The Equalizer
Udgivet 25. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Denzel Washington har haft en lang og til tider imponerende karriere som skuespiller, men alt for ofte er han blevet typecastet som den tavse, intense hævner. Når man ser “The Equalizer” er det dog nemt at forstå hvorfor. Han har et stenhårdt fokus i sit blik, og hans kropssprog og mimik giver indtryk af koldt, kontrolleret dræberinstinkt. Heldigvis får han også lov til at vise en mere rolig side i denne film, der som den første i Antoine Fuquas lange række af veldrejede thrillers (“Training Day”, “Brooklyn’s Finest”, “Olympus Has Fallen”) formåede mere end blot at underholde mig.
Den handling afvikles til gengæld i overensstemmelse med alle genrens konventioner. Selvtægtsfilm har været fast inventar i Hollywood mange år før “Taken”. Det genredefinerende værk er nok Charles Bronsons “En mand ser rødt”, hvilket faktisk var Denzel Washingtons debutfilm, hvor han dog befandt sig på den modtagende ende af den selvbestaltede retfærdighed. Bronsons klassiker har et åndeligt slægtskab med “The Equalizer”. Begge hovedroller er den gennemført ordinære mand, der viser sig at have helt specielle kompetencer, som de bruger til at gennemtrumfe deres egne retfærdighedsprincipper. De to adskiller sig dog markant ved, at “En mand ser rødt” sætter store spørgsmålstegn ved selvtægt som koncept, mens den nye her er anderledes ukritisk.
Paradoksalt nok er fotograferingen i resten af tiden netop det, der bidrager til realismen og til at skabe indlevelse i karaktererne. Det altid bevægende kamera svæver i begyndelsen konstant omkring McCall, men efterhånden som hans verden åbner sig, og han engagerer sig mere aktivt i den, åbnes der op for vidvinkel-shots og større tableauer. Man har i lyssætningen tilstræbt så meget naturligt lyst som muligt. Fotografen gør dygtigt brug af skygger og blinde vinkler, hvilket øger spændingen i de meget velkoreograferede actionscener. Det bedste ved dem er i øvrigt den store opfindsomhed i McCalls valg af våben. Alt kan blive til et dødeligt våben i hans hænder, hvilket er specielt tilfredsstillende i slutscenerne i byggemarkedet.
Til trods for at filmen til tider skøjter lidt for tæt på det forudsigelige og formelbaserede, så er der heldigvis nok elementer, der trækker i den anden retning til at gøre filmen mere end almindeligt underholdende. Selv om jeg elsker at se Dencel Washington i de mere dramatiske roller, så løser jeg gerne billet for at se ham som actionhelt, hvis kvalitetsniveauet er som i “The Equalizer”. Man kan kun håbe, at den ikke bliver gjort til en franchise, som kun bliver dårligere og dårligere for hver ny film (Host.. “Taken” host…).
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet