Familier som vores

InstruktionThomas Vinterbeg

MedvirkendeAmaryllis August, Albert Rudbeck Lindhardt, Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Magnus Millang, Esben Smed, Thomas Bo Larsen, David Dencik og Helene Reingaard Neumann

Længde50 min

GenreDrama


Anmeldelse

Familier som vores

4 6

 

Thomas Vinterberg debuterer som tv-instruktør med sin klimatosse-serie ‘Familier som vores’, der gør den gængse remoulade-dansker til en gulvskrubbende flygtning, der enten må følge med strømmen mod bådene eller tage flugten gennem krattet og krydse fingre for ikke at havne i hænderne på myndighederne uden sit pas. For Danmark eksisterer ikke længere i Vinterbergs univers.

 

Jeg havde engang en dansklærer, der opsummerede Vinterbergs bagkatalog ret godt, da hun sagde: “Vinterberg elsker tabuer, han laver altid film om det, vi ikke vil tale om.” Det har han gjort helt tilbage fra filmskolen, da han beviste sit værd med ‘Sidste omgang’ og ‘Drengen der ville gå baglæns’, til den første dogmefilm ‘Festen’ og op til pro-alkohol filmen ‘Druk’. Nu er det så blevet tid til klimaforandringerne.

 

 

Det er svært at opsummere relationerne i serien, så man forstår det, men det skal da have et forsøg.

 

Serien følger en dansk familie – kernefamilien består af Jacob (Nikolaj Lie Kaas) og Amalie (Helene Reingaard Neumann), der har to børn: Laura (Amaryllis August) og hendes lillebror. Laura går på gymnasiet og bliver forelsket i den udadvendte charmedreng Elias, som hun har en klassisk sommerflirt med. I fritiden arbejder hun i en SFO, hvor hun passer fodboldtalentet Lucas, som kæmper med sit temperament. Hans mor er en middelklassekvinde, der kæmper med at være enlig forsørger. Lauras rigtige mor er ikke Amalie, men Fanny (Paprika Steen), som lige er kommet sig over stress som videnskabsjournalist. Hendes bror Holger (Thomas Bo Larsen) arbejder med noget mandeagtigt og har ikke så meget kontakt med familien. Det slutter ikke her, for Amalie har også en bror, Nikolaj (Esben Smed), som er kæreste med Henrik (Magnus Millang). Nikolaj arbejder i udenrigsministeriet og bor på et gods med Henrik, som han har arvet fra sin far. Henrik har også en bror, nemlig Peter (David Dencik), som har et entreprenørfirma, der vist ikke går så godt.

 

Pyha, det er meget at holde styr på. Men det går faktisk ret glidende, når først det går i gang.

 

Vi starter i et Danmark, som er ved at flyde over. Holland er allerede kollapset økonomisk, fordi de har brugt for mange penge på at bekæmpe vandstanden, selvom det ikke hjalp. Men her i Danmark er vi ret afklarede med, at Holland er så langt væk, og det med vandstanden ligger jo så langt ude i fremtiden. Så hvor galt kan det egentlig være? Det ændrer sig dog, da Nikolaj får at vide på jobbet, at Danmark lukker ned, men befolkningen får det først at vide om to uger. Nu skal de nærmeste advares. Først skal pengene hæves, huset sælges, der skal søges visum, og hvor fanden skal vi tage hen?

 

 

Det kunne nemt have været TV2’s udgave af ‘The Rain’, men Vinterberg er interesseret i det realistiske aspekt. I køkkenbordsdramaet. Mange har pengene i fast ejendom, men hvordan kan man sælge et hus, der snart har pool i hele kælderen? Og hvad er en fornuftig valuta i sådan en situation? Folk kan ikke hæve deres penge i danske kroner, men hvad med euro eller guld? Der er tænkt dybt over tingene, og det er det, der skræmmer en.

 

For ‘Familier som vores’ er en skræmmende serie. I et afsnit sidder Fanny med sin datter Laura og søger opholdstilladelse i Bukarest, og der viser manden fra borgerservice en sal med otte køjesenge og lokum i gården på noget, der minder om et herberg. Og jeg tager mig selv i at tænke: “Ej, det kan man da ikke? Det er jo Paprika Steen, hun er uddannet journalist.” Men det er jo desværre sådan virkeligheden er, når en højtuddannet flygtning kommer til Danmark. Rollerne er bare byttet om.

 

For seriens mål er at få os danskere – opretshaverne af “hygge” – til at tænke over vores medmenneskelighed og vores privilegier. Det er så nemt at sætte sig til rette i vores Arne Jacobsen-stol og brokke sig over vores 8-til-16-job. Men når vi pludseligt skal forlade vores land, der står med brede bøge, og stolen må blive i huset, og jobbet er opløst, så var det pludseligt ikke så slemt alligevel. Det virker helt absurd at kigge på en uddannet dansker, der beder om et job, men på grund af arbejdstilladelser og visum, så kan de ikke få arbejde. Vi er så vant til, at dem, vi ikke forstår sproget på, er dem, der ikke får jobs. Men en dansker kan sgu da altid få et job, ikke også?

