Fjenden indeni

Denis Villeneuve har i Jake Gyllenhaal fundet sig en mut, mørk mandemuse. I hvert fald er den amerikanske skuespiller med det lige dele intense og skyldtyngede blik på rollelisten i den fransk-canadiske instruktørs seneste to film, “Prisoners” og nu “Enemy”, hvor sidstnævnte desværre må nøjes med en sparsom distribution i Cinematekets biograf i København. “Enemy” er lige så mørk, som Gyllenhalls rande under øjnene. Som i hævnthrilleren “Prisoners”, der dog er langt mere traditionel i sin fortællestil, kredser Villeneuve i “Enemy” om temaer som skyld, hemmeligheder og familie.

Jake Gyllenhaal spiller historielæreren Adam. En på alle måder krøllet og indadvendt mand, der underviser i totalitære samfundsstrukturer og af og til har følelseskold sex med sin kæreste (Mélanie Laurent) i den tarvelige og sparsomt møblerede lejlighed i Toronto. På telefonsvareren lægger moderdyret – i Isabella Rossellinis majestætiske skikkelse – bekymrede beskeder, men Adam fortsætter sin enspændertilværelse til trods. Lige indtil han en dag ser sin egen dobbeltgænger i en birolle i en b-film. Med ét er han besat af skuespilleren Anthony Claire, hvem han opsøger formummet bag et par gigantiske solbriller på afstand. Anthony bor i et brutalistisk betonhelvede i Torontos naboby, Mississauga. Han er udadvendt, dyrker sport, spiser sundt og bor i en lys og lækker lejlighed med sin gravide kone. Altså Adams diametrale modsætning. Eller?

Som Adam bliver besat af dobbeltgængeren Anthony, hvirvles både han, filmen og du ind i et hypnotisk edderkoppespind, hvor al modstand er nytteløs. Alle billeder er svøbt i et kvalmefremkaldende, gult skær. En underbevidsthedens tunge tåge, der gør det ualmindeligt svært at navigere fornuftigt rundt i plottet. “Enemy” føles fra start til slut (kun 90 minutter, faktisk) som en syg feberdrøm, hvor moderbindinger, seksuelle frustrationer, frygt, skyld og skam går hånd i hånd. Og det er både befriende og rart frustrerende ikke at ane, hvor Adams elementært interessante mareridt ender, og hvor virkeligheden begynder.

Baseret på José Saramagos bog “Den duplikerede mand” skaber Denis Villeneuve med “Enemy” en krybende paranoid atmosfære og en enigmatisk identitetsthriller. Om David Lynchs “Mulholland Drive” eller “Lost Highway” har været pejlemærker for instruktøren, skal jeg ikke kunne sige, men flere elementer i “Enemy” vækker mindelser om disse storkomplekse mesterstykker. Der optræder endda en mystisk nøgle, der måske, måske ikke, kan dirke låsen op til gåden om Adams møde med sin diabolske dobbeltgænger.

I valget af Jake Gyllenhaal i dobbeltrollen som Adam/Anthony har Villeneuve ramt plet. Gyllenhaal formår ubesværet at pendle mellem Adams depressive, nedsunkne skuldre og flakkende blik og Anthonys læderjakkeklædte go-get-’em-attitude og livssultne blik. Tvetydigheden og dualiteten er allestedsnærværende i “Enemy”, hvilket personificeres genialt af Gyllenhaal. I sin meget håndgribelige spejling får Adam et kig ind i sit allermørkeste. En på én gang fascinerende, men også afskyvækkende konfrontation.