Sædekomedie på marokkansk

Kystbyen Tanger i Marokko har nok aldrig taget sig mere indbydende ud, end den gør i Laïla Marrakchis vedkommende familie-komediedrama “Et hus i Marokko”. Her danner de frodige figentræer, labyrintiske Kasbah-gyder og et luksuriøst palæ rammen for begravelsen af en elsket, pengestærk patriark – i Omar Sharifs ældede, men stadig ret charmerende skikkelse. Til de glade toner af Bob Hopes og Bing Crosbys 1942-klassiker “Road To Morocco” skydes filmen i gang. Tilsat solbeskinnede stemningsbilleder af byens ubekymrede badeliv er man ikke i tvivl om, at smilet aldrig er langt væk. Ligegyldigt hvor højdramatisk efterspillet i familien Hassan bliver, når far Sharif ikke længere er der til at tøjle forretning, kone, elskerinde og døtre.

Der tales fransk, amerikansk og arabisk i et skønt miskmask i “Et hus i Marokko”. Det giver knaldkolorit til fortællingen om tre søstre, der lige dele sørger over tabet af en far, men også konstant mundhugges om deres forskellige tilgange til så godt som alt i livet. Størst fokus på og sympati er der med den yngste søster, Sofia, som har valgt den rebelske vej og er flygtet til Hollywood på jagt efter skuespillerdrømmen. En drøm, der udelukkende har landet hende stereotype roller som terrorist med bomber under blusen og replikker, som begrænser sig til et ”Allahu Akbar!” inden hun sprænger sig selv i luften. Det er Sofia alt andet end stolt af, og det gør det heller ikke lettere, at hun er nysepareret fra sin amerikanske mand, hvem hun også har en søn med. Den flyver ikke rigtig i en traditionel familie i Marokko, søster.

Over tre dage i tryllebindende Tanger åbnes der langsomt op. Ikke bare for posen, men sækken af hengemte, men på ingen måder glemte, familiestridigheder. Sofias ældste søster såvel som pigernes mor er ikke glade for hverken Sofias eller den mellemste søster Miriams livsstile. Miriam, spillet af den gudeskønne skuespillerinde og filminstruktør Nadine Labaki, har brugt formuer på skønhedsoperationer, men tyller alligevel øl efter øl for at dulme sit mindreværdskompleks. Eller måske keder hun sig bare. Den tvetydighed er en af de behageligste overraskelser ved 38-årige Marrakchis kun anden spillefilm.

Ensemblet af kvinder – og skuespillerinderne, der portrætterer dem, er vidunderligt broget og nuanceret fremstillet. Hver gang jeg troede, at Marrakchi havde en generel pointe om ‘kvinder i Marokko’ eller vil rette kritik af familiemønstre eller religionens tunge åg, vender og drejer hun både replikker og fortælling, så det, der udspiller sig foran en, er alt andet end sort-hvidt. Laïla Marrakchi har også skrevet filmens mange sprudlende dialoger og viser her, hun både har tæft for det humoristiske og emotionelt hårdtsparkende, som fik sendt mine tårekanaler på overarbejde flere gange.

“Et hus i Marokko” (eller “Rock The Casbah”, der er filmens originale og mere sigende titel) er en kvindernes film. Selv gamle Omar Sharif, der har rundet de 80 år, er henvist til at spille andenviolin i en mildest talt tandløs, ikke-engang-birolle, men decideret cameo. Nuvel. Filmen tager jo også sin begyndelse ved hans død. Derfra drysser han sin sparsomme tilstedeværelse ud over historien som en lidt aparte krydsning mellem et spøgelse og kommenterende fortæller, der danderer rundt i klædeligt hørantræk, ryger store cigarer og gnasker friske figener. Langt mere interessante er førnævnte Labaki, som får lov at sende filmens bedste og sjoveste replikker af sted (”Far er død, og jeg har plastikpatter!”) og Morjana Alaoui, der leverer et stærkt portræt af den frigjorte lillesøster Sofia.