Føles som et helt liv

Tænk sig at have været tæt på et af verdens ondeste mennesker. Det havde Brunhilde Pomsel, da hun under 2. Verdenskrig arbejdede som sekretær for Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels. Det er det, Brunhilde Pomsel fortæller om i “Et tysk liv – Goebbels’ sekretær”. Filmet i fin og klar sort/hvid, sidder hun som et ensomt, gammelt talking head, der fortæller. Fortæller. Og fortæller så lidt mere. Om dengang hun var ung, uvidende og upolitisk i Det Tredje Rige. På langsomt, klart forståeligt tysk vægter hun alle ord. Fortællingerne er skam vigtige og gode nok, men det er formidlet på en så kedelige facon, at min tålmodighed løber fra mig. Jeg har set bedre, mere inddragende YouTube-videoer om 2. Verdenskrig. Hvorfor lave en film, der føles som et helt (tysk) liv?

Det mest dynamiske ved “Et tysk liv – Goebbels’ sekretær” er kontrasterne i sort og hvid, som er brugt til at indfange sekretærens ansigt. Der er ikke den rynke, der ikke toner tydeligt frem. Jeg fornemmer hendes over 100 år lange liv, som hun sidder der med sin serviet og tørrer sig om munden, imens hun fortæller om alt fra barndommen, hvor far kom hjem fra 1. Verdenskrig og forbød natpotter, til små kommentarer om den gale, lille mand ved navn Joseph Goebbels, som hun arbejdede for – men bestemt ikke med. Men uanset hvor fascinerende Tyskland var under Hitlers heilende højre arm, er det en historie eller rettere et dilemma, jeg har hørt for mange gange før: Ville du have været nazist dengang, da det var normen? Ville du have gjort modstand?

Hvem ved. De fleste anede ikke, hvad der foregik under den pæne, ariske overflade. Det er en fortælling, der så smukt og frygtindgydende er blevet fortalt i den rammende “Die Welle”, der handler om netop det: Hvor galt det kan gå. Det føles bare slet ikke lige så vigtigt her, når alt, jeg får præsenteret, er en ældre dame, der sammen med mange andre engang arbejdede for Goebbels uden noget form for politisk standpunkt.

En spillefilmslængde er for lang tid til kun at lytte på hende. Godt nok er der plantet et par temalæggende citater fra Goebbels selv, men det er egentligt det eneste, vi får om manden. Selv om “Et tysk liv” med sin undertitel og sin start lover, at vi gennem en nær sekretær får lov at høre om den gale propagandaminister. Men Brunhilde kan kun tilbyde overfladiske beskrivelser på afstand. Det bliver dermed også en overfladisk oplevelse.

Den gamle dames siddende fortælling bliver kun her og der afbrudt af datidens propaganda fra USA, om hvor forfærdelige nazisterne var, og propaganda fra Tyskland, om hvor forfærdelige jøderne var. Den slags klip virker, som de altid gør, og ændrede derfor ikke på min fornemmelse af, at jeg ikke blev indført i noget nyt. Nazismen var og er forfærdelig, og modstand under tyranni er nærmest umulig. Det vidste jeg også før “Et tysk liv”.