Langt til toppen

”Hvorfor?” Sådan spørger en journalist den klatregruppe, der skal bestige verdens højeste bjerg i “Everest”. Hvorfor udsætter mennesker sig for tilsyneladende meningsløse ekstremer som at løbe et maraton, rejse til månen eller bestige et næsten ni kilometer højt bjerg? Journalisten får svaret: ”Fordi det er der.” De aner det ikke. Jeg aner det ikke. Mon folkene bag “Everest” gør?

Mon folkene bag “Everest” aner, hvorfor de har lavet “Everest”? Måske er det, fordi nærmest det halve af Hollywoods A-liste har sagt ja til at tage på klatretur. I en slags hovedrolle for kæmpe-ensemblet er Jason Clarke, der spiller den kommercielle Everest-bestiger, Rob, som har gjort en forretning ud af at tage bjergbestigningsturister til toppen for kun 65000 dollars. Keira Knightley er hans gravide kone, som fra tid til anden ringer direkte op på bjerget, når Rob har brug for moralsk støtte og følelserne skal sættes i spil. Det bliver nu aldrig for alvor følsomt, fordi alle i den store klatregruppe skal have skærmtid.

Det skal Josh Brolins amatørbestiger blandt andre have. Han kommer også i problemer på tur op ad bjerget, men så er det godt, at Robin Wright venter bekymret derhjemme. Ingen venter på John Hawkes’ skilsmisseramte postbud, der er den helt almindelige mand, der skal vise verden, at også han kan gøre noget ekstraordinært. Ham er Base Camp-leder Emily Watson særligt bekymret for, imens Jake Gyllenhaals rebelbestiger får lov til at sejle i eget… bjerg. Sam Worthington, Justin Sallinger, Elizabeth Debicki og mange andre er også med, men som hvem kan jeg ikke huske.

“Everest” bygger på virkelighedens 1996, hvor adskillige bjergturister skulle til tops på samme tid. Fotoet af gruppen bliver taget inden afgang. Virkelighedens foto vises til slut. Den er god nok. De er alle med i filmen, der er ikke skåret til, hvilket bliver et problem, når man nu ikke har tv-serietid til at udfolde de mange på bjerget. Trængslen på bjerget har dog en pointe. Everest bliver en miniudgave af verden, hvor de mange må samarbejde for at nå til tops, hvilket dog trues af FN-lignende uenigheder, der truer fællesskabets succes. Den pointe tabes dog på turen, da “Everest” forvandler sig til regulær katastrofefilm med manglende ilt, vildt vejr og drilske gletsjere.

Det er også her, at “Everest” er bedst. Som intens oplevelsesfilm. Når 3D’en ellers ikke er udtværet eller savner fokus, så var jeg altså med på turen. På smalle metalstiger over gletsjerhuller, imens jeg igennem Josh Brolins øjne så ned. Der er langt! På den måde bliver bjerget hovedrolle, imens kendisensemblet forvandles til marionetter, der skulle være blevet nede fra det Babelstårn her. Overlade det til de professionelle. Som Edmund Hillary og Tenzing Norgay, der som de to første besteg Everest tilbage i 1953, hvilket kan opleves livagtigt i 3D-dokumentaren “Beyond the Edge”.