Gå ikke mod lyset

Igennem stort set hele den kendte historie har mennesket stillet spørgsmålet om liv efter døden. Næsten lige så længe har shamaner, profeter og præster svaret betryggende, at Paradis venter på den anden side. Moderne lægevidenskab har imidlertid (gen)indført en tvivlen med sin kortlægning af nervebaner, hjerneceller og tankeimpulser. Drømme om evig frelse og mareridt om helvedes pinsler siver ud af de flestes bevidsthed og over i kirken eller dens flinkere fætter, biografen. Nogle gange deler de to endda vandforsyning, og så ender man med en halvvidenskabelig, halvreligiøs tilgivelses-gyser som “Flatliners”, der ikke siger noget nyt om døden og endnu mindre om livet før den.

Niels Arden Oplev er instruktør på opdateringen af den oprindelige film med Julia Roberts og Kiefer Sutherland, der siden 1990 er blevet gammel nok til at blive kaldt kult. Danske Arden Oplev og andre husker den måske bedre med den dejligt fjollede titel “Leg med døden”, men nok fordi det lyder som netop en film fra 90’erne, har man i 2017 beholdt den originale engelske. I det hele taget virker det her reboot som en strømlinet affære med en kedelig tendens til at tage sig selv og sit emne rigtig, rigtig alvorligt. Der er ikke nogen her, der leger med noget som helst!

Mindst af alle Arden Oplev og skuespillerne, hvoraf Ellen Page og en genfødt Kiefer Sutherland er de mest markante. Trinity University Hospital er stillet velkendt op, ligemeget om man er til “Nightmare on Elm Street” eller “Greys hvide verden”. Ellen Pages hyper-intelligente, plagede, men også ret smukke hovedperson og den mindre kloge, men næsten lige så smukke, veninde lokker skolens rige Don Juan med på at dø i to minutter. Ms. Perfect, smuk selvfølgelig, og den rugende, men ‘interessante-fordi-han-har-en-spændende-accent’-skeptiker følger snart med. Pages karakter vil på overfladen skrive historie ved at måle hjerneaktivitet efter døden, men er egentlig ude efter at møde sin søster, som hun kører ihjel i et flashback. “Flatliners” smider nogenlunde lige så hurtigt alle sondringer om videnskab vs. åndsliv overbord.

De indledende scener, hvor de medicinstuderende eksperimenterer i hospitalets kælder, er de bedste med deres blanding af nysgerrighed og enkel intensitet. Det er faktisk troværdigt, at de her hyper-intelligente, priviligerede unge mennesker er kæphøje nok til at stoppe hjertet for en unik oplevelse. De frygter ingenting, og selv når bedstevennen ikke vågner som planlagt, er det kun den uuddannede anmelder, det giver et lille gib af spænding i. Lægerne ved, hvad de gør. Dog kun indtil gamle undertrykte minder bliver konkrete og morderisk levende. Her begynder videnskabmændene at miste forstanden, historien pusten og jeg interessen.

Det er åbenlyst farligt at dø, men ikke så farligt som hengemt skyldfølelse præsenteret i freudianske spøgelsesklæder. De medvirkende har selvfølgelig mobbet og løjet og på andre måder klumret sig gennem livet, og deres egne, personlige mareridt hævner sig nu i forunderligt generelle gysertroper. Badeforhænget, elevatoren, lighuset er hjemsøgt af ubehagelige tanker. Der kommer nogle effektive jump scares i de forladte hospitalsgange, men det er utilfredsstillende rabalder. Mest fordi alle, inklusiv Ellen Page, har svært ved at gøre deres figurer vedkommende. Baggrunde og motiver opremses ligesom bare. Veninden har en dominerende mor, Don Juan har bollet sig ind (og ud) i sine problemer, og skeptikeren har… været brandmand?