Fish Tank
Udgivet 29. sep 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg vil gerne indlede denne anmeldelse med at give et kæmpe cadeau til forrige års program på filmfestivalen i Cannes. “Det hvide bånd”, “Profeten”, “Inglourious Basterds”, “Antichrist” og “Thirst” har alle haft dansk biografpremiere, og alle har de på hver sin unikke måde gjort livet som filmelsker lidt mere interessant. Nu får vi så også Andrea Arnolds juryprisvinder “Fish Tank”, der bestemt ikke gør mit cadeau til Cannes-årgangen 2009 mindre. Tværtimod.
Allerede med debuten “Red Road” viste Andrea Arnold, at hun har sans for at blende mandagsrealisme med et velvalgt vægtigt indhold, der serveres i håndholdt hypnotiserende billeder. Den røde vej har nu ført til Arnolds foreløbige svendestykke, der placerer hende solidt på filmverdenens røde løber. “Fish Tank” er en modig blanding af socialrealisme á la genrens kronede konger Ken Loach og brødrene Dardenne og så Lone Scherfigs roste livsleksion “An Education”. Vi har den identitetssøgende pige med udlængsel og drømme om noget bedre, men i Andrea Arnolds vision er alt pynteromantik pillet af og erstattet med en udsigtsløs grå og rå virkelighed, hvor mantraet kunne være hentet fra en af Mias yndlingssange, hvor refrænet lyder: ”Life is a bitch and then you die.”.
“Fish Tank” er nemlig ikke nogen sukkersød virkelighedsfornægtende størrelse, men er derimod ærlig og realistisk på Mias vegne, hvis synspunkt filmen udelukkende bliver fortalt fra. Samtidig tør den være lige så uafklaret som de beslægtede forbilleder skabt af Loach og Dardenne-brødrene, men langt mere mørk, og særligt filmens afsluttende del grundvoldsryster, da Mia opfatter tingenes rette sammenhæng. Her rykker “Fish Tank” afgørende i udbrud fra forbillederne, hvor Mias møde med akvariets drømmedræbende væg bevæger sig udover filmens ru realisme og bliver til kunst, der rykker langt mere end Marco Evaristtis hedengangne fiskeblender.
I filmens afsluttende og dybt bevægende scene omfavner de to søstre hinanden, imens lillesøster Tyler erklærer, at hun hader Mia. Men i hendes krop og udtryk er der intet spor af had, men det stik modsatte – hun har aldrig lært at udtale kærlighedens sprog. Så for at blive i filmens unikke tone vil jeg bramfrit erklære, at jeg hader denne film af hele mit hjerte.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet