Flugten til frihed
Udgivet 26. maj 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen






Fransk litteratur og klassiske westernfilm. Jeg har aldrig tænkt, der var nogen forbindelse mellem de to ting. Men det er der nu. Hvide kolonialister og oprørske indfødte. Et goldt, ufremkommeligt ørkenlandskab. En fangetransport. Tavse, sammenbidte mænd, der vandrer med bøjede hoveder. Truslen om vold, der konstant lurer under overfladen. En grundlæggende moralsk konflikt, der binder fortællingen sammen. Camus-filmatiseringen “Flugten til frihed” har mange af de træk, man ofte finder i en klassiske western. Med den væsentlige forskel, at den udspiller sig i Algeriet i Nordafrika, hvor man taler fransk og arabisk.

“Flugten til frihed” tager sig derimod et par friheder i forhold til forlægget. Heldigvis. For det er nødvendigt, hvis en novelle på 13 sider skal blive til en spillefilm på 100 minutter. Instruktør David Oelhoffen er dykket dybere ned i forholdet mellem de to hovedpersoner, skolelæreren, Daru, og den mordanklagede bonde, Mohamed. Daru bliver pålagt at følge Mohamed til en nærtliggende by, hvor han formentlig vil blive dømt til døden for sin forbrydelse. Viggo Mortensen forbløffer på fransk i rollen som Daru, der nægter at føre fangen til skafottet, selv om Mohamed erkender sin forbrydelse og faktisk ønsker sin straf. En dødsdom fra de franske kolonialister vil nemlig bremse den spiral af blodhævn, hans familie ellers vil blive kastet ud i.

På lydsiden bidrager Nick Cave og Warren Ellis til den trancelignende stemning. De har før lavet musik til westerns som “The Proposition” og “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. De viger behændigt uden om det unødvendigt udpenslende. Musikken er ofte luftig, stillestående og droneagtig. Enormt hypnotiserende og stemningsfuldt.







Der et en barsk skønhed i det algierske ørkenlandskab, som ikke står tilbage for det vildeste vesten. Det er godt set af David Oelhoffen, at Camus’ lille novelle i sin kerne har en del tilfælles med westerngenren. Den kobling havde jeg i hvert fald aldrig lavet. Det er netop takket være sin opfindsomme og – i positiv betydning – respektløse tilgang til forlægget, at “Flugten til frihed” ender som en fin filmatisering.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet