Fantasifuldt fald

Nogle af os har ventet spændt i årevis på at se, hvad den indiske instruktør Tarsem Singh ville diske op med efter sin snart ti år gamle debutfilm “The Cell”. Den udskældte thrillers skuespil og manuskript lod meget tilbage at ønske, men billederne var (og er) uden sidestykke – ubeskriveligt frygtindgydende og forførende. Seks år senere færdiggjorde Tarsem (p.t. går filmmageren blot under sit fornavn) omsider sin anden film, “The Fall”, som nu er udkommet på dvd. Projektet betød meget for den hædrede reklame- og musikvideoinstruktør, som bogstaveligt talt brugte årtier på at forfatte, finansiere og optage filmen. Tarsems lidenskab er beundringsværdigt, men nøjagtig ligesom “The Cell” er “The Fall” en blandet landhandel.

Lad os få noget på det rene med det samme: “The Fall” er afsindig flot. Æstetisk er filmen helt på niveau med “The Cell”, hvilket automatisk klassificerer “The Fall” som en af de smukkeste film til dato. Ingen superlativer eller ord overhovedet yder billedsiden retfærdighed – den fortjener virkelig at blive oplevet på trods af filmens skavanker. Ja, man kan sagtens forstå, hvorfor Tarsems gamle, kendte venner fra musikvideoindustrien, Spike Jonze og David Fincher, selv hostede op med adskillige gysser for at få “The Fall” distribueret til et større publikum.

Ufatteligt er et udtryk, der alt for ofte misbruges, men det er svært at hitte på en bedre beskrivelse af kulisserne og landskaberne i “The Fall” – fra en tårnhøj mur af ørkensand og en hel landsby med blåfarvede husblokke, til de gigantiske Chand Baori-trapper i Indien og en lille ø omgivet af svømmende elefanter. Og det er alt sammen ægte. Enhver kan rejse til Jordens flotteste locations og skyde dem med et billigt videokamera, men Tarsem fanger naturens uendelige farvespektrum, majestætiske skønhed og forunderlige symmetri på en facon, som indgyder en større respekt for planeten. En elegant sort/hvid-prolog i slowmotion og en fantastisk drømmesekvens med både levende billeder og stopmotion-animationer understreger Tarsems alsidighed. Og filmen bliver selvsagt ikke mindre fortryllende af, at billederne ofte suppleres af Beethovens syvende symfoni.

Men ligesom “The Cell” hæmmes “The Fall” af en ujævn historie. Filmen er et moderne eventyr i stil med “MirrorMask”, “Pans labyrint”, “Alice i Eventyrland” og andre fabler om småpiger, som oplever skillelinien mellem virkelighed og fantasi forsvinde. Hovedpersonerne er den lammede stuntmand Roy og den lille pige Alexandria, som begge er indlagt på et Hospital i 1920’ernes Los Angeles. Umiddelbart har Roy og Alexandria ikke meget tilfælles, men de har dog begge en livlig fantasi, og Roy begynder at brygge på en historie om en gruppe heltemodige banditter i et fantasiland, der alle jager den grufulde guvernør Odious. Vi får lov til at se historien folde sig ud, som den gør i Alexandrias hoved, hvor Roys karakterer tit deler ansigt med hospitalets ansatte.

Det bliver hurtigt klart, at den depressive Roy bruger historien til at manipulere Alexandria til at stjæle morfin, så han kan begå selvmord. Og netop dén side af historien er enormt medrivende. Lee Pace og rumænske Catinca Untaru er fremragende, og sammen udgør de en uforglemmelig duo. Men størstedelen af filmen foregår i den førnævnte fantasiverden, og selvom de dele af filmen uden tvivl er de flotteste, er de indholdsmæssigt også de kedeligste. Historien følger den samme skabelon som utallige andre eventyr, og figurerne er overfladiske stereotyper, som tildeles lige så korte forhistorier som punchlines i et Anders And-blad, hvorfor man aldrig for alvor engagerer sig følelsesmæssigt i dem.

Fantasiscenerne er sjældent decideret kedelige, men de er for lange og ens, og foruden de mageløse billeder havde man garanteret stirret på uret i ny og næ. Først til slut opnås der endelig en tilfredsstillende forbindelse mellem de to sideløbende historier, som begge kulminerer i en bevægende scene, hvor Pace og Untaru spiller røven ud af bukserne og giver sekvensen en følelsesmæssig slagkraft, som resten af filmen savner. Ja, enden er god, men alting er altså ikke godt.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Det er en skam, at man ikke har valgt at udgive “The Fall” på Blu-ray herhjemme, og det er samtidig ærgerligt, at filmen ikke ser så fantastisk ud på dvd, som den burde. Transferet plages indimellem af komprimeringsfejl – tjek eksempelvis ørkenscenen i kapitel 1, hvor distraherende, orange streger dukker op, og udtværinger forekommer til tider på ensartede baggrunde såsom i undervandsscenerne i kapitel 3. Heldigvis er den slags problemer forholdsvis sjældne. Edge-enhancement og snavs forekommer ikke, farverne er lækre, kontrasten er upåklagelig, og billedet er virkelig skarpt.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-mix og et DTS 5.1-mix medfølger. Sidstnævnte gengiver lyden med en større klarhed, som gør DTS-sporet til det foretrukne mix. Indimellem savner man mere aktivitet i baghøjtalerne – et så visuelt sprudlende univers fortjener en lige så sprudlende lydside. Men igennem størstedelen af filmen er der dog intet at klage over. Alle lydsidens elementer – musikken, lydeffekterne, dialogen – kommer krystalklart igennem og har en dejlig rumklang. LFE-kanalen er ofte aktiv og aldrig på upassende tidspunkter. Panoreringerne føles naturlige, dynamikområdet er stort, og støj optræder ikke.

Ekstramateriale

Dokumentarerne “Nostalgia” (30 min.) og “Wanderlust” (28 min.) indeholder ingen interviews, men de byder til gengæld på en masse fascinerende, ucensurerede klip fra optagelserne – inklusive nogle dramatiske optagelser af Tarsem, der råber af en hulkende Catinca Untaru, samt øjeblikket, hvor Lee Pace og Tarsem i fællesskab afslører over for filmholdet, at Pace altså ikke selv er paralyseret, hvilket skuespilleren og instruktøren ellers havde overbevist de fleste om, at han var. Derudover medfølger halvandet minuts uinteressante slettede scener samt trailere.