med. Derfor er det heller ikke fair, at Marina skal modstå den modvind af orkanstyrke, som hun gør i “En fantastisk kvinde”.

For her bliver hun i sin sorg behandlet uretfærdigt af både samfundet og Orlandos familie. Hun har heldigvis nogle få venner at støtte sig til, mens hun modigt må leve med resten af verdens forvrængede opfattelse af hende. Læger, politimænd og efterforskere ser ned på hende med lige så meget mistillid som forargelse. Svigerfamilien nægter hende adgang til begravelsen, tager hendes hund og lejlighed samt nægter at kalde hende ved hendes navn. Hun klarer sig ved at drømme sig væk fra virkeligheden, momentvist med sang og dans. Hun skal nok sige fra, når det passer hende. Hun behøver ikke din eller min beskyttelse. Men måske vores støtte.