 

 

Serien er fyldt med scener, hvor bureaukratiet vinder over de menneskelige egenskaber. Der er mange scener, hvor nogen får voksen skældud, fordi de ikke kan få et job eller opholdstilladelse. Men serien er også fyldt med scener, hvor eliten er samlet om de mange penge og store godser. Det er her, at serien mister min interesse.

 

For det kan være noget så relaterbart med køkkendramaet, teenagekærligheden og alt det andet. Men når de første fem afsnit ud af syv rumsterer rundt i en Frederiksberg-villa, et kæmpe gods og en dyr lejlighed i Paris, dykker min empati og genspejling. Vinterberg ville nok begrunde det med, at det er en “rise and fall”-historie. De starter med at have alt, for så at miste det hele, og det giver også god mening, men det er ikke spændende, når to tredjedele af serien er blazerjakker, der kører rundt i Paris for at finde et højtbetalt job, eller en mand, der har job i udenrigsministeriet, bor på et gods og har huset fyldt med guld, også har det lidt svært. Jeg savner at se dem i serien, som ikke har midlerne til at flytte. Jeg vil gerne se flere af dem, der vælger at blive i Danmark.

 

Et andet dyk serien tager er et overnaturligt et af slagsen. Nemlig med drengen Lucas, som åbenbart har en synsk evne. Han kan fornemme indre konflikter og fremtider i andre mennesker, som aldrig bliver forklaret eller retfærdiggjort. Det er bare en malplaceret præmis, som ikke gør andet for mig end at vende øjne af det, når det sker. Det kunne nemt have været undladt.

 

 

Serien introducerer os for Holger (Thomas Bo Larsen), en fabriksarbejder, der ikke lige forstår det der med MitID, NemID eller hvad fanden det nu hedder. Han er med i ét enkelt afsnit, og så er han ellers glemt. Han stjæler alle scener, han er med i, men han bliver ikke brugt til ret meget. Han har to forrygende scener nede hos sin bank, og så ved man aldrig, hvad der blev af ham efterfølgende. Den enlige mor med mini-Messi får heller aldrig fyldt tiden ud. Desværre bliver tiden hele tiden forbeholdt dem, der har kontakterne og midlerne til at klare sig i den værst tænkelige situation.

 

Dog skygger det ikke for den overordnede oplevelse af serien. Afsnit 2, 3 og 4 er klart de bedste afsnit, hvor man sidder med fødderne oppe i sofaen og en lille tåre i øjenkrogen. David Dencik spiller røven ud af bukserne som entreprenøren Peter, der aldrig tager ansvar for sine egne handlinger og hellere bare vil kaste det i hovedet på andre. Lie Kaas er også supergod og trækker de enkelte gode grin hjem, som også optræder undervejs.

 

Lie Kaas havde klart en af de bedste scener, da han konfronteres med den nye ejer af hans hus. Det er intenst og ultrarealistisk, som kun Vinterberg kan udføre det.

 

Generelt er serien en god og modig idé, men den hælder til et segment, som kun 10 % af befolkningen er en del af. Det bliver hurtigt en kamp blandt overklasseløgene, der skal nå de sidste redningsbåde, mens de ser tredje klasse stå tilbage på den synkende skude, når de sejler væk. Min far har boet i den samme by på Lolland, siden han blev født, og du ville aldrig kunne få ham til at flytte til Rumænien, hvis vandet steg. Jeg tror ikke, han er den eneste, og jeg føler, de bliver glemt i serien.

 

 

Jeg ved ikke, om tv-formatet klæder Vinterberg, men han har stadig den gode og ubehagelige idé, som han plejer. Den kunne godt have fungeret som en fed 2 timer og 30 minutters film i bagklogskabens lys, og den bliver en længere fortælling, end hvad den kan bære.

 

Serien slog jo rekord med over 2000 statister på en dansk produktion. Det kan tydeligt ses, og den ville aldrig kunne have været lavet uden.

 

‘Familier som vores’ snyder med titlen og burde have været kaldt ‘Familier som mine’, da Vinterberg selv repræsenterer den bedre stillede del af befolkningen. På trods af platte overnaturlige elementer og dyre skuldertasker i læder, så er Vinterbergs serie en hårrejsende og vandstigende thriller, som kun han kunne lave. Han gør det, han er bedst til: Tvinger os til at snakke om noget, vi helst ikke vil snakke om.

 

‘Familier som vores’ udkommer med første afsnit d.20 oktober på TV2 eller kan ses nu på TV2 Play.

 


Trailer

Kort om filmen

 

‘Familier som vores’ begynder midt i den danske sommer, hvor livet går som det plejer. Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres. Al ejendom er med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning. De, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program og må flytte hen, hvor der er plads. Kaos, splittelse og magtesløshed banker på hos danskerne. Men trods afskeden med hjemlandet drejer jorden stadig rundt. Mange steder vokser også kærligheden frem, mennesker forsones, og håbet om at blive genforenet lever.