”Someday a real rain will come and wash all this scum off the streets.” Sådan lød Travis Bickles profeti i “Taxi Driver“.

I dag kommer de dystre vejrprofetier ikke kun fra ensomme taxachauffører. Alverdens klimaeksperter stemmer i. Det store uvejr kommer. Og det vil skylle os alle ud gennem rendestenen.

Men de prædiker for døve øren. Næsten.

“Taxi Driver”-manuskriptforfatteren Paul Schrader har hørt dem.

Og i “First Reformed” lader han ordet gå videre til Ethan Hawke, der i rollen som præsten Toller stiller spørgsmålet: Kan Gud tilgive os for det, vi har gjort ved hans skabelse?

Toller er Travis Bickle i en præstekjole. Ensom, forpint, vred.

Han mistede sin søn i Irakkrigen. Han mistede sin kone. Nu er han præst i en kirke, hvor der kommer flere turister end troende.

Blandt de få mødestabile sognebørn er Amanda Seyfrieds gravide Mary og hendes mand. De er klimaaktivister. Især manden.

Og han ser så sort på klodens fremtid, at han ikke kan forsvare at sætte et nyt liv i verden.

Mary søger vejledning hos præsten, der forsøger at tale den fortvivlede til rette. Uden held.

Det er nærmest kalkeret over Bergman-klassikeren “Lys i mørket” fra 1963, hvor Max von Sydow spillede en fisker, der var plaget af angst for verdens undergang.

Dengang var det atomvåben, der var truslen. Nu er det klimaet. Udsigten er den samme.

Bergman-præmissen bliver podet med “Taxi Driver”-selvtægt, da Toller langsomt overbeviser sig selv om, at klimakampen er en hellig krig, hvor målet helliger midlet.

Det hele udspiller sig i en bar scenografi med en masse hvide flader i store, tomme rum.

Det er rent, afpillet og stramt som en gammel Carl Th. Dreyer-film.

Og det kommenteres løbende af en voice-over, som kommer fra præstens dagbogsoptegnelser. Med slet skjult henvisning til Robert Bressons klassiker “En landsbypræsts dagbog”.

“First Reformed” er filmhistorisk kleptomani. Paul Schrader har både lange fingre og god smag.

Men der er en kerne, en central bekymring, der ikke fortaber sig i filmhistoriske henvisninger: Hvad er kristendommens rolle i klimakrisens tidsalder?

Og er klimaforandringerne en synd eller en straf? En virkning eller en årsag? Hvad skal vi gøre?

Derfor vil det være uretfærdigt at sige, at “First Reformed” er en af den slags film, der handler mere om andre film, end den handler om virkeligheden.

Alligevel ender de mange tydelige inspirationskilder med at understrege, at “First Reformed” ikke når helt samme højder som sine forbilleder.

De bliver for påtrængende. De er overalt, når man først har fået øje på dem. Selv i de små ting.

Den forelskede kordirigent ligner præstens elskerinde fra “Lys i mørket” på en prik. Samme frisure, samme briller. Samme omsorgsfulde væsen.

Også Tollers brutale afvisning af hendes tilnærmelser er meget lig en lignende scene fra Bergman.

Toller har mavesmerter ligesom Bressons landsbypræst. De fejler formentlig det samme. Han cykler – ligesom landsbypræsten. Og sådan bliver det ved.

“First Reformed” er en god film, sammensat af idéer fra fremragende film. Ikke ligefrem sømløst, men lidenskaben bag klimaangsten er så stærk, at den ikke forsvinder helt i filmnørdet referenceleg.

Tilbage står nemlig det gode spørgsmål. Hvem stopper syndfloden?

Det bliver nok ikke Gud.