En ganske morsom mand

Livet er fuldt af pinligheder og gråvejrsdage. Det er den nye norske film “En ganske rar mand” så sandelig også, men her er det bare fantastisk morsomt.

Efter 12 år bag tremmer er Ulrik en fri mand. Hans gamle kumpan Jensen hjælper ham med et nyt arbejde som mekaniker, og generøst indlogeres Ulrik i et fugtigt kælderværelse. Den oppustede smågangster Jensen insisterer dog på, at Ulrik til gengæld udfører en likvidering. Men Ulrik er ikke tændt af nogen flammende hævntørst, skønt det er manden, der kostede ham årene i spjældet, han skal dræbe. I stedet er Ulrik langt mere optaget af at genetablere kontakten til sønnen Geir. Det er imidlertid ikke helt let at være far og søn igen efter 12 år.

Med udtryksløs mimik og knastørre replikker trasker “En ganske rar mand” derudad i et regnvådt vinter-Norge. Her har alle dybe rande under øjnene, mens de sjosker afsted og egentligt ikke rigtig gider at leve det der liv. Det ville være gabende kedeligt, hvis det ikke var fordi, det var så utroligt morsomt. Æren for al denne herlige komik må nok i høj grad tilfalde den mildt sagt talentfulde danske manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson. En mester i deadpan-komikkens særligt lavmælte stil.

Eksempler må der til, men her kommer den skriftlige anmeldelse ganske enkelt til kort. For det er ingen let sag at forklare, hvorfor det er så fandens sjovt, at en midaldrende mand gang på gang må bruge sin krop som betaling for en rustik gang aftensmad, når nu hans værtinde bliver opstemt. Måske fordi værtinden er en vrissen ældre dame, der med hængevom, fedtet hår og karkludhud ikke just er nogen forførerske. Og måske fordi hendes kommentar før kærlighedsakten er: ”Så kom da, nu du er så vild”. Hvis dette ikke har fået dig, kære læser, til at trække på smilebåndet, er det mine ringe evner som skribent, du må bære over med, for i filmen er det hylende morsomt.

Filmen er dog ikke bare en række underspillede komiske scener, men også en fin lille historie om at begynde forfra, om at tilgive og om at blive tilgivet. ”Se fremad” er det simple råd, betjenten giver Ulrik, da han modstræbende går gennem fængslets porte og ud i samfundet. Og det forsøger Ulrik så at følge på sin egen duknakkede og selvudslettende facon, der spilles med robust fysik og tilpas enfoldigt af Stellan Skarsgård. Netop denne startscene giver mindelser om Fassbinders kolossale tv-serie “Berlin Alexander Platz”, hvor den ligeledes enfoldige hovedperson må lære at begå sig i samfundet efter flere år i Hotel Gitterly. Tysk alvorsfuldhed er skiftet ud med norsk lune, men det er på mange måder den samme fortælling.